Læsetid: 5 min.

Psyken blafrer hjemløs over himlen

Simon Grotrian nåede i 2012 op på 40 udgivelser. Er hans flid mon blevet hans problem?
1. februar 2013

Med 40 egne udgivelser i løbet af et kvart århundrede har Simon Grotrian (f. 1961) markeret sig som en af vores flittigste, men også mest egensindige digtere. Han har frembragt enkeltstående eller måske snarere enkeltsvævende linjer af særegen, dragende, magisk skønhed, og han har gennem de sidste ti år ihærdigt bidraget til at flytte grænserne for, hvad en salme eller en kristen bøn kan bære og rumme.

Men hans flid er også hans problem eller en mulig forklaring på det, som ret tit er hans teksters problem: deres undertiden altfortærende glemsel.

Når han laver læselyrik, fistrer enkeltlinjer ofte derudad i lykkelig uvidenhed om dem, der er gået umiddelbart forud, for slet ikke at tale om dem, der skal følge efter, og når han frembringer salmer (eller skulle man sige forslag til salmer), ophober hans fromme skrift i alt for mange af tilfældene kun en mening i disparate blokke på fire, seks eller otte linjer.

Forløb og metaforisk kohærens er der ikke tålmodighed til, formentlig fordi han mere tilstræber mangetydighed og billedmæssig spredning.

Himmelfalden hovedpine

Resultatet bliver hos denne læser oftest den mærkværdige dobbelttilstand af himmelfalden begejstring og hamrende hovedpine. Nu kommer det lige straks, tænker jeg, men som regel kommer det aldrig, glimtet af forståelse eller gennembruddet af ordnende indsigt. Tilstanden, jeg taler om, indfandt sig planmæssigt ved læsningen af alle de tre bøger, Grotrian udgav i fjor: digtsamlingen Den androgyne lufthavn (juni på Dræby), rodekassen Skyttens appelsin (oktober hos ALFA) og digtkredsen Vi ofrer Nathalie, som vennen og støtten, sognepræst Preben Kok, udsendte kort før jul trykt på tommetykt, 220 grams håndgjort papir og illustreret af selveste Peter Brandes med tegninger lavet en hektisk eftermiddag og aften i januar 2010 efter et besøg i falkegudens tempel i Edfu i Egypten.

Grotrians bidrag til dette Giganternes Møde kaldes i billedkunstnerens forord for en sonetkrans, hvilket er falsk reklame. For nok har de 15 tekster 14 linjer hver, men disse er af højst uens længde og har hverken en fast rytme eller rim. Og indholdet? Tja.

Psyken blafrer hjemløs over himlen. Nerver imploderer i en sæk. Og efterårsløs går det lyriske jeg rundt i et ærme med duggen på fremtiden.

Ja, sådan kunne man med tre løst sammenstillede tekststeder demonstrere, hvordan Vi ofrer Nathalie på godt og ondt er typisk Grotrian: vås på højt niveau med afsæt i en desperation, som så søges forløst gennem anråbelse og bøn.

Fra smerte til velsignelse

En lignende tematisk spænding åbnes i Den androgyne lufthavn, der udspiller sig »under lidelsens himmel«, men som i »sindets spagat«, altså en art splittelsestilstand, påkalder sig velsignelsens sødme.

Overordnet oscillerer digtene mellem tvivl og tro og søger fra smertens sted fremad via tillid, forventning. Bevægelsen bliver dog i det enkelte digt ret vanskelig at have med at gøre og føle sig som del af, fordi de mange anslag ikke er føjet sammen.

Fusions- eller synergieffekten, der kan skabe et digt ud af enkelte linjer, udebliver, i hvert fald når den, der læser, er mig.

Det er, som om, når der skiftes linje, at nogen bare kommer og slukker for mit hoved – en æstetisk effekt, som ikke mindst skyldes, at Grotrian så rastløst skifter mellem flere verbale registre: landskab, elementer (hav, jord, luft, ild), grundstoffer, kropsdele, kristendom og digtning m.m.

Jeg kaldte ovenfor Grotrians mest omfangsrige 2012-udgivelse Skyttens appelsin for en rodekasse. På dens titelblad står der »Tekster«, hvilket dækker over digte, prosadigte, fortællingsagtige prosastykker, bønner og forslag til salmer, det hele ordnet i otte sæt, af hvilke salmedelen udgør langt det største.

Sammenlignet med de mere gennemarbejdede salmesamlinger (fra Jordens salt og verdens lys, 2006, til Evahave, 2009) er det meste den rene gru. Hør blot første og sidste strofe af, hvad der vistnok skal forestille en dåbssalme:

Velsign vort barn med dråbehånd

Gud Fader, Søn og Helligånd

nu tipper himlen ud af kanden

vi står med frugten af hinanden.

 

(…)

 

Idet vi pakker livet ud

af Bethlehems orange hud

da ser vi over kirkesengen

dit lys til pigen og til drengen.

Bethlehems orange hud, det er naturligvis appelsinen. Så langt har salmen en sammenhæng. Men den er slingrende rent stilistisk og skæmmes af fjantet pop. Friskfyragtig bliver tonen også i dette eksempel:

Ved nattens brand

af indre tæpper

er Gud min mand

og lyset skæpper.

Her spilles der på lyset, som ikke bør sættes under en skæppe. Men er strofen også skæppeskøn? Og er den egnet til kirkens salmesang? Jeg synes det ikke. Grotrian synes at være begyndt at lefle for den dårlige, dvs. den sødladne smag:

Gud med din sæk

hér, hvor vi spræller

løft os og træk

numre, der gælder.

Vi er til gudstjeneste og til bingo i sognegården. Og i en adventstekst ryger vi ned på konfirmationssangens niveau:

Marialette ånder drog

Fra Bethlehem til Mors

fra sorg og anden pine tog

du brodden af et kors.

Ikke alle salmer eller forslag til salmer i Skyttens appelsin er så ringe som disse eksempler.

Men det virker på mig, som om Grotrian denne gang som salmist forveksler sødme med sødsuppe og kristen inderlighed med kvalmt pyssenysset engle-ævl.

Produktiv poetisk selvkritik mærkes der ikke meget af, men derimod masser af nedadsnobbende metervare.

Livets modervarme

»Der er også liv mellem dåb og spaden,« erklærer digteren i en af bogens korte sekvenser. Håbet knyttes her til »livets modervarme« og søges sunget frem i poesi, »der springer fri af konventionens spændetrøje«.

Læg mærke til klicheerne og de frontale polariteter.

Liv står over for død, dynamik over for stivhed, men ro samtidig over for overfladisk travlhed. Hjertet er bedre end hjernen, ånden klogere end forstanden, troen mere værdifuld end tvivlen, som den nu ellers tit nærer sig ved.

Med »Hölderlin i spejlet«, et prosadigt over tre sider, sker der noget interessant. Det er, som titlen siger, en spejlende identifikation med den store romantiske digter – båret af en længsel efter genfødsel, forløsning:

»Min muse eksploderer fra krucifikset på væggen (…) verden er et hjørne, hvorfra evighedens begyndelse skrider som en tindrende rose.«

Her mærkes en voldsom drift mod frihed og fred, og den får vel at mærke et adækvat digterisk udtryk.

Det samme gælder afsnittet »Hanespurt«, der, så vidt jeg kan læse, især behandler deling, spaltning, indre splittelse: »En kløvende helhed / roterer i skallen.«

Også de bedste af Grotrians tekster vedbliver at rotere i knolden, selv når det, man forstår, forholder sig til det, man ikke fatter, som en oblat til et franskbrød.

Det bliver spændende at se, hvad der gemmer sig bag titlen Natterøde daxis som Gyldendal efter sigende skal udsende snart.

 

Den androgyne lufthavn
Simon Grotrian
Digte
Dræby
28 sider
75 kr.

Skyttens appelsin
Simon Grotrian
Tekster
ALFA
130 sider
289 kr.

Vi ofrer Nathalie
Simon Grotrian
Tegninger af Peter Brandes
Engum Sogn Musik
39 sider
75 kr. frem til 1. marts, derefter 350 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu