Læsetid: 3 min.

Stalins støvler træder vande

At give Stalin et menneskeligt ansigt er for så vidt et modigt projekt, ligesom debatten om censur og kunstnerisk frihed – endda med aktuel reference til Pussy Riot – er vigtig og relevant. På trods af dette bliver ’Stalins støvler’ aldrig rigtig interessant teater
Trods intentionerne om at beholde skyklapperne på ender Ole Lemmekes forfatter alligevel med at forbarme sig og udvise lidt velvalgt medmenneskeligt retsind i kraft af sin position som fri europæisk kunstner.

Trods intentionerne om at beholde skyklapperne på ender Ole Lemmekes forfatter alligevel med at forbarme sig og udvise lidt velvalgt medmenneskeligt retsind i kraft af sin position som fri europæisk kunstner.

Susanne Mertz

21. januar 2013

Første del af Lhea Remans Josef-trilogi omhandlede Goebbels’ propagandamaskine og indbragte Ina-Miriam Rosenbaum en Reumert. Nu er turen kommet til Stalin. Menneske eller monster? synes spørgsmålet at være, men intentionen om at belyse despoten fra flere vinkler og vise hans udvikling fra revolutionær skomagersøn til koldblodig tyran ender desværre i fortænkt og indforstået tomgang.

Det starter ellers godt. I den nutidige rammefortælling møder vi den socialt akavede Richard Brandt, flot spillet af Ole Lemmeke. Han er i Skt. Petersborg til forfatterkonference for at promovere sin bog Stalins støvler. Det russiske kulturmiljø spiddes morsomt, og samtidig bliver det benhård alvor for vores distancerede akademiker at lukke øjnene for den angst og undertrykkelse, han oplever.

Trods intentionerne om at beholde skyklapperne på ender han derfor alligevel med at forbarme sig og udvise lidt velvalgt medmenneskeligt retsind i kraft af sin position som fri europæisk kunstner. Det sker i en aktuel sag om ytringsfrihed, der umiskendeligt minder os om Pussy Riot. Hermed linkes datidens Stalin og nutidens Putin virkningsfuldt til hinanden, og pointen om, at historien går i ring, slås effektivt fast.

Det ville i sig selv være nok til et gribende drama, men Lhea Reman vil helt ind under huden på ikonet Stalin.

At stille Stalin til regnskab

Stykket springer i tid og sted og giver de fiktive scenarier fra Brandts bog spillerum. Her er det datidens digter Anna Akhmatova (Ina-Miriam Rosenbaum) som den moralske russiske folkestemme over for en gammel drik- og affældig Stalin i direkte tête-à-tête. Under påskud af at hjælpe ham med eftermælet – ret fint er han selvfølgelig ikke fri for forfængelighed – skal hun få ham til at forstå og erkende sine grusomheder. »Gud holder øje med dig!« prøver hun eksempelvis appellerende, hvortil Stalin flot og affejende replicerer: »Jeg holder øje med Gud.«

Lars Knutzon gør, hvad han kan for at sparke liv i fortolkningen af den store diktator, men rigtig farlig eller modbydelig bliver han aldrig. Tværtimod er han – ret problematisk for forestillingen – en temmelig flad figur med et fattigt reaktionsmønster af udadrettet afmagt i forskellige varianter. Det havde været interessant, hvis man havde tillagt ham en bare lidt større intellektuel kapacitet, end det er tilfældet her.

Muligvis er det en pointe i sig selv, at projektet med at stille Stalin til regnskab sker med yderst begrænset udbytte og går ganske trægt, men af samme grund sidder man ikke just yderst på stolekanten.

God dobbelthed

Til gengæld fungerer blandingen af morskab og alvorlig eftertanke godt. Som når Anna helt køligt spørger: »Hr. Stalin, du ryster. Har du pisset i bukserne? Du skal ikke skamme dig. Hele Rusland har skidt i bukserne siden du kom til.« Man bevæges og irriteres af de mange bombastiske dokumentar-filmklip undervejs, og selv musikken bruges som en tvetydig stemningsbærer. Anders Singh Vesterdahls harmonika er på én gang festlig og trist, kraftfuld og afmægtig. Det er et smukt element, der løfter forestillingen.

Dog skulle man tro, at Stalin – denne tyran, der dræbte millioner i revolutionens navn – kunne sætte vores sind i kog, men overordnet er dette ’blodige drama om ordets (og specielt kunstnernes) magt’ paradoksalt nok en temmelig blodfattig omgang.

Ikke desto mindre ser undertegnede frem til sidste del af trilogien, hvor det gælder senator Joseph McCarthy – hvis tro hjælper Roy Cohn for tiden kan ses i Betty Nansens opsætning af Engle i Amerika.

 

Manuskript og iscenesættelse: Rhea Leman. Skuespillere: Ole Lemmeke, Ina-Miriam Rosenbaum, Lars Knutzon. Musik: Anders Singh Vesterdahl. Scenografi: Lone Ernst. Lyddesign: Emil Assing Høyer. Videodesign: Merit Fakler. Teater Grob til den 9. februar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anna Akhmatova var så afgjort ikke nogen folkestemme, idet hun tilhørte den absolutte kunstneriske elite. På russisk kaldet inteligensiaen. Det er præcis her vestens uvilje til at forstå den sovjetiske/russiske virkelighed, viser sig i al sin naivitet. Vi i vesten har altid opfattede fascistiske og/eller elitære dissidenter fra det tidligere Sovjetunionen som udtryk for folkelig opposition. Intet kan være længere fra sandheden! Anmelderen tror at kende sandheden om Stalin tidens Sovjetunionen, men ud fra det han skriver, kan jeg se at hans viden er minimal! Stalin myrdede ikke millioner – det er en stereotyp som ikke er bedre end andre vandrehistorier! Vores (vestens) billede af Stalin er et billede vi selv har skabt. Derfor nytter det ikke at vise hen til dette skramme billede, vi må gå til kilderne – der findes masser af historisk materiale, som aldrig har været gennemgået at forskere fra vest!