Læsetid: 4 min.

Huskditgreb

En tynd udstilling af Huskmitnavn, der måske er ved at glemme sit antirebelske projekt
Huskmitnavn: One Second Later.

Huskmitnavn: One Second Later.

Jan Søndergaard

25. januar 2013

I forhold til sit ophav er værkerne demonstrativt uskadelige. En pige sidder på hug ved sin seng. Hun er midt i en bøn, da telefonen ringer. Hun kigger over på den med det ene øje. Enten har hun taget telefonen med i seng, eller også kan hun ikke engang undvære den, når hun skal bede, eller også tjekker hun lige, om det skulle være Gud, der ringer hende op, fordi det nu engang er lettere.

Ophavet er det ulovlige og det anonyme, en perfekt platform til at tilføre andre smerte og store onde sandheder. Huskmitnavn benytter konteksten til det modsatte. Hans værker er uden kant, og de sandheder, han fortæller, er den slags, man ville slette venner på Facebook for at fortælle. Do as I do forestiller en forælder, der skælder barnet ud over, at det ikke spiser salaten, imens vedkommende selv giver det til hunden under bordet. Det handler ligesom i bønnebilleder om de åbenbare kvababbelser ved det moderne liv.

One second later er endnu et værk i den baglommefilosofiske stribe af tåkrummende klicheer. Det tredelte maleri forestiller to mennesker, der er hensunket i evigheden og måske også kedsomheden. Det foregår ved vinduet, hvor han sidder og kigger på nogle papirer, imens hun vander blomsterne. De ved, hvad de skal hver dag resten af deres liv. De er satte. Men ikke så meget længere ... for uden for vinduet har en drageflyver kurs direkte mod dem.

Pænt og nydeligt

Stilen matcher budskaberne. Det ligner vektorgrafik, som er outlines og fyld. Det ligner noget, der er lavet i Adobe Illustrator. Det ligner noget, der skal illustrere noget, og som for alt i verden ikke må støje. Det skal bare glide ind, pænt og nydeligt og letgenkendeligt.

Det er umuligt at komme uden om det demonstrativt uskadelige. Det er ligesom, når den jaloux kæreste siger: »Hvor er det bare dejligt, at du mødte din ekskæreste på gaden i dag.« Uanset hvor sødt det ledsagende smil er, så ved vi, at kæresten mener det modsatte. Det er bestemt ikke dejligt, at vi stødte ind i vores ekskæreste. Huskmitnavns værker er måske ikke passiv/aggressive på samme måde, men de kan ikke læses uden om deres ophav, som i dette tilfælde ikke er en jaloux kæreste, men derimod en anonym kunstner, der generelt italesættes som farlig, ulovlig og modig. Det er altså manden, der siger fuck til samfundet, der siger »alt kan ske«, »gør ikke som jeg gør, men gør som jeg siger« og »åh, de mobiltelefoner, de er da også alle vegne.«

Nej, det siger han ikke. Han siger: Hold nu kæft med jeres farlighed. Der er ikke nogen, der lever på kanten af samfundet. Der er ikke nogen, der gør oprør længere. Ja, det er cool, at der er graffitimalere, der småløber ved siden af togene, imens de tagger dem, men de gør det jo heller ikke, fordi de er utilfredse med samfundet, tværtimod, så gør de det for at blive accepteret, fordi det er cool at lave graffiti.

Desværre virker det som om Huskmitnavn er i tvivl om sit greb. Som om han har glemt, at han er anti-cool og anti-satirisk og anti-elitær. Når han pludselig maler mere fotografisk og lader det forestille en flue, der sidder på en Mars-bar og under den placerer titlen Life on mars, så kan man blive helt i tvivl om, hvorvidt han er klar over, hvad det er, der er ham. Eller når han maler en bulldog af en rockertype og med overtydelig stavefejl skriver Nowledge is power i nakken af ham. Eller en stor sort klat i en stue, der maser en stol, en lampe og en person, og kalder tegningen for The big nothing.

Uden magi

Huskmitnavn er ikke slapstick, statements eller snedig filosofi. Huskmitnavn er den meningsløse gestus, der siger noget ekstremt alment om vores liv. Men dem er det også tyndt med på One of these days. Han har været nederst i bunkerne med ting, som alle kender, og har eksempelvis tegnet en pige, der har taget trøjen omvendt på, så mærket sidder i halsen. En anden pige er ude i regnen, hvor makeuppen løber. Og en tredje er hulapige med sne i håret. Det er uden magi. Det er uinteressant, umusikalsk og ufølsomt.

Et bedre billede, som alligevel falder lidt udenfor, er titelværket One of these days, hvor en buttet pige med huller i sokkerne skåler med en ukendt person uden for billedet. Det er dejligt, men for sødt og for forstående.

Et rigtigt Huskmitnavn-værk skal ikke have nogen historie, det skal bare være til. Og for at være et rigtig godt Huskmitnavn-værk skal det være en person med et sjovt ansigt eller morsomme ben. Og det skorter det virkelig på på One of these days. En enkelt japaner med meget store kinder og et plaster under næsen, hvor han måske har forsøgt at barbere sine dun, er det blevet til. Og de helt klassiske Huskmitnavn-værker skal man ned til de grafiske værker i kælderen for at finde.

Bedømmelse: 3/6

Huskmitnavn: ’One of These Days’ på V1 Gallery, Flæsketorvet 69-71, København, til den 16. februar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu