Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Prada-Birgitte på nye eventyr

Der er ikke meget at grine af i første afsnit af den nye omgang ’Borgen’. Det skulle da lige være de hjælpeløse replikker og et både banalt og usandsynligt højdepunkt
Sjusk. Det dramatiske højdepunkt i første afsnit af ’Borgens’ tredje sæson, formandsvalget hos De Moderate, er både blottet for dramatisk spænding og helt usandsynligt i sin banale intrige.

Sjusk. Det dramatiske højdepunkt i første afsnit af ’Borgens’ tredje sæson, formandsvalget hos De Moderate, er både blottet for dramatisk spænding og helt usandsynligt i sin banale intrige.

Mike Kolöffel

Kultur
3. januar 2013

Det er godt nok et lækkert liv, hende Birgitte Nyborg har fået sig i begyndelsen af Borgens tredje sæson. Hun har ellers tabt et valg og gået ud af politik, men nu er der gået to et halvt år, og nu er hun del af en ny, global elite. Hun rejser verden rundt som noget bestyrelsesnoget for et internationalt medicinalfirma – i helikopter, for Business Class er så forældet. Hun tripper rundt i Hong Kong i chikke, sommerbladgrønne damesko, hun smiler og nikker til de lokale.

Hun møder sin elsker i hotellets fine suite, hun er blevet gode venner med eksmanden, hun har kærlige børn. Folk griner af hendes dårlige vittigheder og nikker tænksomt, når hun siger noget tåkrummende banalt og også gør det på engelsk. Ahhh, hvilket liv i vinderbanen. Hun opholder sig mest i lokaler, hvis vinduespartier tillader en skyline i baggrunden. Kameraet skal jo også have noget at kæle for.

Men hun savner noget, en gnist i hjertet. Og Jacob Kruuse, formand i hendes gamle parti De Moderate, er ved at indgå forlig med en borgerlig regering og vil også lægge stemmer til yderligere stramninger i – tada! – udlændingeloven. Det er på kant med menneskerettighederne! Danmark vil få et dårligt ry i udlandet! Den er helt gal.

Men så går DR’s svar på Wonder Woman i aktion. Her i første afsnit går det nu egentlig bare i koks, for Birgitte Nyborg taber i første omgang magtkampen til Kruuse. Men helt til slut forstår man, at det bare var et lille, koket stykke snubleri på vejen til sæsonens egentlige handling.

Birgitte Nyborg vil nemlig starte et nyt parti. Denne gang tyder intet på, at hun får knas på hjemmefronten undervejs.

Knas med hjernecellerne

Seeren, derimod, kan godt få knas med hjernecellerne, for det er, som om manuskriptet på én gang er sjusket og tekstet for forståelseshæmmede. Afsnittets dramatiske højdepunkt, formandsvalget hos De Moderate, er både blottet for dramatisk spænding og helt usandsynligt i sin banale intrige. Jeg mener, hvilket moderne parti ville finde sig i, at et andet partis statsminister ublu blander sig i deres valg af leder? Hvilken journalist ville ikke kommentere det? Her får det ikke et ord med på vejen.

Til gengæld er personerne i det store hele så entydige og så udynamiske som ludobrikker. Faktisk må man give skuespillerne en cadeau for alligevel at spille med stor overbevisning. Især redder Sidse Babett-Knudsen meget hjem med en uforligneligt præcis mimik, ligesom Søren Malling som evigt presset redaktionschef skaber en fin komedie ud af næsten ingenting.

For andre går det knap så godt. Siden sidst har den unge, fotogene, idealistiske og evigt ambitiøse tv-journalist Katrine Fønsmark (spillet af Birgitte Hjort Sørensen) både fået barn med og brudt med den unge, martrede spindoktor (spillet af Pilou Asbæk). Han er nu tv-kommentator med et hår, der påfaldende minder om Peter Mogensen.

I samtlige scener, hun er med i, er Katrine enten exceptionelt selvtilfreds eller ved at kæntre akut i balancen mellem karriere og barn. Det hjælper selvfølgelig ikke, at hun er udstyret med en perfekt, opofrende mor, der da bare flytter ind hos hende. Og stolt fortæller, hvordan lille Gustav har lært at sige »mormor«. Og søvndrukkent tager det lille barn ud af moars hænder, hvis det vågner, når Katrine kommer sent hjem fra arbejde.

Den figur har en og kun en funktion. Hun viser de unge kvinder derude, at det koster. At forældre betaler en pris for en karriere, i al fald når de er af hunkøn. Under alle omstændigheder er alle scener fra Katrines lejlighed pinagtigt overtydelige. Og så er de det en gang til.

Alternativ historie

Hvad mere? Billederne er som i de øvrige nye DR-serier: lækre, velkomponerede, en smule anonyme. Det virker uopfindsomt at tyvstjæle idéen bag Mad Mens serieintroduktion, på den anden side er det en sjov detalje, når store dele af afsnittet er filmet som billeder inde i billeder. I vores fjernsyn ser vi Birgitte og co. agere inde i andre fjernsyn eller fra en tv-stations redigeringsrum.

Men det er værd at holde fast i det med entydige funktioner og overtydelige pointer. For problemet i Borgen er ikke, at den – ligesom amerikanske West Wing eller for den sags skyld Hanne-Vibeke Holsts Kronprinsessen – præsenterer os for en alternativ samtidshistorie, der samtidig er en humanistisk dagdrøm. Her er Liberal Alliances oprør mod skatterne blevet et oprør mod borgerlig udlændingepolitik, her har centrum-venstre ikke bare de rigtige holdninger, men også den retoriske pondus på deres side. Hvorimod de onde ikke kan svare for sig, når de interviewes i fjernsynet. For tiden er det meget svært ikke at falde i klichégryden, når det kommer til fiktive indspil i dansk værdipolitik.

Problemet for Borgen er snarere, at den er så doven. Egentlig vil den ikke noget med al sin politik, mindst af alt vise os noget, vi ikke havde forestillet os i forvejen. Og så er der ikke engang kvikke replikker, sådan som West Wing havde det, eller nogen anden form for slinger i valsen. Intet skejer ud eller krakelerer. Alt er frygteligt velmenende og funktionelt.

Ville det hjælpe, hvis det viser sig, at den sprogligt uldne Kruuse faktisk har ret? Hvis Birgitte Nyborg i de næste afsnit bliver udstillet som kystbanesocialist, hvis det viser sig, at hun har mistet sit politiske håndelag? Hvis sidste halvdel af serien bliver én lang ydmygelse af hende, nederlag på nederlag?

Ikke rigtigt.

Et ludospil bliver jo ikke mere spændende, bare fordi favoritten taber.

 

Borgen sendes på DR1 hver søndag kl. 20

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Grethe Preisler

For en gangs skyld 100% enig med anmelderen. Skønne spildte skuespillerpræstationer.
.
Den gryderet lever ikke op til kvaliteten i de gryderetter, Brdr. Price komponerer i DR's evighedsføljeton "Spise med Price".

Jeg forestiller mig, at de medvirkende skuespillere i "Borgen", sender en vemodig tanke til afdøde Carl Stegger og hans replik til sine kolleger, før de gik ind til optagelse af et nyt afsnit af evighedsføljetonen "Far til Fire":

"Lad os gå ind og forgylde lortet."

Steffen Gliese

Jeg er til gengæld helt uenig - det var en fantastisk udgang på første afsnit, der selvfølgelig først og fremmest skal opbygge i ret hurtigt tempo fornemmelsen af et flerårigt tidsspand. Det gik meget godt, synes jeg.
Og så den fantastiske udgang - som jeg kun kan kalde et kup! Det er jo den eneste mulige udgang på situationen, og der er jo gode eksempler på, at kunsten har inspireret virkeligheden til nødvendige skridt i virkeligheden.
De seneste mange års krimidille - og især seriementaliteten - har haft den kedelige sideeffekt, at folk ikke længere synes at forstå vigtigheden af og at kunne påskønne fiktionens vitale nødvendighed, herunder det forhold, at det at tale i drama er en blandt mange gestus, der tjener til at tegne karakterens måde at udtrykke sig på. Hvis replikkerne derfor kan fremtræde 'hjælpeløse', er det givetvis det bedste udtryk for den hjælpeløshed, som vort eget politiske etablissement udstråler i disse år.
Det er desværre typisk, at en litterat får lov at levere en anmeldelse, der er uden blik for dramaets virkemåde - Shakespeareforskningen lider under det i England, hvor det at spille teksterne næsten ses som et overgreb, ligesom den italienske opera har lidt under, at man automatisk har taget musikken for at være væsentligere end den dramatiske situation.
Når man til gengæld beskæftiger sig med teater, ved man, at replikker meget tit tager sig ubehjælpsomme ud og endog kan lyde sådan - for at udtrykke netop en bestemt situation.
Et nyt parti - fantastisk! En dramatisk nødvendighed! Bravo, Adam Price!