Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Billige film var de gode film på årets Berlinale

Autentiske film fra Østeuropa og Asien har markeret sig stærkt i hovedkonkurrencen
Kultur
16. februar 2013

Min film er en farlig film. Den er billig, den har kostet 17.000 euro, men den er kommet i hovedkonkurrencen på Berlinalen. Måske når den endnu længere? Nogle vil herefter sige: Er det virkelig nødvendigt at lave så dyre film?«

Ordene er den bosniske instruktør Danis Tanovic’. I hans dokudrama An Episode in The Life Of An Iron Picker spiller et romaægtepar en frygtelig hændelse fra deres eget liv.

Konkurrencens bedste film har været filmene fra lande, hvor livet gør ondt, og hvor problemer skrives med stort P. Ofte film, hvor amatører spiller sig selv, hvilket begrænser omkostningerne.

Det er tilfældet for ovennævnte film, men også for polske Malgoska Szumowskas In the Name Of, hvor en række lokale børn og unge i en landsby i Polen spiller sig selv i en film om en homoseksuel præsts livskrise.

Eller i iranske Jafar Panahis Closed Curtains. Instruktøren spiller sig selv i filmen, den er udelukkende optaget på en enkelt location – i et hus – for Panahi sidder i husarrest i sit hjemland med 20 års berufsverbot, og filmen er lavet af hans venner og bekendte og har nærmest ikke kostet noget.

Filmen er ikke denne skribents favorit, men både den tyske og den internationale presse har været begejstrede. Om det er af politisk korrekte grunde, skal man ikke kunne sige, men uanset hvad:

Hatten af for Panahi og hans kolleger, der laver film med livet som indsats. Og skam over dem, der buhede af hans film ved pressepremieren. Sandsynligvis såkaldte ’jubelpersere’ sendt i byen af præsident Ahmadinejad.

I det stærke russiske konkurrencebidrag A Long and Happy Life – om en ung bondes kamp mod systemet, – bliver de lokale embedsmænd spillet af den lille bys virkelige embedsmænd. Det gør de overbevisende usympatisk.

Heller ikke den amerikanske Prince Avalanche kan have kostet mange penge. Den er optaget på tre uger og er et kammerspil i en skov i Texas. Den handler om to bonderøve, der skal male striber på en vej. Den er vanvittig morsom. Også her optræder en ældre kvinde som sig selv. Instruk-tøren David Gordon Green mødte hende tilfældigt i skoven og skrev hende ind i filmen.

Store stjerner er ikke nok

Den anden side er så de store stjernespækkede produktioner som f.eks. amerikanske Side Effects af Steven Soderbergh. Der var store forventninger til filmen, især fordi den produktive instruktør for ikke så længe siden bekendtgjorde, at dette var hans sidste film, før han ville trække sig tilbage og hellige sig sit maleri. Måske et pr-stunt? På pressemødet trak han i hvert fald i land og talte blot om en pause. At det er stjerner som Jude Law, Rooney Mara og Catherine Zeta-Jones, der spiller hovedrollerne, gør ikke Scott Z. Burns’ manuskript bedre. Men mange penge har den helt sikkert kostet.

Eller danske Bille Augusts filmatisering af schweizeren Pascal Merciers bestseller Nattog til Lissabon, der deltager i konkurrencesektionen, men uden for konkurrence. Den internationale presse giver den kniven. Filmmagasinet Hollywood Reporter indleder sin anmeldelse med at skrive: »Tag det sidste tog til Clarksville, nattoget til Georgia, alt andet end dette hvæsende lokomotiv. Hver vogn er en sovevogn i denne bedøvende kedsommelige Nattog til Lissabon«. Men produktionen, der i øvrigt ikke er dansk støttet, må have været svimlende dyr med Jeremy Irons, Charlotte Rampling, Lena Olin og Bruno Ganz på rollelisten – for nu bare at de nævne de mest berømte. Interessant er det, at Tanovic og Bille August begge har både en Guldpalme og en Oscar hjemme på kaminhylden. Men hvor forskelligt de dog vælger at lave film i dag.

Hvor Tanovic lader den sociale indignation og tæften for den gode historie lede sig, mener Bille August, at en film automatisk bliver god, hvis stjernerne er store nok. Denne Berlinale har vist, at det langt fra et tilfældet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her