Ssshhhhh, strisserne kommer

Streetarten var åbenbart ikke helt død. Det er den nu efter at belgiske Klaas van der Linden har været på besøg i den danske hovedstad
Klaas van der Linden: Midnight Express (2012).

Klaas van der Linden: Midnight Express (2012).

Benoni Rockall
4. januar 2013

Graffitien var et vidunderligt fænomen, som kunsten ikke kunne andet end at omfavne med streetarten. Tænk sig at rette så hård en kritik af byrummet, arkitekturen og normerne med noget så blidt som maleri? Med graffitien fik kunstverdenen et tiltrængt skud ilt.

Streetarten havde ikke helt samme potens. Den udfordrede offentligheden ved at bevæge sig ud i den, men alt for ofte var det kun med pynt og pudseløjerligheder, at den bød sig til. Den har ligget side om side med reklamer og butiksudsmykninger i en kamp om opmærksomhed, indtil de to nu helt er smeltet sammen.

I den belgiske streetartist Klaas van der Lindens tilfælde er hans piece simpelthen blot en reklame for udstillingen på galleriet. ’Værket’ forestiller et dødningehoved, der i en taleboble udtaler titlen på udstillingen på Galleri B15, No light without darkness. Og det er tilmed udført et øde sted (den københavnske sydhavn), hvor det er semilovligt at lave graffiti, så gassen er ikke bare gået af ballonen, det slappe stykke gummi er også blevet tygget, slugt og skidt ud igen. Champagne kan kun miste boblerne én gang. Der er ingen grænser for, hvor dybt streetarten kan synke.

Hvor streetarten dog har haft held kunstnerisk set, er paradoksalt nok indenfor i det lukkede kunstrum. Mange tidligere graffitikunstnere har tilført en indspist kunstverden autenticitet med et befriende manglende kendskab til, hvad man gør og ikke gør. Streetarten har givet kunstscenen et spark opad på aktualitetsstigen ved at introducere værker, der ikke kun handler om kunst, men som rent faktisk handler om aktuelle problemstillinger. Hvor ellers på kunstscenen kan man nu om stunder finde kunst, der så direkte kritiserer krig og kapitalisme, som i streetarten? Det er ofte banalt og stort set altid venstredrejet, men det handler i det mindste om noget, der betyder noget for andre end en lille elite.

Tom titel

Den manglende kendskab til kunstscenen har dog ikke kun været befriende. Engang imellem er den også komisk som i tilfældet med Klaas van der Linden, der tror, at man skal være dyb for at være kunstner. No light without darkness er en frygtelig titel. Den foregiver at være betydningsfuld, selv om den er helt tom. Den foregiver at være stor poesi, selv om den er flad som en pandekage. ’Intet lys uden mørke’ hører til i et helse-segment hvor sætninger som ’ingen børn uden veer’ og ’ingen ord uden pauser’ får folk til at sige wow. Men det er værre end det, fordi det refererer til noget farligt, som graffitien var, uden at den selv tager en eneste chance. Den sidder i mors skørter og taler om at være en fandens karl. Den går i H&M og køber T-shirts med dødningehoveder og tror, den er antikapitalistisk.

Van der Lindens malerier handler om vildskab, om noget fremmed og noget farligt. Men malerierne er ikke farlige. De drømmer bare om ’en anden side’, hvor mystikken råder. I værket Ghostrider ser man et spøgelse, der sidder bag to heste, der trækker en trailer gennem en uhyggelig, måske brændende skov. På siden af traileren er der malet graffiti, og ud af vinduerne strømmer der et blåt neonlys.

Det blå lys er blandet med tåge i værket Midnight Express, hvor det befinder sig inde i en sporvogn. Bag rattet har Klaas van der Linden malet sig selv, og over ham, i fronten på bussen, hvor man typisk skriver bussens nummer og destination, står der i stedet ’ME’. M for Midnight. E for Express. Eller ME for Klaas van der Linden. Avanceret og så alligevel ikke. I baggrunden bag en mur aner man en mørk skov og i luften skyggerne af store farlige fugle. Måske kredser de om det mystiske blå lys fra bussen. Stilen er fotorealistisk a la made in China. Det har den samme fuldfede malestil, der får det til at fremstå fladt. Masser af kontrast. Lys, mørke, lys, mørke. Men slet ikke i et omfang eller i en klasse, hvor det på nogen måde giver mening at dåne over kunstnerens øjensygdom, der angiveligt gør ham ude af stand til at male andet end kontraster. Her er masser af mørke i mørke og lys i lys.

Atypisk selvportræt

I The End of Gent kommer det blå lys ud af en kirke i den belgiske by Gent, hvor van der Linden også bor. Og i The Eyeless Horde kommer det svagt fra en trekant (!?!), der sidder på en hestevogn, der bliver trukket af tre heste med lyserøde bind for øjnene. Gennem en skov, naturligvis. Der er oplyst af rød, som stod den i flammer. Og over den kredser fuglene med røde spøgelsesagtige øjne.

Der er ingen tvivl om, at van der Linden i den grad identificerer sig med graffitikunstnerne, der ulovligt sniger sig omkring i ly af mørket. Og lyset i titlen, det lys der ikke findes uden mørket, må være det lys, som streetarten spreder, når den risikerer livet, fysisk som mentalt, på ’den anden side’ af samfundet. Det er så farligt, det van der Linden gør, og det er så vigtigt, at det er, som om mørket skinner. Og hvis han ikke mente det, ville det være en vidunderlig joke.

Det sidste værk er atypisk for udstillingen. Det forestiller ham selv, fra brystet og op. Hovedet er smurt ind i en lilla materie, måske yoghurt, måske stearin, kun hans ene øje er fri, og øverst på hans hoved sidder et lys, der næsten er brændt ned. Er det mon streetartens samfundsomvæltende lys, der kun har få minutter tilbage, før der endelig bliver helt mørkt? Eller kom strisserne, før han ventede dem? Selvportrættet er fint, men resten er en omgang ornli’ syg street-ballade.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

No light without darkness – Klaas van der Linden på Gallery B15, Islands Brygge 15, København, til den 16. januar

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Benoni R. Christensen
Benoni R. Christensen

Tak Michael for en generalt fin karakteristik.

Som gallerist står mine betragtninger jo i et lys der bærer præg af egeninteresse. Så med chance for at få en masse kritik for overhovedet at kommentere på artiklen, vil jeg blot sige at jeg ærgrer mig lidt over at titlen bliver nedgjort såden.

Da vi blev enige om titlen frygtede vi lidt at det kunne misfortolkes, som nu er tilfældet.

Klass fortæller os blot igennem titlen (No Light Without Darkness, at han lider af en øjensygdom der gør at farvelagene i hans værker bliver pålagt værkerne i mørke. Altså hans fremgangsmåde for maleriet er at starte på et sort kanvas i et mørklagt lokale, fremfor et hvidt der vel er den typiske begyndelse for de fleste malere.

Det er ikke et kliché drevet forsøg på at vise sig som übercool, eller sej, ved at finde en 'hård' titel der ikke engang ville blive godkendt som en titel til en dårlig Meat Loaf CD.

Blot en konstatering omkring en kunstners personlige historie.

Hav en rar weekend

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Interessant læsning - både anmeldelse og kommentar.

Jeg har altid syntes, at graffitien lå og vippede mellem hærværk og kunst, mellem støj og vellyd, mellem ødelæggelse og oprør. Som en slags Occupy kritiserer den overmagten, samtidig med, at udtrykket er svagt og vældig optaget af - sig selv.