Læsetid: 4 min.

Mesteren, sønnen og modellen

I den solmættede æstetiske, perfektible 'Renoir' føres man tilbage til den store malers kvindedyrkende alderdom i et paradisisk Sydfrankrig
Kameraet dvæler så betaget ved de æstetiske glæder, at selve historien gang på gang taber tempo, ja næsten går helt i stå. Det bliver i passager for musealt og benovet og for lidt i tråd med Renoirs eget uhøjtidelige kunstsyn

Kameraet dvæler så betaget ved de æstetiske glæder, at selve historien gang på gang taber tempo, ja næsten går helt i stå. Det bliver i passager for musealt og benovet og for lidt i tråd med Renoirs eget uhøjtidelige kunstsyn

Angel Films

17. januar 2013

En gammel maler i mesterklassen får ny inspiration af en ung, udfordrende nøgenmodel, og hans fra Første Verdenskrig hjemvendte søn forelsker sig i modellen.

Det er en trekant fuld af dramatisk brandfare. Men det ville være synd at sige, at Gilles Bourdos’ Renoir slår lidenskabelige gnister, der risikerer at antænde nogetsomhelst i de vidundersmukke naturomgivelser, som trekantshistorien er henlagt til.

Renoir er først og fremmest en meditativ film om alderdommens fysiske skrøbelighed og kunstens helbredende magt. Personificeret af impressionismens store mester Pierre-Auguste Renoir, der fortsatte med at male hver eneste dag gennem sin høje alderdom trods en smertefuld invaliderende ledbetændelse, der krævede, at penslerne blev spændt fast til hans hænder. Omkring 4.000 malerier blev det til i alt, inden han døde, 78 år gammel.

Renoir er måske den lettest genkendelige af impressionisterne med sin lyse, varme farvetone og frodige glæde ved naturen og ikke mindst de yppige kvindeformer. Hans søn Renoir bemærker tørt i filmen, at faderen maler ham, så han ligner en pige.

Og kvindedyrker var Renoir i en grad, så han som gammel og succesrig kunne leve omgivet af feminine tjenende ånder på sit pragtfulde landsted Les Colettes i Cagnes-sur-Mer, værkbruden, men båret rundt som en kongelig person og passet og plejet af en flok hengivne kvinder, hvoraf mange havde været hans modeller.

Kødelig realitet

Renoir kaldes ’chef’ af kvinderne omkring ham, men han er ingen tyran, derimod et frisindet, generøst menneske, jævn og jordnær.

Han kommanderer ikke rigorøst rundt med sine modeller, men lader dem udfolde sig relativt frit, for at han så levende og sensuelt som muligt kan indfange deres kødelige realitet.

Det får den nye model Andrée da også straks at mærke, da hun præsenterer sig for gamlingen i rullestolen. »Hvad skal jeg gøre,« spørger hun. »Hvad har du lyst til?« lyder svaret (meget af den samme frihed gav sønnen Jean, senere berømt filminstruktør, i øvrigt sine skuespillere).

Andrée er da også en – efter tidens målestok – ganske selvstændig ung dame, der gerne tager sig godt betalt for sine modelydelser og selv nærer visse vage kunstnerdrømme. Er hun sanger eller skuespiller?

Hun spilles dygtigt, men ikke særlig karismatisk af Christa Theret, der tager det moderne for bogstaveligt og synes trådt ud af et nutidigt parisisk studentermiljø. En tøvende affære indledes med den gamle malers søn Jean, der på krykker vender hjem på sygeorlov fra skyttegravene.

Jean finder sin far følelsesmæssigt fjern og uden mod til selv at tage de store beslutninger. Men gamlingen tror ikke, mennesket er herre over sin egen skæbne, men snarere ligner korkproppen, der driver viljeløst med flodstrømmen. En affære udvikler sig mellem de to unge, lidt hæmmet, for Jean står stadig med sit ene raske ben i hæren. Og hvem er denne Andrée egentlig? Hvor bor hun? Og hvorfor holder hun til blandt ludere og lommetyve?

Betagende omgivelser

Vincent Rottiers er sympatisk og sober som den unge ufærdige Renoir, men mandens iboende charme, som allerede må have været til stede på det tidspunkt, kommer ikke frem. Filmens virkelige stjerne er fotografen Mark Ping Bing Lee, der formelig kærtegner de solgennemtrængte sydfranske motiver med sit kamera.

Vi får den overdådige naturskønhed, som inspirerede Renoir, de ældgamle knudrede oliventræer som baggrund for den unge, nøgne kvindeskønhed. Kameraet dvæler så betaget ved de æstetiske glæder, at selve historien gang på gang taber tempo, ja, næsten går helt i stå. Det bliver i passager for musealt og benovet og for lidt i tråd med Renoirs eget uhøjtidelige kunstsyn: »Folk, der ler, bliver ikke taget alvorligt. Kunst i diplomatfrakke, det være sig malerkunst. musik eller litteratur, skal derimod nok få folk til at falde på halen.«

Til gengæld inkarneres Renoir velgørende ligefremt og med stille autoritet af den nu 87-årige Michel Bouquet, der især er bevægende i en afskedsscene med sønnen Jean, der er på vej til fronten endnu engang. Endelig rejser den gamle sig fra rullestolen trods de mange smerter for at give følelserne frit løb.

Far og søn

Det siger sig selv, at filmen ikke er upåvirket af unge Jeans videre karriere som en af de centrale instruktører i fransk filmhistorie.

Filmens Dedée er identisk med hans første stjerne, Catherine Hessling, som han var gift med 1920-31. Renoir skabte hendes stumfilmskarriere, der dog hurtigt fik en ende.

I et anfald af jalousi kalder Jean hende i filmen »une chienne« (tæve), hvilket lidt hårdt oversættes med ’luder’, men i hvert fald er titlen på en fremragende Renoir-film fra 1931 om en vildt forelsket mand, som ydmyges og destrueres af en kvinde. Hessling var tiltænkt rollen i La chienne, men fik den ikke.

En stemningsfuld scene med pludseligt blæsevejr ved floden refererer indlysende til Jean Renoirs egen filmiske hyldest til sin far, Frokosten i det grønne (1959). Den handler i let form om, at lykken måske er at underkaste sig naturens orden. Åndsslægtskabet mellem far og søn var i det hele taget iøjnefaldende, ikke mindst da Jean i 1962 udgav den store, smukke bog Renoir, min far.

Glæden ved det sanselige, frodigheden og det generøse franske frisind havde de til fælles, og heldigvis giver filmen om dem mere end en duft af disse både sol- og smertefyldte kapitler af fransk kulturhistorie.

 

Renoir Instruktion: Gilles Bourdos.Manuskript: Gilles Bourdos, Michel Spinosa og Jérôme Tonnerre. Fransk (Grand, Gentofte Kino, Værløse Bio, Café Biografen Odense, Øst for Paradis, Biffen Aalborg, Bio Nicolai Kolding)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • steen nielsen
  • Bo Carlsen
ulrik mortensen, steen nielsen og Bo Carlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu