Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Et snu politisk dyr

Steven Spielbergs film om USA’s 16. præsident, Abraham Lincoln, er et medrivende og begavet drama om mennesket og politikeren, der afskaffede slaveriet og betalte en høj pris herfor
’Lincoln’ er en begavet og rørende skildring af et menneske, der lod sig lede af sin samvittighed og sine principper, hvilket endte med at koste ham livet.

Twentieth Century Fox

Kultur
31. januar 2013

Mennesker er skabt lige uanset race, hudfarve, køn og religion. Det stod allerede i en 2.000 år gammel bog af den græske matematiker og tænker Euklid, forklarer præsident Lincoln en sen nattetime to unge telegrafister, hvorefter han citerer fra matematikerens berømteste værk, Elementer: »De størrelser, som er lig samme tredje størrelse, er lig hinanden.«

Det er en afgørende scene i Steven Spielbergs nye film, det medrivende, politiske drama Lincoln, der foregår i januar 1865 og handler om USA’s 16. præsident og hans kamp for at få afskaffet det slaveri, som fire år tidligere kastede nationen ud i en blodig og uforsonlig borgerkrig.

Forude venter foråret og det såkaldte ’forårs-slagteri’, hvor nordstatshæren og sydstatshæren endnu engang brager sammen med utallige døde til følge, fordi de om vinteren så mudrede veje igen er farbare.

Lincoln er lige blevet genvalgt som præsident i det endnu unge demokrati, og unionshæren har overtaget i krigen. På vej til hovedstaden, Washington, er tre repræsentanter for konføderationen med mandat til at indgå en fredsaftale. Men siger præsidenten ja til aftalen, får han ikke med en forfatningsændring cementeret den frigivelse af USA’s fire millioner sorte slaver, han to år tidligere midt under krigen tvang igennem, og som ikke vil blive accepteret af Sydstaterne, når de igen bliver en ligeværdig del af unionen.

Idealisme og realpolitik

Det er altså en svær politisk balancegang, præsident Lincoln (Daniel Day-Lewis) er i gang med midt om natten, da han beder de to telegrafister meddele nordstatshærens øverstkommanderende, general Ulysses S. Grant (Jared Harris), at han skal holde på sydstatsrepræsentanterne.

Sammen med sin nærmeste medarbejder, udenrigsminister William Seward (David Strathaim), slås republikaneren Lincoln nemlig samtidig for at få forfatningsændring nr. 13, som vil afskaffe slaveriet, gennem en splittet Kongres, hvor både rebelske republikanere (blandt andre Tommy Lee Jones’ rettighedsforkæmper Thaddeus Stevens) og især demokraterne – dengang et reaktionært bondeparti – gør, hvad de kan for at modarbejde ham.

Men Lincoln og Seward er ikke bange for at få beskidte hænder, og om noget handler Lincoln om, at idealisme og realpolitik hænger nøje sammen, og at det har sin pris i form af ydelser og modydelser og personlige og politiske kompromiser, hvis man vil have gennemført de ting, man tror allermest på. Der er masser af ophedede og mere eller mindre filosofiske diskussioner om menneskerettigheder, stemmeret, valgbarhed og følgerne af forfatningsændring nr. 13 i Steven Spielbergs film, som også viser, at manipulation, forræderi og tilsvining af modstanderne altid har været en del af politik, ja, det er vel nærmest dens forudsætning – eller i hvert fald uundgåelige følge.

Politisk og personligt

Dermed ikke være sagt, at Lincoln for alvor kompromitterer sig selv i filmen. Han fremstår faktisk som lidt af en helteskikkelse, hvilket ikke mindst skyldes, at Daniel Day-Lewis leverer en af sit livs præstationer som den idealistiske, på alle måder godhjertede præsident, der også er et snu politisk dyr og derfor godt ved, hvad der skal til for at få tingene gjort. Det har han lært på den hårde måde, fornemmer man, når man ser ham bevæge sig.

Lincoln synes at bære nationens skæbne på sine skuldre og har en tyngde i sin gang, der antyder både politiske nederlag og personlige tragedier. I en sidehistorie får vi da også at vide, at præsidenten og hans kone, Mary (Sally Field), har mistet én søn, hvilket har ramt hende hårdt, mens han har været nødt til at lukke af af hensyn til arbejdet som præsident, og at den ældste af deres to andre sønner, Robert (Joseph Gordon-Levitt), til deres store sorg ønsker at opgive sine jurastudier for i stedet at blive soldat.

Day-Lewis’ Lincoln er på én gang et menneske af kød og blod og en rigtig statsmand – den britiske skuespiller ligner ham i øvrigt på en prik. Han hæver sjældent sin overraskende bløde og ikke særlig dybe stemme, men han har en naturlig autoritet og er en dygtig retoriker, hvorfor alle lytter, når han taler og ikke sjældent fortæller små, ofte morsomme historier, man også kunne kalde lignelser, og som synes at have til formål enten at anskueliggøre hans synspunkter eller løfte humøret blandt hans medarbejdere eller krigstrætte soldater.

Steven Spielberg og hans manuskriptforfatter, Tony Kushner, der blandt andet har ladet sig inspirere af historikeren Doris Kearns-Goodwins bog om Lincoln, har utvivlsomt taget sig kreative friheder med virkeligheden og materialet. Men Lincoln er en begavet og rørende skildring af et menneske, der lod sig lede af sin samvittighed og sine principper, hvilket endte med at koste ham livet.

Lincoln blev myrdet i april 1865, nogle måneder efter vedtagelsen af forfatningsændring nr. 13 og slaveriets endelige afskaffelse og blot en uge efter borgerkrigens afslutning. Vi ved med andre ord, hvordan historien ender, og alligevel lykkes det Spielberg og Kushner at gøre filmen elementært spændende, fordi de så dygtigt blander portrættet af den store mand med de politiske realiteter, han agerer i og konstant er nødt til at forholde sig til. Også selv om det går ud over familien, som må sande, at der for Lincoln er ting, der er større den.

Dertil kommer, at Lincoln tegner et på alle måder overbevisende tidsbillede, og at Janusz Kaminskis billeder, Rick Carters scenografi og John Williams’ musik alt sammen tjener historien på forbilledlig vis. Fra første scene er vi med i mudderet under krigen, hvor amerikaner dræber amerikaner, og hvad enten det er slagmarken, datidens Hvide Hus, der var noget mere tilgængeligt for almindelige borgere, end det er i dag, eller Kongressen, hvor store spørgsmål debatteres ivrigt med retorisk overskud og slet skjulte fornærmelser, sørger Spielberg for, at det, der kunne være blevet så kedeligt og statisk, hele tiden er dynamisk og spændende og bevæger sig fremad.

På intet tidspunkt glemmer instruktøren eller Tony Kushner, hvad det egentlig handler om: »At alle mennesker er skabt lige,« som der står i den amerikanske uafhængighedserklæring, der blev skrevet og vedtaget 100 år før Lincolns tid, og som er en af den slags uigendrivelige sandheder, alle gør klogt i at huske.

I den forbindelse synes det passende, at Lincoln har premiere ugen efter Quentin Tarantinos væsensforskellige, men alligevel beslægtede hævneventyr Django Unchained.

 

Lincoln Instruktion: Steven Spielberg. Manuskript: Tony Kushner. Amerikansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her