Læsetid 2.8514285714286 min.

Opgiver-kunsten er over os

Fremtiden modelleres af en komisk nutid over en tragisk fortid, som heller ikke lærte af sine fejltrin. Civilisationen er et fortabt sted, og kunsten er et rum, man kan være sammen i
Det giver ikke længere nogen mening at bruge bestemte symboler i kunsten frem for andre, og præcisionen ligger derfor i manglen på præcision. I dag dyrker kunsten, at vi alle sammen alligevel er ens.  
Foto: Jakob Hunosøe

Det giver ikke længere nogen mening at bruge bestemte symboler i kunsten frem for andre, og præcisionen ligger derfor i manglen på præcision. I dag dyrker kunsten, at vi alle sammen alligevel er ens.
Foto: Jakob Hunosøe

18. januar 2013

Udstillingen er et must-see. :-)@3D balancerer på en knivsæg mellem originalitet og satire og ender i en januar 2013-fond der, rent og præcist, repræsenterer kunsten, som den tager sig ud netop nu: øm installationskunst, der refererer løst og fast til sig selv og til alt muligt andet.

Kunsten i dag dyrker, at vi alle sammen alligevel er ens. Det giver ikke længere nogen mening for den at bruge bestemte symboler frem for andre, og præcisionen ligger derfor i manglen på præcision.

Det er, som om den scene, som :-)@3D repræsenterer, ophæver årsag og virkning. Vi kommer alligevel fra det samme materiale. Vi vil de samme ting. Det er omsonst at pode noget med mening eller at forklare noget som helst. :-)@3D repræsenterer ’den nye mening’. Den står ude i havet af alting og ingenting og vinker ind til Lars Løkke, der forklarer danskerne, at vi skal have skattelettelser for at få skattelettelser. Og det er også derfor, det kan være så uendeligt svært at begribe den allermest moderne kunst, fordi den blander før og efter/årsag og virkning/mål og middel sammen. Der er bare det her. Og du er allerede en del af det, siger den. Og der kommer ikke til at ske noget. Fremdriften er ude af vores hænder. Det er, som om den moderne kunst ikke engang tror på tid og rum, men ser det hele som én stor kasse, hvor fortiden er et vilkår, og hvor fremtiden allerede er bestemt.

Biler og krukker

:-)@3D er skabt af Uffe Isolotto, der er bedre kendt som Uffe Holm, men som i anledning af udstillingen har taget ’den nye mening’ til sig. Isolotto er italiensk for Holm. Mere ligger der sikkert ikke i det. Hvis det giver mening i et kort sekund, giver det også mening i morgen, synes tesen at være.

Han har printet to lilla Toyota Priuser eller Prii, som firmaet i et marketingsstunt har valgt at kalde bilerne i flertal. Han har printet dem på tapet, én bil i klassisk old fashion 3D og én i 2D. Tapetet er hængt i baner spredt ud over udstillingsrummet. På gulvet og i hjørnet ligger der en række amforaer; den slags krukker fra det gamle Grækenland og Rom, som man typisk finder på havets bund. De er malet i et sært plettet brunt mønster, der får dem til at ligne billig 3D. Men mest af alt ligner de motorer eller tanke.

Fra mig til dig til os

Det er let at blive irriteret på den nye kunst. Måske har kunstnerne ret i, at der ikke findes ny viden eller nye ideer, men de forsøger heller ikke. Det er ikke som i gamle dage, hvor kunstnerne havde et projekt som de formulerede i et værk, som publikum så kunne tilegne sig viden/erkendelser/oplevelser/fornøjelser fra. Det er heller ikke som i nyere tider, hvor kunstneren skabte et rum, man selv skulle fylde med mening. Det er på ingen måder aktivistisk. Det er mere selskabeligt. Fra mig til dig er blevet til et os. Uffe Isolotto skal ikke overveje formidlingen, han skal ikke overveje ideerne eller grebet, han skal kun tænke på sig selv og sine materialer. Og hvis han får det til at hænge sammen, så ved han også, at det kommer til at hænge sammen for os. Man kan sige, at Uffe Isolotto finder os gennem sig selv. På en måde er det en radikal omfortolkning af den romantiske forestilling om, at kunstneren gav et stykke af sig selv i kunsten, og at vi derved gennem kunsten kunne få en bid af kunstneren. Og at det altså var kunstneren og ikke kunsten, der var hovedattraktionen. Med Uffe Isolotto og den gruppe af yngre kunstnere, han tilhører, gælder der nærmest den omvendte verden. Kunsten er ikke en portal til kunstneren, som beskueren kan træde gennem. Kunstneren og beskuerne kan derimod sammen træde ind i kunsten. 

:-)@3D er dejlig at være i. Det fungerer med de lilla biler og de brune krukker. Det trækker nogle tusinde år sammen. Bilerne spiller på noget oprindeligt, selv navnet ’Prius’ betyder ‘før’. De prøver at spole tiden tilbage til dengang, før biler var noget, der svinede, som om der findes en eller anden naturlighed inden for bilindustrien. De fjollede 3D-tryk på striberne af biltapet viser komikken, det er fremtid, fordi det spiller på fortid. Og designet fortæller den samme historie, hvorfor skal hybridbilen fra fremtiden absolut ligne nutiden, imens den prøver at simulere ’tilbage til fortiden’? Den ligner jo lort. Som fremtiden altid gør, når den skal forudsiges af nutiden. Måske fordi den ikke findes.

Hovedet i vinduet

Der ligger også et hoved i vinduet på Toves Galleri. Det forestiller en fransk tegneseriehelt. Og en tekst fortæller, at ens hoved er levende i 13 sekunder, efter man har fået det hugget af. Så man kan se sin egen krop uden hoved, hvis man er så heldig, at øjnene vender i den retning.

Man kunne selvfølgelig også bede en om at vende sig, men spørgsmålet er nok, om man har tid. Og om man overhovedet kan tale. Og om det så er det, man tænker på, hvis man mister sin krop. For med det perspektiv er det selvfølgelig kroppen, man får hugget af i guillotinen, og ikke hovedet.

På samme måde arbejder den yngre nye kunst som Uffe Isolotto her repræsenterer heller ikke med mening og ideer. Hovedet er bare en undskyldning for at arbejde med noget fysisk. Isolotto gestalter ikke tanker med sin krop, men kroppen selv. Tid og rum, årsag og virkning, middel og mål og alle de andre rationelle begrundelser for adfærd og mening er ophævet. Det, han gestalter, er gestaltningen.

Det vigtige er ikke at bruge den lilla bil og krukkerne til at tage store tanker og ideer til sig, men omvendt at bruge sammenfaldene og kritikken, der er bygget over nogle tusinde års civilisation, i en simpel installation til at tage rummet til sig.

Og ja, snabel-a’et stammer fra krukkerne. Men mere ligger der nok ikke i det.

Uffe Isolotto – ’:-)@3D’ på Toves Galleri, Vesterbrogade 97/Matthæusgade 48, København til den 2. februar. Mere info på www.tovesgalleri.net

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu