Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En ond historie om forstødelse

Der er ingen onde, kun velmenende hovedpersoner i Thomas Vnterbergs mesterlige og dybt gribende 'Jagten' om psykisk smitte og fortabelse i det nydeligt velregulerede Danmark
’Jagten’ har et enormt trumfkort i Mads Mikkelsens intelligent sympatiske underspil som Lukas.

’Jagten’ har et enormt trumfkort i Mads Mikkelsens intelligent sympatiske underspil som Lukas.

Per Arnesen

Kultur
10. januar 2013

Med kompromisløs konsekvens, ligefremt og trin for trin fortæller Thomas Vinterberg sin mareridtshistorie om en pædagogmedhjælper, der uskyldigt (det ved vi!) anklages for seksuel omgang med en lille pige i børnehaven og i starten end ikke kan få præciseret, hvad han beskyldes for, eller hvem han har krænket.

Vi er på én gang i Kafka-land og i et hypergenkendeligt stykke Danmark af i dag, hvor den øjeblikkelige stigmatisering af den mistænkte foregår i høfligt kommunalt regi, og hvor voldstendenser undertrykkes, indtil anledning findes. Hvor tilsyneladende sund fornuft kun er den tynde fernis over seksuelt hysteri og gruppesuggestion.De seneste år har bragt en række uhyggelige sager om groft seksuelt misbrug af børn. Men Vinterbergs allerede internationalt belønnede og kritikerroste Jagten handler ikke primært om pædofili. Instruktøren har allerede i den berømte dogmefilm Festen (1998) anlagt de misbrugtes synsvinkel (selv om den ’autentiske’ historie, filmen byggede på, sært nok viste sig at være opdigtet).Den igangsættende konflikt i Jagten kan snarere knyttes til den hjerteskærende prolog i Vinterbergs umiddelbart foregående film, Submarino (2010), hvor to socialt udsatte børn på én gang er uskyldige ofre og udløsere af en tragedie.

I begge tilfælde er der tale om forældremisrøgt, dog af vekslende grovhedsgrad – usædvanlig voldsom i Submarino, mere hverdagslig og middelstandsagtig i Jagten. Den lille 5-6-årige Klara forsømmes af sine fortravlede forældre og opbygger sin egen fantasiverden, delvis sammen med forældrenes ven, den rare pædagogmedhjælper Lukas.

Det er meget naturligt ham og hans søde hund, hun kaster sin kærlighed på, og da hun føler sig svigtet af Lukas, hævner hun sig på en for hende naturlig fantasifuld måde.

Uden et øjeblik at sentimentalisere eller overdramatisere når filmen helt ind til marven af Lukas’ ydmygelse. Han ender så langt nede, at han endog afviser hjælp fra en solidarisk ven fra sit faste slæng af jagtkammerater. Men til sidst får han kræfter til at kæmpe imod og tage et opgør med sin bedste ven Theo, far til Klara.Farlige fantasier

Har Klaras hævn en snert af barne-dæmoni? Nej, hun reagerer logisk ud fra sine følelser. Ondskaben opstår i omgivelsernes fejltolkning af, hvad hun siger.

Her bliver filmen altså et opgør med myten om, at børn ikke kan lyve, især om seksuelle emner. Mens flere magtpersoner i filmen udmærket ved, at børn som Klara har »en livlig fantasi«, anses det for utænkeligt, at denne fantasi kan udstrække sig til erotiske områder. Men internetporno kan, som det vises her, være en del af selv en så lille piges verden, og som andre fantasifulde børn inspireres hun alle steder fra.

Derudover virker Jagten blandt andet inspireret af den omstridte Vadstrupgårdsag, hvor en pædagogmedhjælper blev dømt, og hvor børnenes vidneudsagn udviklede sig til malende beretninger om at blive hængt op med en kæde om halsen i en knagerække, mens de ventede på at blive mishandlet, mens pædagogmedhjælperen havde købt pølselort i en butik og fået børnene til at spise det.Det truede hankøn

Filmens fordeling af kønsrollerne i den tragiske affære er ret utraditionel.Det er mændene, der udgyder tårer, er de følsomme og svage og må slutte sig sammen i et ølbællende jagtfællesskab for at vinde styrke. Den kraft rummer kvinderne allerede, selv om der er fine svaghedsnuancer i Susse Wolds sikkert tegnede portræt af en gammeldags børnehaveleder, hvis naturlige myndighed smuldrer efterhånden som misbrugssagen er ved at vokse hende over hovedet.

Lukas’ følelsesstyrede bedsteven Theo (Thomas Bo Larsen som macho med strejf af bøsseforskrækkelse) er gift med ravnemoderen Agnes, som spilles af en meget velcastet og velspillende Anne Louise Hassing. Hun fører normalt det store ord i forholdet og er så klippefast i fordømmelsen af Lukas, at Theo til sidst må tage sig sammen og kommandere et afgørende »Flyt dig!« På samme måde har Lukas selv klart været den svage i forholdet til sin fraskilte kone, og hans hund protesterer komisk med gøen, hver gang hendes navn bliver nævnt.

Jagten kunne let være blevet en rørstrømsk offerberetning. I stedet opleves den som klarsynet (og til tider galgenhumoristisk!) i sin insisteren på den uskyldigt anklagedes elementære dilemma. Og den har et enormt trumfkort i Mads Mikkelsens intelligent sympatiske underspil som Lukas, ganske åbenbart et anstændigt menneske.

Ligesom i Festen viser Thomas Vinterberg sig som den danske instruktør, der bedst skaber pulserende liv og vibrerende nerve på lærredet. Sigende detaljer og idéer myldrer ubesværet frem. Også Jagten er bandsat godt castet og spillet, indtil de allermindste biroller. Og som fortælling er filmen suverænt klassisk komponeret med en koncis eksposition og en epilog, der på alle måder virker som en logisk udgang på den stærkeste danske filmoplevelse i mange år.JagtenInstruktion: Thomas Vinterberg. Manuskript: Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm. Dansk (Imperial, Grand, Dagmar, Palads, CinemaxX, Falkoner, Empire og masser af biografer over hele landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Om de oelbaellende macho'er og de raa boeller i surpermarkedet er onde eller ej, kan da vist diskutteres? Jeg ville noedig se dem i min omgangskreds, og deres adfaerd kan ikke formildes af "omstaendighederne", synes jeg, men nu skal jeg ikke afsloere mere.

Jeg saa filmen i oktober i Romans ... med dansk tale ioevrigt!