Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Der er noget i vejen

Suzanne Brøggers besynderlige blanding af børnebog og bibel og familieanalyse og essay om moderniteten efterlader én med spørgsmålet, om hun i det hele taget er romanforfatter
Kultur
16. januar 2013
Suzanne Brøgger. Hun er muligvis slet ikke romanforfatter. Men hun er og evner og skuer en hel masse vigtigt, som vi kan lide og agter hende for.

Suzanne Brøgger. Hun er muligvis slet ikke romanforfatter. Men hun er og evner og skuer en hel masse vigtigt, som vi kan lide og agter hende for.

Sofie Amalie Klougart

Modig som hun som regel er, har Suzanne Brøgger valgt at markere sit 40-års forfatterjubilæum med en fortælling, som prætenderer at spænde fra Peter Plys til le nouveau roman og at skræve fra Nærum helt til Paris.

Frankofilt er således bogens layout med titelblad og omslag, der kopierer den formstrenge, klassiske stil fra 50’ernes og 60’ernes udgivelser på Éditions Gallimard. Vi må meget gerne komme til at tænke på en prosahøjmodernist som Nathalie Sarraute eller på Simone de Beauvoir. Sidstnævnte får faktisk sin plads i teksten, tillige med Alain Robbe-Grillet – som nu for resten udkom på Editions de Minuit. Men det visuelle setup signalerer for alvor: Klasse.

Vild bliver derfor læserens forvirring, hvis man går i gang med værkets familiefortælling og opdager, at man befinder sig midt i nyrealismens location par excellence, selveste GulstensNærum, men samtidig blandt et sæt figurer fra Peter Plys og hans venner i selskab med en umådeholdent smalltalkende gardinprædikant af en anmassende alvidende fortæller fra tiden før Pontoppidan og Bang.

Familien som scene

Til T er (eller prøver halvhjertet at være) historien om en dybt dysfunktionel moderne familie, der går i panik en junidag i 1958, angiveligt fordi morens forældre har meldt deres ankomst til te. Der er ingen te i huset, ej heller et sæt kopper, som er ens. Men det er såmænd kun det mindste af det.

Der er nemlig ikke styr på noget som helst. Alle hierarkier er nedbrudt, alt er til forhandling undtagen lige vejret. Intet kan tages for givet i denne blanding af legestue og kz-lejr, hvor forældrene ter sig som børn, og hvor døtrene tvinges ind i en tidlig voksenhed, idet de lærer at holde dobbelt regnskab: altid at skelne mellem det, man kan sige højt, og det, man skal holde sin mund med. Hvad der kunne have været rammen for omsorg, er her en scene for forstillelse. Skam er synonym med familie!

Skadelig og skadet kunne man kalde denne menage bestående af Jakob (fedtet, fornæret, ufestlig, umorsom), hans pilleslugende, formentlig sindssyge kone Lady Gaga med kælenavnet Kængu, deres døtre Sulamit og Bibsen, kaldet henholdsvis Tigerdyr og Grisling, samt lille Pelle alias Kængubarnet. Omdøbningerne er morens påfund, men skal samtidig over for læseren illustrere, at familien er et teater, et spil, en instrueret fantasi, som alle søger at investere og lege med i, idet de bruger al energien på ikke at falde ind og ud af hinandens identiteter.

Poetisk-religiøse visioner

Eneste alternativ hertil repræsenteres af pubertetspigen Sulamit, eller rettere hendes hemmelige indre: et visionært univers, som op gennem fortællingen vokser til en farvemættet, sansespækket og tindrende smuk version af Jesu Kristi liv og lidelseshistorie, set fra Marias synspunkt. Men spørg mig ikke, om dette kristent poetiske spor hører harmonisk hjemme i den på én gang tragisk traumatiske og tuttenuttet småpludrende beretning om familiens panik.

Spørg heller ikke, hvad der er blevet af Peter Plys, medmindre hans fravær skal angive umuligheden af at fortolke og fortælle historien med et samlende centralt perspektiv. Spørg mig ikke, hvem eller hvad der gemmer sig omme bag ved titlens store T – altså bortset fra den flade vits, at de gamle har ringet og varslet, at de kommer til the.

Spørg venligst heller ikke, hvad man som læser skal stille op med en fortællerinstans, der uafladeligt blander sig med lange, grove, klodsede foregribelser, ikke blot af familiemedlemmers fremtid, men også af samfundsudviklingen i almindelighed og sprogets udvikling i særdeleshed. Suzanne Brøgger finder det åbenbart morsomt at anvende masser af gloser, som ikke var gængse på handlingens tid – fødselsdepression og afløbsrens, informationschok, livsstil, stress, takeaway og walk-in closet – men det virker både anstrengt og anstrengende ligesom hendes mange indlagte mini-essays, f.eks. om sammenhængen mellem modernitet og anonymitet.

»Der er altid noget i vejen, når familien skal i skoven,« tænker Tigerdyr eller Sulamit. Der er også noget i vejen, når familien får besøg udefra. Så relativeres nemlig med ét dens autonome virkelighed. Overføres det på bogen selv, kan man sige, at der altid er noget i vejen, når Suzanne Brøgger laver romaner. For da relativeres hendes egensindige filosoferen af genren, stilen, perspektivet, formen. Hun er muligvis slet ikke romanforfatter. Men hun er og evner og skuer en hel masse vigtigt, som vi kan lide og agter hende for.

Suzanne Brøgger: Til T. Roman. 207 s. Kr. 199,95. Gyldendal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

steen ingvard nielsen

Jeg må bryde sammen og tilstå at jeg aldrig har læst Susanne Brøgger, En systemfejl det er muligt at ændre på.
Citat:
Roman
"Ofte nok er mit liv en roman: jeg er vidne til de største gemenheder,- og jeg er ikke alene. vi er alle vidner, vidner til hinandens bevidnen. Sammen afventer vi næste kapitel, som skal bringe forklaringen og vise, at det alligevel ikke var sandt..
(Kasper Nefer Olsen)

randi christiansen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Jens Overgaard Bjerre

Jeg er også pludselig frygtelig flov. Jeg kan heller ikke huske, at jeg har læst Suzanne Brøgger. Og jeg har ikke engang min storesøster længere til at spørge. Men så har jeg noget tilgode. Det er jo heller ikke dårligt.

For mig ville det være en rædsel, at skulle anmelde, alene ordet!, andres værker (ja, eller ikke-værker, men bare ligegyldige trætte ord eller triste malerier eller andet). Men Erik Skyum-Nielsen er da ikke så hård ved Brøgger, som det skrives i brødteksten under overskriften.

Selvfølgelig er Suzanne Brøgger kunstner. Der er da ingen tvivl om. Ellers havde Skyum-Nielsen heller ikke studset over hendes bog. Den har jo forvirret ham. Mon han er en rigtig litteraturanmelder?

randi christiansen

Jeg kan stærkt anbefale S.B. - det er ren fornøjelse - for det meste - men som med det meste andet, så skal man jo være parat

Og det kan der være mange gode grunde til, om man er eller ej - hvorfor læse noget, som ikke giver genklang ? Et stof kan selvfølgelig åbne sig, hvis man gør en indsats - god fornøjelse