Læsetid: 1 min.

Trukken terrazzo

Trukken terrazzo
4. januar 2013

Michael Boelt Fischer står bag en smuk udstilling af tidstypiske værker.

Helt i tråd med tiden har han forsøgt at fjerne alt overflødigt, ikke for at nå frem til noget oprindeligt, men for at gøre det hele mere enkelt.

Han har afdækket plader, kasser og materialer, fordi lidt er bedre end meget. Og resultatet er fremragende.

Som titlen også indikerer, Fuzzy Logic, så er sandheden en vag, udvisket størrelse, også den, der kommer fra Boelt Fischers atelier. Her er værket ikke nødvendigvis den genstand, der arbejdes på, men lige så meget det, der er under genstanden, eller det, der er halvt imellem genstand og ingenting.

Der er en fleksibel Sergej Jensen i Boelt Fischer, en der forstår at variere materialerne uden at blive fjollet. Fra pap til træ, glas og metal. Et vellykket værk består af seks stykker blå pap i bedste arte povera-stil, opsat side om side i en ramme. Og i et andet har han stillet et stykke glas, der er halvt farvet mørkt, op ad en væg, foran et bølget stykke metal på et udskåret stykke linoleum.

Negationscollager

Det er et hårdt æstetisk udtryk, der ikke foregiver at have været på en lang rejse, men som alligevel er dybt original. Boelt Fischer er for værkstedet, hvad Clay Ketter er for køkkenet. Han laver den afdækkende collage. Negationscollager kunne man også kalde dem.

Den anden del af udstillingen består også af collager, men lavet på en scanner uden hæmninger og formelle regler og siden blæst op i størrelse. I 22 forskellige grafiske værker har han med stor succes leget med materialer, tegninger og fotografier. Og det er her, man finder den trukne terrazzo, der sammen med marmor og en anden sten løber som en flødeis hen over billedet. Det er utrolig lækkert.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu