Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Algemåtter i den hvide verden

Sidste år bragede Daniel Dencik igennem med dokumentarfilmen ’Moon Rider’ om cykelfænomenet Rasmus Quaade. Nu er han tilbage med en mere problematisk film om en højst usædvanlig ekspedition til verdens ende
Kultur
7. februar 2013

Mennesket er en omvandrende algemåtte,« lyder en af de første replikker i Ekspeditionen til verdens ende. Og nu har denne ’algemåtte’ omsider fundet vej helt op til det nordøstlige Grønland, en af de få uudforskede pletter på landkortet, som i disse år bliver mere og mere tilgængelig – takket være den globale opvarmning, havde man nær sagt.

Filmen følger et ganske usædvanligt togt. Om bord på en tremastet skonnert befinder sig et par håndfulde mennesker, en skønsom blanding af forskere og kunstnere, som tilsyneladende er blevet bragt sammen uden anden ydre anledning end selve den udflugt, de er sat ud på.

Der gives ingen forklaringer på projektet, og selv om de enkelte ekspeditionsdeltagere – specielt videnskabsfolkene – formodentlig har haft specifikke opgaver med hjemmefra, hviler der et skær af rendyrket eventyr over rejsen: simpelthen at kigge ind i det ukendte og lade sig inspirere af dét, man ser.

Det er en sjælden situation. Alene – hvad angår finansieringen er det lidt af et mirakel, at det har kunnet lade sig gøre. Og selvfølgelig skulle der laves en film. Umiddelbart en lækkerbisken for en dokumentarist, skulle man mene. En flok farverige personligheder samlet på en begrænset plads, et storslået, jomfrueligt landskab som kulisse og en dramaturgi, der stort set formes af rejsen selv. Plus eventuelt udsigt til lidt drama i skikkelse af en isbjørn.

Manglende kerne

Filmen rummer sådan set også det hele. Kunstnerne tumler mere eller mindre hjælpeløse rundt og forsøger at få fodfæste i vildnisset, mens forskerne kyndigt og målrettet kaster sig ud i at indsamle data. De to grupper taler kvalificeret forbi hinanden – af og til med ganske kuriøse resultater til følge, som for eksempel i bemærkningen om algemåtterne. Og undervejs gøres reelle opdagelser: En ny dyreart registreres, der findes spor efter ældgamle bosættelser, og den obligatoriske isbjørn indfinder sig.

Den egentlige hovedattraktion er imidlertid den spektakulære natur, hvis på én gang imponerende scenerier og frygtindgydende kræfter filmen igennem skildres med en fotografisk opfindsomhed, så man i passager fornemmer, hvor berigende det må have været for deltagerne at være med på rejsen.

Problemet er bare, at brikkerne aldrig rigtig samler sig til en fængende helhed. Præmissen har tilsyneladende været, at projektet i sig selv var interessant nok til at bære igennem, og at de mange fragmenter tilsammen ville danne et meningsfyldt billede. Sådan er det desværre ikke. Der mangler ganske enkelt en bærende kerne i filmen – enten i form af en stærk fortælling eller en kunstnerisk idé, der rækker ud over den tekniske dygtighed.

Arte eller Discovery?

Som antydet rummer filmen rent ud mirakuløse optagelser, hvor man nærmest fornemmer landskabernes konstante tilblivelsesproces. Men i kombination med de hver især velbegavede ekspeditionsmedlemmers kommentarer – der for ofte svinger mellem halvsjove bemærkninger og filosofisk lommeuld – reduceres miraklerne til en underlig halvkvædet vise, der ikke rigtig kan beslutte sig for, om det er Arte eller Discovery, som er endestationen. Hvilket er en skam, ikke mindst fordi instruktøren Daniel Dencik sidste år stod bag en af de mest bemærkelsesværdige debutfilm i lang tid, Moon Rider, et originalt portræt af cykelfænomenet Rasmus Quaade. I den demonstrerede Dencik – der har en baggrund som klipper – et særligt talent for at arbejde med specielt lydsiden på en måde, som løftede en ret banal fortælling om en cykelrytters ensomme kamp med sig selv over i et mytisk rum mellem en ægte dramatisk ydre virkelighed og et fascinerende drømmeagtigt indre univers.

Lydsiden har også fået særlig opmærksomhed i Ekspeditionen til verdens ende, men den effektsøgende brug af forskellige musikgenrer forbinder sig aldrig rigtigt med det kor af stemmer, som bærer filmen. Måske fordi det bare er så meget mere vanskeligt at skabe illusionen om en indre virkelighed, når der er tale om et ensemble snarere end en ener. Måske fordi der – trods projektets enestående karakter – bare ikke var tilstrækkeligt meget på spil for de omvandrende algemåtter, til at det kunne begrunde et stort filmisk drama.

Ekspeditionen til verdens ende Instruktion: Daniel Dencik, 88 min. Vises som en del af DOX:BIO (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her