Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Fra Bronx til Højesteret

Sonia Sotomayor fortæller i en skøn og velfortalt bog om sin vej ud af fattigdom, faderens alkoholisme, egen diabetes og manglende engelskkundskaber. En rejse, der endte på Princeton og Yale og som er sluttet i USA’s højesteret, hvor hun er første latina på posten
Historien om Sonia Sotomayor er historien om, hvordan en underprivilegeret pige, der voksede op i et socialt boligbyggeri i South Bronx, kunne ende som den tredje kvinde og den første latina nogensinde med sæde i USA’s magtfulde Højesteret.

George Bridges Scanpix

Kultur
15. februar 2013

Hvis nogen skulle lede efter et argument for kvoter – ikke for kvinder, men for ringerestillede etniske minoriteter i USA, behøver man blot læse højesteretsdommer Sonia Sotomayors nye erindringer. I den velskrevne My Beloved World lærer man lige så meget om, hvorfor positiv særbehandling, kan være på sin plads som man gør ved at deltage i forelæsninger gennem hele Black History Month – en årlig tilbagevendende begivenhed i USA i februar måned.

Vi inviteres indenfor til en medrivende historie om, hvordan en underprivilegeret og i starten kun spansktalende pige med forældre fra Puerto Rico, en pige, der voksede op i et socialt boligbyggeri i South Bronx med en overarbejdende mor og en fordrukken far, alligevel kunne ende som den tredje kvinde og den første Latina nogensinde med sæde i USA’s magtfulde Højesteret. En stilling, man indstilles til af præsidenten – og hvor man i princippet kan sidde til man stiller stiletterne.

Hårde odds fra starten

At sige at Sotomayor er rundet af svære kår er en underdrivelse. Da hun som otteårig fik stillet diagnosen diabetes 1 (der dengang betød en sandsynlig død i en ung alder) endte hun med at lære selv at dosere sin insulin. Hun øvede sig på en appelsin, indtil hun fattede teknikken. Hvorfor? Fordi hendes fars skiftevis abstinenser og drukture fik ham til at ryste så meget på hånden, at han ikke magtede at føre nålen ved de hyppige og livsvigtige injektioner. Og Sotomayors mor, der beskrives som en relativt fjern skikkelse, ude af stand til at give sine børn den kærlighed, hun nok følte, men aldrig havde lært at udtrykke, var væk meget af tiden som hårdtarbejdende sygeplejerske på det nu nedlagte, kendte Prospect Hospital i Bronx, der betjente bydelens fattige og mestendels farvede beboere – et hospital, der i øvrigt i dag er et center for hjemløse.

Allerede her fornemmer man en særlig livsvilje og stædighed hos den unge Sonia; et karaktertræk, der gennemsyrer hele hendes liv. Da hendes far kort tid efter døde af alkoholismen (Sotomayor var bare ni år) tænkte hun med børns ofte logiske sans, at livet muligvis ville blive lettere uden faderen, som hun beskriver som en »Frankenstein«, der misbrugte og mishandlede alle omkring sig, når han var fuld.

Men hendes mor trak sig imidlertid tilbage, lammet af sorg og opholdt sig i måneder i et mørkt soveværelse uden at handle eller tale med sine to børn. Efter selv at have søgt tilflugt i bøgernes verden i nogen tid og passet sin lillebror, der var henvist til TV-skærmen, endte Sotomayor med at kaste sig mod døren til sin mors soveværelse og skrige, at hun »ikke ville have en død mor også«. I dag har hun i flere interview fortalt, hvordan hun senere, da hun blev voksen, arbejdede med sit forhold til moderen, og at de to i dag er meget tæt på hinanden.

Kærlighed og solskin

Men bogen ville ikke være lige så spændende at læse, hvis den blot var fortællingen om den underprivilegerede, dygtige og flittige latina, der kæmpede sig op til en plads på Yale Law School i 1970’erne (betegnelsen ’Ivy League’ anede hun ikke fandtes, før en gymnasiekammerat fortalte om eksistensen af paraplybetegnelsen for de bedste amerikanske universiteter. Da hun forstod, hvad det betød, spurgte hun vennen om hun ikke måtte komme med ham på besøg på det prestigefyldte universitet Princeton). Dele af bogen fortæller også smukt om en kærlighed til Puerto Rico – hvor hun tilbragte sine somre som barn – og til sin højtelskede farmor, hvis hjem duftede af urter og grøntsager og solskin, og hvor den videnshungrende pige mødte omsorg og kærlighed. Kvarteret i det sydlige Bronx beskrives som fattigt, men ikke desto mindre også inspirerende fyldt med solidaritet og sammenhold.

Sotomayor giver også plads til en kærlig beskrivelse af yndlingsfætteren Nelson, en ung mand, som hun beskriver som sin soul mate og bedste ven. Nelson endte imidlertid som stiknarkoman, afhængig af heroin og døde af aids. I bogen skriver Sotomayor om sig selv, at det, der altid har drevet hende, var »ønsket om at gøre noget for andre, om at gøre tingene rigtigt for dem. Måske en mærkelig ambition at have som barn? Det vil mange nok mene, men jeg har været klar over at jeg besad den, så længe jeg kan huske.«

Hvad fik det ambitiøse, metodisk flittige barn (hvis mor senere sørgede for at få hende ind på en god katolsk pigeskole og senere ditto gymnasium) til at ville læse jura? Selv siger hun, at hun som barn sad klistret til skærmen, når Perry Mason var på programmet. »Jeg så alle de medvirkende, anklageren, forsvareren, vidnerne, den tiltalte som spillere. Men ingen var lige så vigtige som dommeren. Det var manden i den sorte kåbe der holdt afgørelsen i sine hænder. Det var ham, der afsluttede og bestemte udfaldet,« forklarede hun i et interview med en amerikansk radiostation i sidste måned. Og det var herfra den første ambition om at ende i dommersædet, stammede.

En ambition, der dengang virkede lige så fjern som månen. Og så er vi tilbage ved den positive særbehandling. For Sonia Sotomayor blev optaget på Princeton (og senere på Yale Law School) som et led i universitetets forpligtelse til at opfylde kvoterne af ringere stillede. Hun havde karaktererne i orden, men manglede imidlertid forudsætningerne. Som opvokset i et fattigt hjem uden akademikere omkring sig anede hun ikke, hvordan man skrev et essay – første gang fik hun ’C’ – eller gebærdede sig i debatter med de andre studerende. Hun meldte sig ind i universitetets debatteam og blev også optaget som fuldgyldigt medlem af gruppen af latino-aktivister, der arbejdede for at få flere ikkerige, ikkehvide studerende optaget. Ikke at hun er eller var prototypen på den politiske aktivist, men snarere som et udtryk for en brændende lyst og ambition om at forstå spillet, lære reglerne og blive den bedste.

Ikke bare en klog

Hun fik summa cum laude og Phil Beta Kappa fra Princeton (begge høje akademiske udmærkelser, red.) lige som hun også vandt The Pyne Prize i sit sidste år – den fineste anerkendelse, universitetet uddeler. Bogen beskriver en del modstand og modgang – også mennesker som ikke lægger skjul på, at de ikke synes, at hun hører hjemme i det fine selskab. Heller ikke senere som jurist. Men med lige dele konfrontation og karakteristisk hjertevarme og empati – et træk Obama fremhævede da han indstillede hende til jobbet som højesteretsdommer, »a wise Latina«, hvilket skabte en frygtelig ballade. Sotomayor afviste selv håndfast under sin godkendelseshøring, at hendes juridiske afgørelser stammede fra andet end hjernen og lovteksten, hvilket nok var klogt – ender Sotomayor som distriktsdommer i New York. Hvor bogen slutter. Den går med andre ord ikke hele vejen til Højesteret. Det er heller ikke nødvendigt for at nyde historien om et usædvanligt liv. Og en rollemodel, der er dybt elsket i USA’s store og hastigt voksende spansktalende befolkning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Denne solstraalehistorie faar nu ikke mig til at gaa ind for positiv saerbehandling (til alles overraskelse - jeg er jo en gammel hvid mand).

Den store dejlige gruppe der for det meste anbefales positivt saerbehandlet - er jo kvinderne - her i artiklen udvides den saa med latinoer, fattige, syge og boern af de facto enlige moedre. Jeg har altid godt kunnet lide det franske karaktersystem, hvor eleverne rangeres med hvilket nummer de er i klassen. Du er nummer et og du er nummer sjok! Rangorden - raat for usoedet. Det grimme ved positiv saerbehandling er jo, at der ogsaa er nogen der saerbehandles negativt - men det forsoeger fortalerne for ordningen som oftest at lade indhylde i massesamfundets taager.

Er du phd. i matematik, taler 3 sprog flydende og har vist god organisatorisk og politisk taeft? Desvaerre - du er ogsaa en gammel hvid mand - saa vi har givet din plads til en anden - her er dit legitimeringskort til at saelge "Hus Forbi".

En anden vaesentlig ulempe ved positivt saerbehandling og andre marginale incitamentssystemer, er at dem der udsaettes for dem - ofte synes at glemme alt andet og rette en helt overdreven fokus paa incitamentsystemerne. Man kan se folk flyve fra London til Paris via Sydney for at opnaa nogle extra bonuspoint hos flyselskabet lig med en gratis weekend paa et badehotel i november. Direktoerer for statslige institutioner undlader at aabne posten for at faa faerre registrerede klager et aar - og dermed opfylde en bonuskontrakt der giver 1 pct oveni den faste loen efter skat. Med positiv saerbehandling af kvinder kommer vi til at se maend der lader sig koensskifteoperere for at faa de attraktive poster. Der er lige pt. ikke udviklet laegelig teknologi der goer hvide moerke - det omvendte lykkedes naesten for Michael Jackson saa det er kun et spoergsmaal om tid.

Hvis man som mennesker eller del af en gruppe foeler sig uretfaerdigt behandlet og ikke kommer til fadet i etablerede organisationer - det vaere sig offentlige eller private, er det bedste man kan goere at starte sin egen virksomhed paa et marked med fri konkurrence: Restauranter, beklaedning, IT, varevognskoersel ... der er masser af muligheder. Her faar man praecis hvad man fortjener af verdslige goder.