Læsetid: 2 min.

Djævlens trappe på Louisiana

Den russiske pianist Denis Kozhukhin er en olympisk mester i teknik og leverede på Louisiana både tvivlsomme og utvivlsomme bud på fortolkninger
23. februar 2013

Det er næsten altid på Louisiana, man hører dem først, unge talenter og seriøse musikere, der ikke har haft deres billede på plakaten længe nok til, at de store koncertsale i dette land har fundet på at satse på dem.

Torsdag og fredag kunne man høre den unge russiske pianist fra Nizhny Novgorod, Denis Ko-zhukhin, spille et omfattende program på Louisiana. Her har han også netop indspillet en cd med Prokofjevs Krigssonater, hvoraf én af dem var på programmet. Kozhukhin kommer af en familie af musikere og modtog sin første undervisning hjemme, men er uddannet i Madrid på Escuela Superior de Musica Reina Sofía, hvor han fik overrakt sit eksamensbevis af den spanske dronning selv med en udmærkelse som årets bedste elev. Siden har han vundet betydelige internationale priser og er blevet kaldt Paganini of the piano på grund af sine overlegne tekniske evner.

Kozhukin har studeret både hos russiske lærere og lærere fra andre lande og traditioner, men hvad man nok hører mest, er den russiske tradition. Koncerten på Louisiana indledtes med Schuberts fire impromptuer, og sådan har jeg i hvert fald aldrig hørt dem før. Det var som at høre den russiske fætter til Schubert komme og fortælle en helt anden historie. Første impromptu blev fastholdt i noget tørt og majestætisk, så man savnede både melodi og mere rørende modulationer. Til gengæld hørte man mellemstemmer, man ikke har hæftet sig ved før. Det, der først og fremmest slog én, var, at hans klang ikke på noget tidspunkt var smuk, hvilket som sådan klædte andet impromptus kåde løb og i hvert fald var et nyt og mere skært lys på Schuberts musik. Hvad der var mere frustrerende var den tilbageholdte energi. Af én eller grund behandlede Kozhukhin både Schubert og Haydn med en vis berøringsangst især i venstre hånd, der var lige så lyrisk som den højre og undlod at trænge igennem med krop og styrke, som om der stod umlaut over alle noderne i det tyske repertoire.

Frapperende

Altså var det fantastisk at nå frem til Ligetis etuder i programmet. Kozhukin spillede tre, hvoraf den sidste »L’escalier du diable« ikke er en trappe, mange tager. Etudernes astrale impressionisme er tekniske virtuositeter og Kozhukhin afleverede alle, og ikke mindst den sidste, med frapperende overskud og olympisk teknik. Overblikket blev bevaret ved hjælp af en iPad på nodeholderen.

Før pausen spillede Kozhukhin Prokofjevs sonate nr. 3, et værk, der baserer sig på materiale helt tilbage fra 1907, mens vi efter pausen fik den store sonate nr. 6, den første af ’Krigssonaterne’ komponeret i 1940, i en helt anden tid under Stalins ydmygende diktatur. Her sattes ligeledes alt over styr til en halv times meget kvalificeret spanking af sonatens kendetegnende motto. Den langsomme valsesats var så mærkbart omgivet af hårdere kræfter, så man med Kozhukhins beherskelse af disse følte sig sænket ned i blommen af noget stort – et ganske specielt sted at opholde sig. Her mødte man kunsteren igen, selv om Ligeti stadig må siges at være aftenens helt store oplevelse, som man ikke skal regne med at opleve lignende sådan lige foreløbig.

 

 

Louisianas Koncertsal. Klaver: Denis Kozhukhin. Musik af Schubert, Prokofjev, Ligeti, Haydn. Torsdag 21. februar kl. 20

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu