Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Oversat, men overset

I slutningen af 2012 udgav forlaget After Hand to mesterlige bøger af Lars Norén og Maurice Blanchot, uden at nogen lagde mærke til det. Begge udgivelser begynder og slutter med: Død
Kultur
1. februar 2013

To bøger manglede i den grad at blive nævnt i litteraturkavalkaderne over udgivelser i Danmark anno 2012: Én med Lars Noréns tre skuespil Hævnarie, Trio til tidens ophør og Fjerne rystelser, og én med Maurice Blanchots (1907-2004) to små historier Dagens vanvid og Mit dødsøjeblik. Det kan man undre sig over. Det er ikke hver dag, eller hvert år for den sags skyld, at man bliver præsenteret for oversættelser af værker af den kaliber. Begge bøger udkom på det lille forlag After Hand i slutningen af sidste år.

Både Norén og Blanchot har noget af et ry: Den ene som opstyltet dramatiker, den anden som nådesløs dunkel kritiker. Men man skal ikke lytte til rygter. Man skal læse bøger. Så vil man se, hvor nøjagtig i sin nysgerrighed og hvor humoristisk i sin hårdhed, Norén egentlig er som dramatiker. Og at Blanchot ikke kun var filosof og kritiker (der har inspireret en hel generation af franske tænkere), men også har et betragteligt skønlitterært forfatterskab bag sig, som danske læsere tidligere er blevet snydt for.

Noréns relationelle dramatik

»Jeg synes, at mennesker er en meget dejlig arbejdsplads«, siger Joseph i stykket Hævnarie, det første af de tre skuespil i Norén-udgivelsen og vist nok oprindeligt et radiohørespil. Joseph er psykoanalytiker, og han har indledt et forhold til en af sine mandlige patienter. Hvilket han konfronteres med af sin kone Elizabeth, der sidder nøgen foran ham i stuen i deres lille klaustrofobiske hjem.

Sådan er det i Noréns dramatik. Han udstiller mennesket og ikke mindst menneskelige relationer. Mellem elskende og mellem søskende. Forholdet og familien.

Stykkerne handler om alt fra sex og kærlighed over aids og Alzheimers, til musik, psykoanalyse og død. Stærke sager. Tunge temaer. Men det fungerer. Det vibrerer. Hvilket ikke mindst skyldes, at Norén – der som ung skrev poesi, siden drama, og i de senere år både har været aktuel med et monstrøst dagbogsprojekt og prosaværket Filosofins Natt (nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris) – har et særligt poetisk gehør og en eminent sproglig sans. For eksempel er han utrolig til at indfange, hvordan mennesker taler med, til og forbi hinanden.

De to andre stykker – Trio til tidens ophør, og Fjerne rystelser – er fra serien De döda pjäserna (som de hedder på svensk), og de bliver i familien. I dagligstuer og sommerhuses familiedramaer, men her sker på samme tid en udvidelse eller åbning af dramaets rum: Der er pludselig en krig, der er nyheder fra Jugoslavien i fjernsynet, Balkan rumsterer i baggrunden (stykkerne er skrevet i 1994 og 1993).

Og døden er overalt. Sådan er det altid hos Norén, men her er der dog ingen urner med på scenen. Til gengæld er der krigens ofre (fjerne rystelser!). Der er afdøde venner og familie. Der er et dødt ægteskab. Der er et dødt bonsaitræ. Der er den aidsramte arkitekt Ker, som skal tegne et krematorium, og som bliver ved med at snakke om sin egen aske, for som han selv spørger:

»Hvad skal jeg ellers snakke om?«

Et venskab med døden

»Jeg er i live, og dette liv fylder mig med den største nydelse. Og hvad med døden? Når jeg dør (om et øjeblik, måske) vil jeg føle en umådelig glæde (…) Jeg oplever en grænseløs glæde ved at leve, og jeg vil føle en grænseløs tilfredsstillelse ved at dø.«

Sådan lyder starten på Blanchots Dagens Vanvid (tidligere bragt i internettidsskriftet Morgenrøde nr. 4), en lille perle fra 1949, en underlig beretning om en mand, som mister synet, da han får slynget glasskår i sine øjne. Og som genfortæller en række tilfældige, men skæbnesvangre begivenheder. Eller fortæller er måske så meget sagt: »Jeg indså at jeg ikke var i stand til at skabe en historie ud af begivenhederne (…) En historie? Nej. Ingen historier, aldrig mere.«

Den anden historie, der indgår i Blanchot-bogen, hedder Mit Dødsøjeblik, den er fra 1994 og på bare tre sider. Men hvilke tre! Det er en slags semiselvbiografisk skitse: en jegfortæller husker tilbage på et øjeblik under Anden Verdenskrig, hvor han næsten blev skudt og dræbt af et nazistisk henrettelseshold (det oplevede Blanchot selv i 1944 og allerede i Dagens Vanvid hentydes der i øvrigt til denne scene).

»Fra nu af var han knyttet til døden, gennem et hemmeligt venskab.«

Ligesom i Dagens Vanvid afstedkommer selve dødserfaringen en paradoksal følelse af lethed og lyksalighed. Men det skaber også en tåge af uvirkelighed. Det hele ses gennem dødens slør.

Dans med den død

Oversætteren af de to bøger er i øvrigt den samme: Forfatteren Mikkel Thykier, der har ledsaget sine lydhøre oversættelser med to efterord. Hvor det bliver en noget indforstået indføring i Noréns forfatterskab, er Blanchot-essayet til gengæld et kæmpe plus. Her kaldes Blanchots stil eksempelvis »en form for negativ sansning (…) en blind prosa.«

Udover at være oversat af den samme person er døden en markant forbindelse mellem Noréns og Blanchots mesterlige bøger. Men der er også en afgørende forskel: De to forfattere anskuer så at sige døden fra hver deres side. Dødens tyngde hos Norén modsvares af dødens lethed hos Blanchot. Hos Norén er der tale om et liv, der også er en form for død. Hos Blanchot er det en død, der også er en form for liv.

 

Hævnarie, Trio til tidens ophør, Fjerne rystelser
Lars Norén
Forord, oversættelse og efterskrift Mikkel Thykier
After Hand
176 sider
160 kr.

Dagens vanvid og Mit dødsøjeblik
Maurice Blanchot
Oversættelse og efterskrift ved Mikkel Thykier
After Hand
48 sider
120 kr.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her