En gaffel er den allermest effektive rekvisit i Jeg er Spartacus. Sådan en almindelig spisegaffel, der kan gemme sig i en lomme eller en hul hånd. For dramatikeren Anna Bro har gjort sådan en gaffel til det allervigtigste våben i slavernes frihedsoprør, sådan som hun skildrer det vildt og anarkistisk i sit vellykkede nye stykke om det gamle Rom i år 71 f. Kr.
Anna Bro lader Spartacus og de andre gladiatorslaver overfalde vagterne ved det legendariske oprør netop med bestikket fra spisesalen – og så er der pludselig 500 bortløbne slaver, der på tre år vokser til en selvbestaltet hær af 70.000 frihedssøgende slaver.
Nej, nej. Her er ikke tale om kedsommelig oldævl. Her er tale om spændstig, politisk satire så dugfrisk som en revy. Og i forhold til Anna Bros tidligere stykker som Sandholm og BCNU er replikkerne i Jeg er Spartacus vidunderligt flabede og befriede for manifestord. Her flyder historien frit.
Tag med til Vesuv
Det er Frede ’Klumpfisken’ Gulbrandsen, der har instrueret med sin klare sans for personkarakteristikker: Et tørklæde, en læspen, et tandsmil – så er personen skåret utvetydigt ud af teksten af Gulbrandsen, der rask væk styrer 10-20 roller med kun tre skuespillere.
I Jeg er Spartacus har han igen leget med teatrets lillebitte rum, så hele Romerriget kan været på mikroscenen i Toldbodgade. Og scenografen Lea Burrows har sørget for, at den italienske støvle konkret ses fra nord ned mod hælen. Selv engen oppe ved krateret af vulkanen Vesuv bliver lysende grøn undervejs i forestillingen. Fiktion er en skøn ting.
Trafficking i Rom
Skuespillertrioen er uadskillelig. Lars Topp Thomsens Spartacus kæmper muskelbred og klipperolig for en ny og bedre verden – med blod silende ned ad ansigtet, mens hans blå øjne lyser desperat ud i rummet. Samtidig er Birgitte Prins’ slavekvinde vildt modig, da hun forsøger at købe sig selv og dermed sin frihed. Slaveri er jo den historiske grundform for trafficking. Og selv her er gaffelselvmordet altid sidste udvej.
Morten Burian slår magttogaen overbevisende om sig som boligspekulanten og rigmanden Crassus – ham, der korsfæstede 6.000 slaver på Via Appia. Gennem hans fortolkning kommer man ind i magtforfængelighedens indre. Burians magtmand er raffineret beslægtet med Søren Sætter-Lassens Richard III: En sjælsforvreden mand med alt for stort smil og en psykosyg drøm om at få laurbærkrans og blive båret i bærestol. Frysende præcist – og fuldstændig ubesværet.
Slavelogik
Er Spartacus så idealist eller terrorist? Det er op til tilskueren at bedømme. Forestillingen lader paradokserne lyse, længe efter at slavesandalerne er trådt i stykker. Dermed får stykket filosofiske efterveer, der gør godt mellem latterkramperne. For er det rigtigt, at man ikke kan få friheden, hvis man ikke allerede har den? Og kan verden virkelig kun fungere, hvis nogen er slaver for andres overforbrug og magtmisbrug?
På Teater Får 302 er alle de store med: Både I Have a Dream-Martin Luther King og Yes We Can-Barack Obama. Og Osama bin Laden. Men Helle går fri. Og Anders Fogh. Stykkets veloplagte 75 minutter spilder ikke tid på overgangspersoner.
Alligevel er spejlingen til 2013 ganske effektiv. Som en krigsreplik lyder: »Der er intet så skrøbeligt som overlegne, sovende, fede mennesker«.
’Jeg er Spartacus’. Tekst: Anna Bro. Instruktion: Frede Gulbrandsen. Scenografi: Lea Burrows. Lys: Kenneth Kreutzfeldt. Får 302 i Toldbodgade til den 6. marts.
