Læsetid: 1 min.

Blodtilsølet hævndrama

Parker er et blodtilsølet hævndrama hamret sammen af en helvedes dygtig håndværker
28. februar 2013

Uden regler og principper er tilværelsen kaotisk. Sådan kan også forbrydere tænke, og vor titelperson Parker (Jason Statham) er just den type tyv, som har skabt sit eget moralske kodeks.Pis på hans hjemmebryggede livsfilosofi, og det bli’r værst for dig selv. Det må en håndfuld hårdkogte ekskollegaer sande, og det er mere eller mindre plottet i dette blodtilsølede hævndrama, som samtidig er en gammeldaws kupkrimi hamret sammen af en helvedes dygtig håndværker.

Fra filmens første minut mærker man nemlig summen af veteraninstruktøren Taylor Hackfords erfaring. Varen leveres præcist og professionelt, hvad enten det handler om at formidle den kåde stemning på et dyrskue i Ohio eller eksekvere en balletagtig tvekamp i en flamingofarvet skyskraber i Florida.

Kupfilmens potentiale

Statham er, traditionen tro, sparsomt påklædt i halvdelen af sine scener. Sammen med den jævnaldrende og lige så veltrænede Matthew McConaughey har han i de sidste 15 år budt sig til for tilskuerens blik med en sådan iver, at det synes at bringe balance i filmhistoriens samlede kønsdiskriminationsregnskab. Stathams styrke har aldrig været de psykologisk komplekse portrætter, og man fornemmer, at Parkers paradoksale personlighedstype strækker hans evner til det yderste. Derfor får Parker ikke foldet kupfilmens fulde potentiale ud, dens evne til at reflektere over ære mellem tyve. Loven er jo allerede brudt, så hovedpersonerne bestemmer helt selv, om de vil opstille og overholde nogen regler overhovedet. Stærkt stof.

Mere finesse er der imidlertid over Jennifer Lopez’ tragikomiske ejendomsmæglerfigur, som føler sig malplaceret i sit miljø, det stenrige Palm Springs.

Læg dertil et par nævefulde kløgtige replikker og fornøjelsen af at se den midaldrende alfahan Statham dele et par scener med Nick Nolte, en ramponeret grizzlybjørn af en mand, som for længst har fået det fjæs, han fortjener.

Parker. Instruktion: Taylor Hackford. Manuskript: John J. McLaughlin. Amerikansk (biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu