Læsetid 3 min.

I megastor krise

Både på makro- og mikroniveau ender Pablo Llambías’ innovative eksperiment som buldrende kliché
Pablo Llambías har det ad helvede til, men glæder sig hele tiden til at fortælle, hvad han nu ellers har at fortælle.

Pablo Llambías har det ad helvede til, men glæder sig hele tiden til at fortælle, hvad han nu ellers har at fortælle.

Sigrid Nygaard
1. februar 2013

Forfatterskolens stifter Poul Borum yndede at punktere en bestemt poet-attitude, som han kogte ned til en formel: Åh, jeg har det så dårligt. Men siger jeg det ikke smukt?

Denne model har skolens nuværende rektor i sine to nyeste mammutmakværker givet sit eget vrid: Åh, jeg har det så dårligt. Men når jeg siger det klodset og grimt, bliver det heldigvis ærligt og ægte.

Ud fra denne sin idé om den kluntede iscenesættelses ægthed lavede Pablo Llambías i 2011 sin ulideligt langtrukne versfortælling Monte Lema bestående af 403 14-linjers tekster, misvisende betegnet ’sonetter’.

Fra syg til syg

I stedet for bare at udgive sin dagbog formede han den om til bogside-tilpassede blokke på to gange fire og én gange seks humpende vers i den hensigt, at den »stramme« form skulle give tydelighed og fortætning.

Over samme læst har han skåret de 385 såkaldte sonetter i sin nye bog, dog med den forskel, at hvor Monte Lema deltes op efter tema og ordnede sine indfald i grupperne kunst, angst og kærlighed, dér forløber Hundstein (hvis titel og omslag karakteristisk nok ikke har en rottefis med indholdet at gøre) sig som én lang flom, hvori alle de tre temaer blandes, idet situationer og refleksioner og personlige lamentationer hidsættes hulter til bulter, hvilket resulterer i kedsommelig repetition.Den maniske kredsen om egen ulykke eller, om man vil, redundansen om den varme grød, udspiller sig fra december 2010 til oktober 2011. Kæresten ’L’ fra Monte Lema er udskiftet med kæresten ’T’, men ellers er alt stort set ved det gamle. Midtvejskrise dyrkes og plejes og sættes episk i scene som en udvikling »fra syg til syg«.Et talende jeg, den rablende rektor, knytter, som han siger, »negative følelser til alle aspekter« af sin tilværelse. Han nærer tvivl om sin formåen som elsker, leder og debattør, og hans tvivl slår selvfølgelig også ind over bogprojektet selv:

»Jeg er i megastor krise over de her sonetter.«

Det varmer ham derfor om hjertet, når nogen siger, at ærligheden gør indtryk, og når en venlig veninde forstående erklærer, at det, Llambías i virkeligheden forsøger, er at skrive den fuldendte kærlighedssonet og dermed hele sig frem til et slutpunkt.

Wow, den var dyr, lige så dyr som den formmæssigt set jammerlige »sonet«, hvori digteren opstiller sit paradoks: På den ene side ønsker han ikke at dele sin ulykke med nogen, men alligevel ender han med at dele den med alle.

»Så privat og så alligevel så åben.«

Skvattet som vor tids helt

Reality-tv udsat for litteratur kalder Llambías selv sin metode og ved, at resultatet vil »skille vandene«, dels fordi hans læsere (»folk«) »skyr angsten som pesten«, dels fordi vi formodes ikke at kunne kapere dobbelthederne i samspillet af løgn og sandhed, dvs. iscenesættelsens ægthed og kunstighedens naturlighed. Digteren tager med andre ord, heroisk selvpositionerende, forskud på publikums reaktion.

Han lægger ikke skjul på, at han er psykisk syg. Han lægger ikke skjul på, at han er afstumpet i sin omgang med kvinder. Han lægger ikke skjul på sine blandede følelser over for hvervet som rektor.

Til gengæld forestiller han sig, at hans »sonetterende« kunstneriske praksis i kraft af disciplineret direkthed trods alt vil redde det hele:

»Intensitet og nærvær er alt.«

Forfatteren fremstiller sig selv som et ynkeligt angstplaget skvat, men iscenesætter i samme ’performative’ greb sig selv som den imponerende innovator, takket være det mod og den konsekvens, hvormed han fremstiller skvattet som skvat. Forfatterskolens rektor undergraver sin autoritet ved at dokumentere, at han i grunden kun er optaget af én eneste ting, eller måske snarere to, nemlig hvordan han lige nu har det, og hvordan han tager sig ud; men den selvdestruktive akt gennemføres i et »grænseoverskridende« kunstværk, hvis radikalitet, og dermed kvalitet, i hans fantasi forventes rigeligt i stand til at opveje tabet af myndighed.

Kliché er og bliver kliché

Hvad er levet realitet, og hvad er iscenesættelsens uendelige selvspejlingsspil? Det er bogens problem, forstået på værkets egne præmisser.

Læst på disse fungerer det fint: Llambías har det ad helvede til, men glæder sig hele tiden til at fortælle, hvad han nu ellers har at fortælle.

Men han har så godt som ingenting at fortælle. Dermed står og falder kvaliteten med, om han skriver godt, hvilket han langtfra gør. Han skriver tværtimod overfladisk og larmende klichéfyldt, også når han tror at afsløre sine egne formuleringer.

»Det er som om jeg har revet en del af mit hjerte ud. For nu at sige det med et grimt billede.«

Den lader vi lige stå.

Hundstein
Pablo Llambías
Digte
389 sider
299,95 kroner
Gyldendal
Udkommer i dag

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Andreas Eckhardt-Læssøe
Andreas Eckhardt-Læssøe

Kære Erik

Det virker helt forfejlet at se på det her projekt som et der skal bæres af det gode sprog. Du fokuserer på én ud af de i alt max 5 gange der bruges et billedsprog, og så er det endda et, hvor fortælleren selv siger det er grimt.
Jeg kan godt forstå din frustration over det her værk, det er sgu da frustrerende at læse noget så fladt, og så langt, men griner du ikke? Læser du ikke med? Bladrer du ikke hurtigere og hurtigere? Det gør jeg. Både igennem Monte Lema og Hundstein.