Læsetid: 4 min.

En superstjerne bliver til

Louisiana-museets udstilling med en samling af Andy Warhols tidlige tegninger fra 1950’ernes New York er rytmisk og smukt hængt op og viser klart hans hensigter og strømmen i hans arbejdsproces
Den urene linje, ligesom lidt sjasket, er karakteristisk for Andy Warhols tegnestil Illustration: No title (Two Hands Playing Piano) af Andy Warhol 
 Den urene linje, ligesom lidt sjasket, er karakteristisk for Andy Warhols tegnestil Illustration: No title (Two Hands Playing Piano) af Andy Warhol

Den urene linje, ligesom lidt sjasket, er karakteristisk for Andy Warhols tegnestil Illustration: No title (Two Hands Playing Piano) af Andy Warhol
Den urene linje, ligesom lidt sjasket, er karakteristisk for Andy Warhols tegnestil Illustration: No title (Two Hands Playing Piano) af Andy Warhol

9. januar 2013

Det er dejligt at se Louisianas store sale fuldstændig åbne, og billederne anbragt på væggene, hvor de hører hjemme. Ingen udspekulerede sætstykker, der danner andre rum end det ene nødvendige.

Det klæder museet, og det klæder de udstillede værker, som er en samling af Andy Warhols tegninger fra 1950’erne, da han i løbet af få år skabte sig et stort navn som reklametegner, vinduesdekoratør og designer af kommercielt orienterede grafiske produkter, men endnu ikke kaldte de ting, han lavede, for kunst.

Selv om det ser ud, som om han godt vidste, at det var kunst, han arbejdede med, for hans materialebehandling i de tilsyneladende uprætentiøse tegninger på museets vægge er yderst selvbevidst og i al stilfærdighed meget suveræn.

Andy var andengenerations- indvandrer, og det er jo de værste, opvokset i en tjekkoslovakisk immigrantfamilie, der talte tjekkisk derhjemme, og den yngste af tre brødre.

Familien boede først i Portland, Oregon, og senere i Pittsburgh, Pennsylvania, kaldet the steel city, under materielt beskedne forhold, der naturligvis, som det er i USA, svarede meget nøje til den indtjening, deres beskedne uddannelsesmæssige forudsætninger gav dem adgang til.

Hvad man kunne lære af det var, at en uddannelse er en god ting, og der var tilsyneladende kun råd til, at en enkelt af sønnerne kunne få sådan en. Det blev Andy.

Det spiller vel en rolle i den henseende, at han i barndomsårene var den af børnene, der dårligst kunne klare sig selv.

Det psykiske er interessant. Den lille, bange dreng, tampet af sine grove storebrødre, legede bedst med små, søde piger. Moderen tegnede katte, faderens arbejde holdt ham væk hjemmefra. Sanktvejtsdans havde han, spjættesygen, der jo egentlig skulle have gjort ham til tachist.

’Not fade away’

Men det blev han ikke, selv om den urene linje, ligesom lidt sjasket, er karakteristisk for hans tegnestil. Det ses allerede i de tidlige ting her. Rytmisk og smukt hængt op viser de klart hans hensigter og strømmen i hans arbejdsproces.

Det er ikke tingene selv, han tegner, så meget som det er billeder af dem, enten fotografier som i tidsskrifterne Look og Life eller stregen i omrids som i The Saturday Evening Post.

Karakteristisk er den proces, man har kaldt ’stereo type’, hvor han tegner med tykt flydende blæk, formodentlig noget i retning af den i dag glemte såkaldte hektografblæk. En sådan tegning kunne overføres til en gelatinemasse, og derfra kunne der trykkes mange eksemplarer i stadig svagere gengivelse. Andy nøjes for det meste med at folde sin tegning over i en spejlvendt, lidt svagere kopi, hvis omrids så automatisk bliver lidt flosset i det. Grundlæggende det samme som han senere gør det med sine litografiske hovedværker.

Hektografblæk bliver blåligt med tiden, og Andy har så uden om denne langsomme forsvinden ofte markeret tegningens yderomrids med en mere bestandig streg, formodentlig tusch.

Indholdet af tegningerne kredser om barndommen, ikke som en paradisisk tilstand, men som en åbenhed og en tinde af umiddelbar viden, man aldrig senere vil nå. Den falmer, uanset hvor meget man står og råber »not fade away« efter den.

Leg med døden

Et lignende indhold dukker oftere og oftere op i hans sene værk. Det vil sige efter at SCUM-kællingen havde skudt ham i det i enhver forbindelse herrens år 1968.

1950’erne, som disse tegninger stammer fra, var beatnikkernes tid. Dem tænker man måske mest på som langhårede, beskidte samfundsomstyrtere af en helt anden type end Andy Warhols sofistikerede og forsølvede omgangskreds af hastigt falmende superstjerner. Falmende som barndommens visdom, som hektografblæk. Men beatnikkernes konge Jack Kerouac, seks år ældre end Andy, skrev sine bedste bøger om det at være barn. Også han den yngste i en flok søskende.

Hans Visions of Gerard, skrevet i 1958, er i førsteudgaven fra 1963 forsynet med illustrationer i en streg, der meget ligner dem, man ser lige nu på Louisianas vægge.

Selvfølgelig tæmmet, som den slags bliver, når det sættes ned i format og bankes ind i en bog. Det materielle i dem forsvinder. Det eksistentielt mekaniske. Det, at Warhol tegner en figur hen over flere stykker papir, som han sætter sammen med en slags hæfteplasteragtig tape. Det, at han sætter sine tegninger op og ned i format og derved forandrer dem til noget andet.

At han uophørligt leger med alt det, man leger med i det laboratorium, der gennem kunsten fører til døden.

Den var aldrig langt væk. Den står ikonisk ved siden af ham som James Dean i mange af billederne. Mest dødspræget i den serie tegninger af en smuk teenager med narkotikasprøjte, der blev lavet som skitser til det første af de ret mange pladeomslag, Andy lavede gennem årene.

Teenagenarkomanen var den tids store skræmmebillede. I Andy Warhols version er figuren sært tiltrækkende.

Udstillingen er bragt i stand gennem et samarbejde mellem The Andy Warhol Foundation i Pittsburgh og de tysk-amerikanske kunsthandlere Daniel Blau og Anton Kern, sønner af den tyske superstar Georg Baselitz. Hovedansvarlige er Blau og Vincent Fremont, leder af de arkiver, hvorfra billederne kommer.

Det er ikke så tilfældigt, som det bliver fremstillet i kataloget, hvor et par af Galleri Daniel Blaus sædvanlige leverandører af tekst serverer ligegyldigheder.

Hvilket ikke bør holde nogen fra at besøge Louisiana for at se billederne. Måske får de deres blåstempling til videresalg på det fine museum, men de bliver også lagt ud til os på væggene, så vi kan se, hvor den falmede blå farve kommer fra, og hvorfor den er så dyb og smuk.

Louisiana. Warhol – tidlige tegninger. Udstilling indtil 21. Februar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu