Læsetid 4 min.

Fra Buster til Bibel

Bjarne Reuters genfortælling af dele af Gamle og Ny Testamente er både læse- og oplæsningsværdig
22. februar 2013

Da jeg gik i underskolen (det er et halvt århundrede siden), fortalte læreren bibelhistorier, mens vi elever tegnede til. Jeg har tegnet Abraham, som standses, idet han skal til at slagte og ofre Isak; Josef, da han af sine misundelige brødre bliver puttet i brønden; de truttende israelitter, medens de går langs Jerikos mure; David, da han med sin slangebøsse nedlægger Goliat; og Jonas i hvalfiskens bug, uden lommelygte.

Historierne vender tilbage i samme enkle, formidlede form, når jeg nu med velbehag læser Bjarne Reuters genfortælling af 27 beretninger i Gamle Testamente. Jeg ville gerne have hørt om Salomons ’salomoniske’ dom, og jeg havde da gerne set Elias drøne til himlen i ildvogn; men ellers er højdepunkterne med.

Det samme er i anden del af Bogen beretningerne fra Nye Testamente om Jesus’ barndom og hovedparten af passionshistorien, fortalt på 29 kapitler i et sprog, som stort set formår at balancere mellem Den hellige Skrifts overlevering og en klar nutidig udtryksform.

Ferme greb

Kompositorisk præges Bjarne Reuters genfortælling især af behændige løsninger på besværlige opgaver. Hvad gør man for eksempel, hvis man i Gamle Testamente vil bevare en berettende form og alligevel give læsere og oplæsere prøver på de mere lyriske og aforistiske tekster? Jo, Reuter lader David bruge Salme 23, om Herren der er min hyrde, som godnatsang for Saul, lader Kong Salomon fremsige en håndfuld Ordsprog for lydhøre gæster og indsætter sidst i et kapitel en stump af hans (?) Højsang. Hvad angår Prædikerens Bog, lægges de kendteste highlights herfra i munden på Jesus, først som dreng, siden som voksen.

Fermt forekommer ligeledes det greb, Reuter bruger til at undgå gentagelser blandt Jesus’ mirakler. Dem lader han frækt, men effektivt, ypperstepræst Kajfas gengive i en stort set selvopfunden samtale mellem ham og Pilatus. Problemet ligger her i, at præsterne anklager Jesus for ting, romeren ikke har beføjelser til at straffe ham for. Eller som Reuters Pilatus siger: Vi korsfæster ikke folk, bare fordi de går på vandet!

Slave af sin misundelse

Fortælleteknisk betjener Reuter sig af komprimeret situationsskildring, for eksempel i den glimrende turnerede scene mellem Josef og Farao, og han anvender Free Indirect Discourse eller dækket tankegengivelse ret så fint, da vi skal fatte, hvad der foregår inde i Kain: »Var han og broren da ikke ligemænd? Arbejdede de ikke fra solopgang til solnedgang? Hvorfor skulle det være så tungt at være Kain og så let at være Abel?« Sådan staver man som fortæller til misundelse.

Original virker i den nytestamentlige del Reuters idé med i historien om Jesus, der fristes ude i ørkenen at lade Satan optræde, først i skikkelse af en gekko, så som en talende gedebuk og til sidst som en rovfugl, hvad der forøger den uhyggelige virkning. Men det er også klogt valgt på de vigtigste steder at springe over i præsens eller at skifte tone, lige inden Jesus bliver født:

»I Rom havde kejser Augustus besluttet at lave en folketælling, for at skatteopkrævningen kunne blive mere præcis og i sidste ende mere lukrativ.« Her er glosen ’lukrativ’ et typisk eksempel på nutidigheden i Reuters sprog. Østens vise er hos ham ’astrologer’, og om Maria Magdalene siger folk, at hun har været »prostitueret«. Havde han skrevet »sexarbejder«, ville det være det bedste, om en møllesten blev bundet til hans hals og han lå på havets bund. En glose fundet med omhu forekommer, da Jesus er alene med sine disciple og vender tilbage til det emne, som han hele tiden må konfronteres med »angående sin identitet«.

Det er præcis, hvad sagen handler om.

Hvad er kristendom?

Mindre heldigt er det, at Bjarne Reuter hele to gange absolut skal kalde Jerusalem en »pulveriserende« by og decideret poppet skriver, at folks forventninger til Jesus snart blev så opskruede, at hvis han helede et sygt ben om formiddagen, skulle benene helst kunne løbe maraton om eftermiddagen. At den fortabte søn bortødsler hele sin arv »på kvinder og sprut« dækker, hvad problemet går ud på, i brorens fortørnede øjne, men klinger i mine ører for meget af bar.

En religionshistoriker var før nytår ude med et stort angreb på Reuter for i missionens tjeneste at tie om israelitternes folkedrab og massakrer, sådan som de skildres i Gamle Testamente. Hertil er kun at sige, at den side af jødernes historie heller ikke før, det vil sige hos Morten Pontoppidan eller andre, har været et ærinde for genfortællere. Ej heller har de gjort ret meget for at beskrive Jahve som den vrede, nidkært straffende Gud. Heri kan der til gengæld ligge en vigtig pointe. For udelader man ham, kan vel ingen for alvor fatte, hvorfor kristendommen overhovedet begyndte, som radikal kritik af en bestående religion, i det helliges navn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu