Hushpuppy og den vilde verden

Filmåret får en forrygende, fascinerende start med Benh Zeitlins storslåede spillefilmsdebut Hushpuppy om et barn i Badekarret – og hele universet
Filmåret får en forrygende, fascinerende start med Benh Zeitlins storslåede spillefilmsdebut Hushpuppy om et barn i Badekarret – og hele universet
3. januar 2013

2013 indledes med en storslået debut i de danske biografer. Sidste år vandt den priser fra Sundance til Cannes, og nu er det blevet vores tur til at opleve Benh Zeitlins magiske Beasts of the Southern Wild, som på dansk har fået titel efter sin hovedperson Hushpuppy.

Hushpuppy er en pige på seks år, som bor i et sumpområde kaldet Badekarret i det sydlige Louisiana. Filmen er fra de første scener fuldstændig hendes, hvor det fabelagtige fund Quvenzhané Wallis som Hushpuppy nysgerrigt lytter til altings hjerteslag. Wallis har et nærvær og en koncentration, som suger én ind. Og siden tager hendes stædige skridt i de små gummistøvler os med på en både rå og rørende rejse ind i hendes specielle hjørne af verden.

Hushpuppy er filmens fortæller og får med få ord givet os sit blik på en verden, hvor fattige, men livsglade cajun-familier lever i hjemmebyggede huse på pæle uden for lands lov og ret. Det lille parallelsamfunds humør etableres smittende, når historien på få øjeblikke bevæger sig fra Hushpuppys enegang med poetisk klokkespil til spillemandsfest med skrigende spædbørn, fulde folk og festfyrværkeri.

Efter at være blevet overvældet af Hushpuppy i Cannes sidste år, huskede jeg egentlig ikke en større historie. Øjeblikke og stemninger sad i kroppen, mens de enkelte handlingsdele ikke havde lagret sig. Ved decembers gensyn så jeg pludselig en utrolig fint iagttaget historie, som bevæger sig smidigt fra scene til scene, fra det intime til det monumentale, uden at skabe den kedelige følelse af et konstrueret forløb. Som publikum er vi med Hushpuppy og tager tingene, som de kommer, men det er ikke så lidt, den lille pige må stå model til undervejs.

Muskler som ’the man’

Hushpuppy er en film om overlevelse som en del af ’universets tag-selv-bord’, som vores lille fortæller benævner sin opfattelse af, at jorden er til for hende og de andre i Badekarret. Hushpuppy har ingen mor. Ifølge hendes syge og ofte fulde far svømmede hun en gang væk. I en skøn scene oplever vi, hvordan moren i hans erindring var så hot, at gasblusset tændte af sig selv, bare hun gik forbi.

Nu er hun væk, og vi fornemmer hurtigt, at faren ikke kommer til at holde for evigt. Han træner Hushpuppy til at være stærk og overleve i et miljø, hvor man aldrig får lov at græde, og sorg skal festes væk. Hushpuppy viser armmuskler og kæmper for at være ’the man’.

Det personlige drama om en lille pige og hendes syge far spejles af spørgsmål om overlevelse på større planer. Badekarret rammes af en storm, som lægger alt under vand. Uden løftede pegefingre får filmen fortalt om forskelle på folk på den ene eller anden side af dæmningen. Mest imponerende er det, at den i sekvenser lader iskapper smelte og fortidsdyr genopstå, uden at det virker hverken moraliserende eller underligt. Vi er midt i en fortælling om et barn og hele universet, og når verden ses med hendes øjne, kan alting ske. Hvad der er virkelighed, fantasi eller mytologi er mindre vigtigt end at sanse de gungrende vilddyr og elementernes rasen i billeder og lyd.

De livsvigtige kram

Hushpuppy er både i indhold og udtryk en film langt ud over det sædvanlige. Den er begavet og stilbevidst uden at forfalde til mange amerikanske independent ’(sm)art films selvhøjtidelige formlege. Den er stor og vild og varmhjertet uden at misbruge sin potentielt nuttede hovedperson og hendes barske skæbne.

I en vidunderlig sekvens svømmer Hushpuppy mod et blinkende fyrtårn i det fjerne, som er blevet symbolet på hendes fraværende mor. Det leder uventet til uendeligt rørende møder på en slidt natklub, hvor nogle af Badekarrets børn får en stille kramdans og et par ord med på livets vej, før den korte audiens er forbi.

Filmen er baseret på et teaterstykke af Lucy Alibar, som har skrevet manuskriptet med Zeitlin. Sammen har de skabt et fascinerende, filmisk univers, som på trods af et begrænset budget bliver foldet visuelt imponerende ud i de stemningsfulde super16-billeder. Alle roller spilles af amatører. Zeitlin har sagt, at hans ambition er at fylde sine film med liv, og det lykkes til fulde med Wallis i spidsen for et eklektisk persongalleri med bageren Dwight Henry som hendes særprægede far.

Styrken i et sted

Følelsen af liv kommer også fra den fine skildring af et særligt sted, som man ikke har set magen til på film. I 2011 åbnede Hushpuppys Bodil-belønnede distributør Miracle Film biografåret med den fremragende Winter’s Bone, som var en forfrossen rejse ind i Missouris afsides bjergegne. I Hushpuppy kan man lugte sumpen og mærke fugten. Der er langt til en tv-serie som Tremes portræt af New Orleans, for civilisationen uden for Badekarret melder sig kun som tvangsevakuering til rum, der med Hushpuppys øjne er som akvarier uden vand.

I Badekarret handler skolegang om at lære at tage sig af dem, som er mindre og sødere end én selv. For et barn, som på sine to hænder kan tælle de gange, hun er blevet båret, er der stor visdom i det, og historien får undervejs formidlet flere andre kloge betragtninger om både liv og død. Hushpuppy får premiere i et imponerende antal biografer landet over, så der er helt enkelt ingen undskyldning for ikke at komme af sted til årets første (og måske bedste?) forrygende oplevelse på det store lærred.

 

Hushpuppy/Beasts of the Southern Wild. Instruktion: Benh Zeitlin. Manuskript: Lucy Alibar og Benh Zeitlin. Amerikansk (Dagmar, Empire, Falkoner, Grand, Gloria og Vester Vov Vov, København, samt mange andre biografer landet over).

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Niels Engelsted

Ingen film har i nyere tid fået mere overstrømmende anmeldelser.

Jeg må befinde mig i en anden verden, for jeg fandt filmen grundlæggende ubehagelig, voldsomt misantropisk (trods påstand om det modsatte) og næsten pervers.

Den lille barneskuespiller--formentlig 7-8 år--er selvfølgelig god med sine små gummistøvler og evigt trodsige attitude, men der er små piger i uendeligt mange familiefilm på TV, der er ligeså gode.

Beskrivelsen af miljøet i the Bathtup er usolidarisk slumromantik af værste skuffe--læs bare hvad filmjournalisten selv skriver oven for--og scenerne på det sejlende bordel med de hjertensgode luddere er en amerikansk kliche der forlængst er blevet ubærlig vammel.

Det værste er imidlertid, at filmens grundlæggende budskab ser ud til at være, at frihed i yderste fattigdom og nød er at foretrække for det civiliserede samfunds indblanding og hjælp, så hellere undergang og død. Man skal være kuglestøder for ikke at kaste op.

Efter Katrina, hvor de sorte ikke kunne få hjælp, men blev overladt til sig selv, er denne denne omvendte fremstilling af de lykkelige sorte i deres ubeskrivelige armod nærmest pervers.

Pigens fantasi--den berømmede magiske realisme--består alene af nogle vildsvin med påklistrede horn, som skal forestille frygtelige urokser i barnets fantasiverden, og er set meget bedre mange andre steder. Hvis man er ude efter den slags new age, skal man se Life of Pi.

Henvisningen til den økologiske krise, som mange har udtalt sig begejstret om, er ren skrømt. Man har klippet noget billeder ind med kælvende bræer, men det er så gennemskueligt påklistret og beregnende, at man føler sig groft manipuleret.

Det er simpelthen ufatteligt for mig, hvordan alle anmelderne kunne have gjort sig blind for disse ting.

anbefalede denne kommentar