Wien i årene omkring 1900 som en blanding af dannelseskultur og forlystelsesliv, wienervals og psykoanalyse, var baggrund for den østrigske succesforfatter Stefan Zweig og for hans lille debutnovelle Praterforår, som den 19-årige fik trykt i et magasin.
Den danner i en fin lille udgivelse par med hans velkendte Skaknovelle i ny dansk oversættelse, hans sidste litterære produkt, som han afsendte umiddelbart før han tog livet af sig sammen med sin hustru.
Han var som jøde flygtet fra nazismen efter magtovertagelsen i Østrig og havnede efter sin stærke europæiske karriere i Brasilien. Med det store erindringsværk Verden af i går skrev han sit mismodige testamente i fortvivlelse over nazismens trusselsbillede af en kulturforladt fremtid.
Hvor glansen nu 70 år efter hans død i 1942 for længst er blegnet over det omfattende forfatterskab af noveller, romaner, biografier, essayistik, hævder skaknovellen sig smukt som en psykologisk gyser og symbolsk magtkamp hen over brikkernes slagmark i en almengyldig konflikt.
Stilistisk er den også anderledes markant end den tidlige novelle, som er et sentimentalt broderi over et ungt forelsket par under vandring i Praterparken, hvor træernes »hvide fnug dryssede ned som vintersne i det mørkegrønne græs, hvor de farverige blomster havde indvævet sig i ejendommelige mønstre«.
Denne klichévandring har alligevel indtagende træk i snilde streger til et portræt af en yngre luksusprostitueret – ikke en bourgeoisifrue, som bagsideteksten hævder – der frustreres over, at hendes nye kjole ikke er færdig til derbyets søndagsfornøjelse og møde med en af sine grevelige velgørere. Hun ifører sig i stedet en tarvelig kjole og leger til koket afveksling anonym ung pige på skovtur. Dér antastes hun af en tilfældig køn og charmerende student, og i en flygtig og nostalgisk rus af forvandling fra profession til følelse afsluttes søndagsidyllen på hans hybel, hvorfra hun næste morgen vender hjem til sit lumre boudoir og sine mange spendable grever. Lidt af samme krydderi af hengivelse og kynisme som i den en smule ældre landsmand Arthur Schnitzlers fortælling Reigen (1896), en erotisk karruseltur.
Sort på hvidt
I Skaknovelle er vi på dampskibsrejse mellem New York og Buenos Aires med en verdensberømt stormester i skak og en lidenskabelig amatørspiller, der udfordrer mesteren, som nedlader sig mod rundelig betaling til et parti simultanskak med en hel flok sensationslystne rejsefæller. Dertil en vis dr. B., der diskret blander sig i slutspillet, så det overraskende ender med remis. Det hele fortælles af et anonymt jeg, indtil dr. B. får ordet med sin historie, hvorefter han overtales til at kaste sig ud i en revanchekamp. Gennem måneder var han holdt i total isolation og forhørt af Gestapo. Det var imidlertid lykkedes ham at kapre en bog, et skakkompendium af 150 mesterspil.
Beskrivelsen af, hvordan han lærte dem udenad og selv mestrede alle kombinationerne, så han kunne gå videre med egne fantasispil inde i hovedet, er et crescendo af galskab, som til gengæld ophævede ensomhedens intethed. Ramt af en skakfeber, en teoretisk, abstrakt spilform uden bræt og brikker, spaltede han sig i et hvidt og et sort jeg, i rasende og rastløs beskæftigelse og mental forstyrrelse. Et inferno imellem spaltning og tomhed, indrammet af fire hvide vægge og absolut stilhed. Den patologiske overanstrengelse i kunstig skizofreni resulterede i et skrigende, voldeligt sammenbrud, et hospitalsophold og en flugt.
Iskold lidenskab
Nazismen som modspiller er bogstaveligt udtalt i dette afsnit af novellen og konkretiseres nu i mødet med stormesteren, der åbenlyst er beskrevet som en hitleragtig skikkelse, der nu optræder i sidste og syvende afsnit som modspiller i en afgørende kamp, iagttaget af fortælleren og de involverede mandlige passagerer. Her er hverken kvinder eller nogen erotisk gnist, kun iskold lidenskab i den sejlende salon. Allegorien bliver stedse tydeligere som storpolitisk spil, udført med sprogligt effektive suspensemidler. For dr. B. er partiet følt som en tyk streg under et gammelt regnskab, en farlig spænding i et gammelt had.
»Det var ikke mere to partnere, der ville afprøve deres spillefærdigheder over for hinanden, det var to fjender, der gensidigt svor at tilintetgøre den anden.«
Czentovic, stormesteren, er karakteriseret som en stupid, bondsk antiintellektuel, skamløst grov i opfattelsen af sig selv som verdens mægtigste mand, forvandlende sin oprindelige usikkerhed til en kold stolthed, der ofte afslørede sig på den mest vulgære måde, hedder det. I situationen her med den humanistisk dannede dr. B. som den hastigt, spontant handlende modstander reagerer han med en udmattende langsomhed og tænkepauser, der hidkalder tilsvarende desperation hos den anden i en strid om herredømmet på brættets feltbane, som også gunstigt enerverer den modtagelige læser til uden opsættelse dog at få ende på kampen.
Novellen udnytter virkningsfuldt skakspillets teknik og psykologi med uddybende overvejelser, foregribelser og kompositorisk planlægning, og selv om de to kamphaners karaktertræk og verdensbillede er tegnet op i moralsk sort og hvidt som brikker i et tankemønster, så er den eksistentielle anfægtelse kunstnerisk velbevaret i en klaustrofobisk realisme. Passagerskibet er ladet med angst og bæven. Oversætterens oplysende forord fungerer godt ligesom det følgende arbejde, bortset fra et par hændelige uheld i stavningen.
Skaknovelle og Praterforår
Stefan Zweig
Oversat af Selma Rosenfeldt-Olsen
Noveller
Rosenkilde & Bahnhof
125 sider
200 kr.
