Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Sex, racisme og religion

Den retrospektive udstilling af sydafrikanske Tracey Roses video- og fotoværker er en cocktail med et vidunderligt højt energiniveau
Tracey Roses værker er inspirerende og opfordrer til aktivisme, men det er også knudrede, indebrændte og meget personlige værker, der kræver en masse af publikum for at åbne sig helt op. Foto: Tracey Rose/Nikolai Kunsthal

Tracey Roses værker er inspirerende og opfordrer til aktivisme, men det er også knudrede, indebrændte og meget personlige værker, der kræver en masse af publikum for at åbne sig helt op. Foto: Tracey Rose/Nikolai Kunsthal

Kultur
11. januar 2013

Hvordan det altid lykkes Nikolaj Kirke at få smuglet de mest intense og energiske udstillinger så lydløst ind i København, er en gåde. Tracey Rose er en larmende samfundsnedbryder, hun kæmper imod alle statiske forestillinger om mennesket, hun kæmper mod alle de kasser, vi ynder at putte hinanden ned i, hun kæmper med sin frihed som indsats mod undertrykkende styrer, men især kæmper hun for kvindens ret til at være præcis den kvinde, hun har lyst til at være.

Hovedfjenden er Gud, samfundet og den kultur, vi alle bærer rundt på. Midlet er hendes krop, et videokamera, energi og ingen grænser. I værket »San Pedro V – The Hope I Hope« har hun taget på. Hun er ikke den fotomodel, som hun er i de tidligere værker, hun er blevet en kvinde med former, som hun står der i en militærzone i Israel op ad muren ind til Vestbredden. Kun iført en leopardtrusse, camouflagegummistøvler, gennemsigtige fiskenetstrømper og en elektrisk guitar – kroppen er malet lyserød – spiller hun med stor indlevelse den israelske nationalsang, »Hatikva«, hvorefter hun trækker trusserne ned, bukker sig forover, sætter en støvle op ad muren og pisser på den.

Det er mere absurd, end det lyder. Hun kommer direkte fra apartheidstyret, hvor hun selv var den undertrykte. Det her er hendes kodede hilsen til palæstinenserne: Hatikva (Håbet) + Urination (You’re a nation).

En afrikansk begyndelse

Hvis Søvndal havde lettet ben op ad muren, havde det ikke haft samme effekt. Man skal have set, hvad hun har set, for at forstå beskeden. Sådan er det med flere af værkerne, men selv uden den lidt kedelige apartheidvinkel er værkerne stadig fremragende og pågående uden nødvendigvis at fremstå helt klare. I den herligt blasfemiske »Lucie’s Fur« (Lucifer/Lucys kønsbehåring) har Tracey Rose taget en skydeskive på røven og en enorm erigeret penis på hovedet, hvorefter hun indikerer en mere afrikansk begyndelse, imens hun gør nar af skabelsesberetningen.

Først med joken, som den engelske komiker Ricky Gervais måske har lånt herfra til sit seneste show: »Hvordan kan han gøre mig til noget, jeg allerede er,« siger Tracey Rose som slangen i Edens Have. For Ricky Gervais er det den ultimative straf over Adam og Eva, at imens de bliver dømt til døden, bliver slangen dømt til at være den samme, som han var før.

»Lucie’s Fur« består som andre af hendes værker både af stillbilleder og en film. Et af stillbillederne, »Adam og Yves«, forestiller to sorte mænd, der allerede skammer sig, de kommer ud af en hule i haven, de kigger forskræmte op, de har dækket deres køn med blade og opdager slet ikke, at Gud sidder i buskadset ved siden af dem som en lille, ligegyldig buddhafigur. Og børn har de ikke lavet nogen af inde i hulen, hvorfor menneskeheden nødvendigvis må stamme et helt andet sted fra. Imens i filmen kommer den fjollede Tracey Rose ud af hulen efter at være genopstanden for at sætte sig op på et æsel og ride ind til et tomt Jerusalem.

I drifternes vold

I et andet stillbillede er det næsten umuligt at tro, at der er anden mening med galskaben end det smukke billede: Det forestiller et plastik-fantastisk badeland på en strand i Durban. En badebro går ud i havet, og billedet bærer titlen »Annunciation«, hvilket selvfølgelig giver masser af mening, men først efter man har fået hjælp. Titlen henviser til øjeblikket, hvor Jomfru Maria får at vide, at hun skal føde Guds søn. Det gjorde hun ifølge Rose selvfølgelig i et badeland på den strand, som i øvrigt blev opkaldt efter julen, da den blev opdaget i juletiden for 600 år siden. Rose er selv fra Durban. Og hvis man endelig skal forestille sig, at Gud har været inde over Marias befrugtning, er det vel også mere sandsynligt, at han har inviteret hende i et taggy badeland, end at han har været en nobel gentleman og sendt en af sine ærkeengle. Men man ved aldrig. Det hele svæver konstant mellem racisme, religion, ligestilling, vittig sex og svære indforståede referencer.

»TKO« (Teknisk Knockout) er mere i drifternes vold, men med samme tematikker. Den forestiller en nøgen Tracey Rose, der træner med en boksebold. Hun slår og slår og ender med at skrige, som om hun får orgasme. Det hele er optaget med fire kameraer, et af dem inde i boksebolden og afspillet på et gennemsigtigt lærred. Det er frustrerende på en ikke særlig liderlig måde, der helt sikkert svarer til frustrationerne over at kæmpe imod et samfund, der er så tungt og umedgørligt.

Inspiration og energi

Hovedværket, »Ciao Bella«, forestiller den sidste nadver. De 12 apostle er 12 kvindetyper alle spillet af Tracey Rose – hvide som sorte – og foruden at sidde med til højbords hænger de også som stillbilleder omkring filmen.

Medvirkende er den seksuelt frigjorte Cicciolina, der i filmen pisker sig selv siddende med spredte ben, der åbenbarer en vulva, der ligner en taco med lyserød candyfloss, på bordet. I stillbilledet sidder hun på en bil med nummerpladen Art.

Hottentot-Venus, den berømte arikanske kvinde, der henrykkede det europæiske borgerskab for 200 år siden, ryger pibe i filmen og stiger langsomt til vejrs for så at returnere sidst i filmen, som det også skete i virkeligheden i det år, hvor »Ciao Bella« blev til. Hendes knogler blev sendt retur til Afrika.

Der er 10 kvinder mere i filmen, der er film, der endnu ikke er omtalt i nærværende spalter, blandt andet titelværket, »Waiting for God«, hvilket skal forståes helt bogstaveligt.

Tracey Rose sad i 24 timer på Oliebjerget ved Jerusalem og Getsemane Have og ventede, mens hun filmede. Det er klippet ned til godt to timer, og selv om Gud ikke kommer, så skal man nok komme tættere på sig selv, hvis man ser med hele vejen fra solopgang til solopgang.

Udstillingen er en retrospektiv, der viser et udsnit af Tracey Roses vigtigste værker i de seneste 15 år. Værkerne er komplekse og fulde af energi. Det er inspirerende værker, der opfordrer til aktivisme, men det er også knudrede, indebrændte og meget personlige værker, der kræver en masse af publikum for at åbne sig helt op. Mindre kan også gøre det, og udstillingen er klart anbefalelsesværdig.

Tracey Rose – ’Waiting for God’ i Nikolaj Kunsthal, Nikolaj Plads 10, København til den 27. januar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det må være en gammel anmeldelse Ricky Gervais bible joke er vist fra 2005?

Hvad er forskellen på denne udstilling, og så Jyllands Postens muhammedtegninger ?