Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ondskabens filosof

Ny tysk film portrætterer Tysklands største kvindelige filosof, der ændrede vores syn på nazismens ondskab
Kultur
18. januar 2013

Det er en storrygende, grånende og stålsat Hannah Arendt, portrætteret af den tyske skuespiller Barbara Sukowa, der træder os i møder i Margarethe von Trottas nye spillefilm om den tysk-jødiske filosof, der en gang for alle forandrede vores blik på nazismens ondskab.

I dag bestemmer Arendts analyser af totalitarismens iboende ondskab i store træk vores historiske forståelse af nazismen, hvorfor det kan være svært at forstå, hvor banebrydende og grænseoverskridende Arendts portræt af Eichmann virkede på store dele af hendes samtid.

Det er netop kontroverserne om portrættet af Eichmann, som er genstand for Margarethe von Trottas filmportræt af den tysk-jødiske filosof, der i 1933 flygtede fra Nazityskland til New York og blev kendt som en af det tyvende århundredes vigtigste kvindelige filosoffer. Filmen fokuserer på den sidste halvdel af Hannah Arendts omtumlede livsforløb. I 1961 brød Hannah Arendt op fra sit amerikanske eksil, hvor hun plejede omgang med toneangivende intellektuelle som den amerikanske romanforfatter Mary McCarthy og eksilerede kolleger som etikeren Hans Jonas, og rejste til Jerusalem for at dække retssagen mod den nazistiske krigsforbryder Adolf Eichmann, en af hovedorganisatorerne bag det nazistiske folkemord på Europas jøder, med en række epokegørende artikler for det prestigefyldte magasin The New Yorker.

Israelske agenter havde pågrebet den eftersøgte krigsforbryder i Buenos Aires. Nu skulle Eichmann, der havde sørget for togtransporten af jøder til gaskamrene, stilles til regnskab for sine forbrydelser mod det jødiske folk. Retssagen mod Eichmann blev fulgt af en hel verden og var fra begyndelsen indfiltret i en symbolsk kamp om den politiske betydning af Holocaust som en enkeltstående og helt ekstraordinær ondskabsfuld forbrydelse mod menneskeheden.

Iskølig pligtopfyldenhed

Von Trotta vælger at skildre retssagen ved at blande de autentiske og kornede optagelser af både den anklagede Eichmann i hans glasbur og hans ofre i vidneskranken. Under retssagen får Arendt et helt andet billede af den undselige nazibureaukrat, hvis uhyggelige forbrydelser stod i et grelt misforhold til den rationelle og iskølige pligtopfyldenhed, hvormed han sendte tusinder af jøder i døden i Auschwitz. Eichmann var ganske vist en morderisk bøddel, men han var ikke nødvendigvis den djævel, som omverdenen først og fremmest fik øje på.

Det var netop karakteren af Eichmanns ondskab, der under retssagen begyndt at fascinere Arendt. Med artiklerne, der blev til den klassiske studie »Eichmann i Jerusalem« (1963) skulle Arendt vende op og ned på vores moralske forståelse af nazismen som den absolutte ondskab begået af særligt moralsk anløbne mennesker. I stedet så Arendt Eichmanns liv som en pervers, men ikke ulogisk kulmination på modernitetens fremmedgørelse af individet. Det er ikke blot nazismens ofre, hvis identitet viskes bort fra historiens sider. Også totalitarismens gerningsmænd bliver som administrerende led i destruktionen til anonyme produkter af en større strukturel mekanik. Hannah Arendt sammenfattede bureaukraten Eichmann under begrebet ’ondskabens banalitet’. Dermed ønskede hun ikke at underminere individets moralske ansvar, men at belyse det moderne menneskes begrænsede moralske råderum.

Alligevel skulle Arendts teser vise sig kontroversielle i samtiden. Særlig forargelse vækker Arendt med sine betragtninger om de jødiske lederes samarbejde med KZ-lejrenes kommandanter, som ifølge filosoffen i sidste ende bidrog til at øge antallet af Holocaust-ofre. Mange af hendes venner, herunder etikeren Hans Jonas, så Arendts argumenter som en utilgivelig relativering af nazismens ondskab.

Heidegger som hyggeonkel

Margarethe von Trotta arbejder ihærdigt på at understrege dybden af Arendts tænkning, som hun lader Barbara Sukowa gestalte med et uhørt antal eftertænksomme blikke, uophørlig klapren på skrivemaskinen og en lang række scener med lidenskabelig cigaretrygning, der efter tv-serien Mad Men efterhånden fremstår som en nødvendig rekvisit, når selvstændige kvinder fra de tidlige tressere skal indfanges på film.

Ikke desto mindre gestalter Barbara Sukowa sin Arendt som en kompromisløs kvinde med en filosofisk mission. Derfor handler filmen også i nogen grad om Arendts forhold til de mænd, der påvirkede hendes liv og tænkning i nævneværdig grad. Kun i enkelte tilbageblik på Arendts ungdom vælger von Trotta at stille skarpt på Arendts kontroversielle forhold til den berygtede filosof Martin Heidegger, som hun som ung studerende i Freiburg indledte en affære med kort før nazisternes magtovertagelse.

Vi får præsenteret en hyggeonkel af en Heidegger, der mange år efter krigen stadig svarer undvigende på Arendts ønske om, at han tager offentligt afstand fra sin berygtede tiltrædelsesforelæsning som rektor på universitetet i Freiburg i 1934. Arendt kom sig aldrig over Heideggers i bedste fald opportunistiske knæfald for nazismen.

Men det er samtidig hos Heidegger, at Arendt lærte at forene fornuft og lidenskab i den lidenskabelige tænkning, der senere skal gennemsyre Arendts forsøg på at forstå fænomenet Eichmann. Med portrættet af Hannah Arendt fortsætter Margarethe von Trotta, der tidligere har skildret Rosa Luxembourg og mystikeren Hildegard von Bingen på film, sin forkærlighed for at portrættere store tyske kvinder med en revolutionær indvirkning på mændenes verden. Og vi forstår von Trottas fascination af denne intellektuelt kompromisløse kvinde, hvis tænkning fortsætter med at nuancere vores billede af ondskabens kerne.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her