Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En by, der er blød som en krop

– det var, hvad Inger Christensen drømte om i digtsamlingen ’Det’ fra 1969. En ny dokumentarfilm viser, at visionen om en blød og human storby i dag er mere påtrængende end nogensinde før
Byer udvikler sig naturligt uden hensyntagen til mennesket. Her en kinesisk sportsplads.

The Human Scale

Kultur
21. februar 2013

Dalsgaard havde i sin film valgt at fortælle historien om, hvordan det var lykkedes for et par visionære borgmestre i Colombias hovedstad Bogotá at vende en ellers katastrofal udvikling. Og nu er han tilbage med endnu en film om byplanlægning, men denne gang set i et bredere perspektiv.

Ideelle skalaforhold

Ganske vist har den nye film – The Human Scale – en diskret hovedperson, nemlig den danske arkitekt Jan Gehl (f. 1936), som gennem en menneskealder har beskæftiget sig med bydesign, og som specielt i de senere år har vakt international opmærksomhed med sine markante bidrag til byplanlægning rundt om i verden. Eksempelvis havde hans firma, Gehl Architects, mere end en finger med i spillet, da bystyret i New York for nogle år siden ganske overraskende begyndte at anlægge et netværk af cykelstier på Manhattan. At sætte newyorkerne til at cykle sig ud af deres trafikale problemer er præcis den type – på papiret – umulige visioner, som The Human Scale kredser om. Men når jeg skriver, at Gehl er en diskret hovedperson, skyldes det, at han kun optræder ret kort i filmen. Snarere end at fokusere på den danske arkitekt som person, lader filmen ham optræde han som et idémæssigt omdrejningspunkt, hvorfra der sættes ud på ekskursioner til nogle af de mange steder i verden, hvor Gehl Architects bidrager med deres særlige idealer omkring skalaforhold mellem byrum og mennesker: Kina, Bangladesh, Australien, New Zealand og selvfølgelig New York.

Fra mega til giga

Tonen er afdæmpet, men perspektiverne svimlende. Efter nogle indledende kommentarer om, at vi allerede lever i den type omgivelser, som for få år siden kun optrådte i science fiction-fortællinger, oprulles i fem kapitler en række beretninger om, hvordan vi rent faktisk kan have indflydelse på den tilsyneladende eksplosive urbane vækst, som ellers – i liberalismens hellige navn – synes at unddrage sig for almindelige menneskers kontrol.

Det store eksempel er Kina, hvor det er forfriskende at møde repræsentanter for offentlige kontorer, som har til opgave at tilstræbe bæredygtighed i byudviklingen, og høre bramfri erkendelser af, at Kina i sin higen efter økonomisk vækst i årevis har begået mange af de samme fejl som Vesten. Herefter slås ned på Chongqing, den hurtigst voksende by i Kina, hvor Gehl Architects – ud fra iagttagelser, som Jan Gehl gjorde i Siena i Italien i 1965 – har forsøgt at etablere et netværk af ’stier’, der går på tværs af hovedfærdselsårene, for på den måde at generobre byrummet som et sted, hvor mennesker har lyst til at færdes og opholde sig.

Endnu mere interessant bliver det i filmens sidste afsnit, hvor det handler om Christchurch i New Zealand. Efter et kraftigt jordskælv i 2011, som lagde en del af downtown i ruiner, viste det sig, at uanset hvor meget borgerne efterfølgende længtes efter at vende tilbage til en normal hverdag, ønskede et flertal af dem ikke at genopbygge bymidten, som den så ud før jordskælvet. Folk ønskede lavere bebyggelse og mere venlige opholdssteder. Underforstået: i den tilsyneladende ’naturlige’ måde, byen havde udviklet sig på, var der ikke taget hensyn til de mennesker, som skulle bo i den. Men sådan behøver det ikke at være.

Dét er den vigtige pointe i The Human Scale. Og at lytte til den pointe er en af de væsentligste udfordringer, vi som verdenssamfund står over for i en tid, hvor megabyer er ved at udvikle sig til næste skridt: gigabyer.

The Human Scale. Instruktion: Andreas M. Dalsgaard. Dansk (Grand Teatret i København og biografer landet rundt)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her