Læsetid: 3 min.

De fortabte sjæles ø

I ’The Master’ udforsker P.T. Anderson de psykologiske mekanismer mellem en sektleder og den marinesoldat, han udvælger sig til at være sit svendestykke. Philip S. Hofmann og Joaquin Phoenix mødes i en fængslende duel på livsløgne
Joaquin Phoenix i rollen som Freddie Quell i Paul Thomas Andersons ’The Master’. Foto fra filmen

Joaquin Phoenix i rollen som Freddie Quell i Paul Thomas Andersons ’The Master’. Foto fra filmen

31. januar 2013

Med krigens afslutning begynder Freddie Quells mareridt. Han er hovedpersonen i The Master og dermed den seneste i rækken af de ensomme, fremmedgjorte individer, der befolker Paul Thomas Andersons få, men fremragende film.

Efter at have kæmpet mod japanerne på Stillehavsøen Guam sendes Freddie hjem til et nyt USA, hvor pænheden hersker. Det er et farvel til en tid, der for Freddie var ensbetydende med frihed.

Øen Guam er hans tabte mandeparadis, hvor han uden at nogen løftede et øjenbryn kunne spæde sine stjålne kemikalier op med frisk kokosmælk, være konstant liderlig og spille den af i vandkanten. Men i fredstid har flåden ikke plads til en fordrukken matros med kvindelige kønsorganer på hjernen, og en mentalundersøgelse placerer ham i den såkaldte Section Eight.

Betegnelsen blev almindelig anvendt i 1950’erne som middel til at slippe af med ’seksuelle afvigere’, og således frataget sit job og sin identitet finder Freddie en midlertidig base som fotograf i et stormagasin. Mellem marmorsøjler og shoppende forstadsfruer foreviger han den nye amerikanske middelklasse. Det lykkes ham at forføre en kvindelig kollega, der ikke har noget imod at tage bh’en af til gengæld for lidt festlig mandligt selskab. Desværre falder han i søvn på deres første date.

Men de velfriserede rammer er for snærende for Freddie, hvis flair for hjemmebryggede hårdtslående cocktails fungerer både som hans forbandelse og velsignelse gennem filmen.

Held eller forbandelse

Indebrændt efter den kuldsejlede date farer han i flæsket på en korpulent kunde, der netop den dag har bedt om et portræt til sin hustru. I stedet får Freddie job som landarbejder i en kålplantage, men må flygte over hals og hoved, da en udslidt olding blandt hans arbejdskammerater dør af en overdosis af Freddies punch.

Flugten ender i en flerdages brandert, hvor Freddie i en rus af angst, had og sine egne miksturer, går amok ved en fest på en luksusyacht. Derpå går han ud som et lys. Til hans held eller – potentielle forbandelse – får skibets ejer også hurtigt smag for indholdet af Freddies lommelærke. Da brushovedet vågner næste morgen, får han besked på, at han kan arbejde sine ødelæggelser af om bord. Freddie er igen til søs, og et nyt kapitel i hans liv er begyndt.

Det viser Paul Thomas Andersons prægnante gennemgående symbolik, der allerede fra filmens første indstilling, et nærbillede af kølvandet efter båden i Stillehavet, lader en serie rejser til havs drive Freddies udvikling frem. Om bord på yachten kommer han i audiens hos skibets kommandør, Lancaster Dodd, og nu er vi endelig fremme ved kernen i The Master, forholdet mellem kommandøren, den karismatiske leder af en spirende sekt, og den i alle henseender forkvaklede Freddie Quell.

Inspirationen til filmen er Scientologys første år, har Paul Thomas Anderson fortalt. Hans skildring af mekanismerne mellem Lancaster Dodd og den nødstedte matros, han påtager sig at frelse, er interessante. De fortæller en stadig vedkommende historie om fortabte sjæle i en tid, præget af desillusion og død efter Anden Verdenskrig. Og selvfølgelig kan man se The Master som en aktuel fabel om at søge efter mening blandt nutidens mange tilbud om pakkeløsninger udi tro og tilhørsforhold.

Men instruktøren, der selv har skrevet manuskript til denne hans sjette film undlader bevidst at skabe identifikation med Freddie.

Her er ingen indledende sympatiscene. Når han beder os følge sin hovedperson, er det vores intellekt ikke vores følelser, Paul Thomas Anderson taler til. Det skyldes ikke mindst Joaquin Phoenix fuldstændig vanvittige gestaltning af Freddie. Man begriber ikke, at det er den samme mand, der spiller den lunefulde kejser Commodus i Gladiator. Med ludende skuldre, vigende mund, flakkende øjne og en mildt sagt utilpasset opførsel er Freddie mere abe end mand. Ja, faktisk er han et dyr, siger Lancaster Dodd gang på gang.

På den måde manifesterer det moderne menneskes følelse af afkoblethed og søgen efter mening sig som en fysisk skavank i Joaquin Phoenix’ fortolkning. Med Philip Seymour Hoffman i rollen som lederen af den filosofiske bevægelse The Cause får Phoenix er værdig modstander. Titlens ’Master’ optræder umiddelbart mere kontrolleret, mens hans charmerer sine rige disciple og velgørere. Men det fremgår stadig tydeligere, at Dodds teorier om individets frelse er lige så forløjede som Freddies forestilling om det frie sømandsliv. Duellen mellem de to karismatiske skuespillere er den væsentligste grund til at se The Master.

Hvem den sande ’Master’ er, skal ikke afsløres her. Blot skal det tilføjes, at Amy Adams leverer en isnende præstation som Dodds hustru Peggy.

The Master Instruktion og manuskript: Paul Thomas Anderson. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jette Abildgaard
  • Lone Christensen
Jette Abildgaard og Lone Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer