Læsetid: 3 min.

Drømmen om den store kærlighed

Oprigtig sødme findes i Synnøve Søes nye bog, men hun burde have valgt et emne, hvor hun ikke havde opstillet facit på forhånd
15. februar 2013

Det billede, der står stærkest efter læsning af Synnøve Søes nye roman, Bjerget, havet, huset, som foregår i Irland, er billedet af den gamle Jimmy, der går ud i udhuset, henter en knibtang og til hovedpersonernes overraskelse hiver en lang, gul tand ud, som han dernæst lægger på sin tallerken ved siden af en halvspist bolle. Det glemmer man ikke lige med det samme.

Men så kommer Jimmys kommentar:

»Ved den søde grød, hvor har den tand dog irriteret mig, nå, men hvor kom vi fra?« Ja, hvor kom vi fra? På en måde er bemærkningen emblematisk for hele bogen, hvor der rundt om den bærende kærlighedshistorie drysses mere eller mindre dramatiske, digrederende handlinger, som glider bort igen, uden at ændre eller gribe ind i noget.

Ikke dybtfølt nok

Jimmy har fem tænder tilbage, mod bogens slutning får han de tre sidste trukket ud og får gebis. Historien om bifiguren Jimmy ender således på bedste vis, og det samme kan man sige om resten. Bjerget, havet, huset er en kærlighedshistorie, hvor de to, der skal have hinanden, får hinanden til sidst, sådan som man hele tiden har vidst, at de ville.

Især i begyndelsen er den dog ligeledes en metahistorie om sin egen tilblivelsesproces, lagt i munden på irske Colm, der er forfatter med skrivekrise:

»Hans nye roman var for løst komponeret, for fuld af intetsigende detaljer. Det var, som om ordene førte ham på vildspor, som om det var for let at skrive, det var ikke dybtfølt nok.«

Men det hjælper ikke romanen. Samme fornemmelse sidder man nemlig selv tilbage med, efter at have læst sig igennem de forhindringer, forfatteren opstiller for de to hovedpersoner.

Colm tænker om sin drømmekvinde:

»I bund og grund ønskede han sig nok en globetrotter, en veluddannet karrierekvinde og kosmopolit, og ikke en, der bare var mor. Han ønskede sig en stærk og uafhængig kvinde. Han var mere til pikant undertøj og frihed, end til en mor, der tjente til livets ophold ved at være tjener, og som malede lidt ved siden af.«

Men: »Efterhånden var hun blevet en virkelig god ven.«

Hvis passager som denne var skrevet for at udstille Colms selvbedrag, kunne de have passeret. Men de er skrevet med sideblik til læser (inden), der forventes at sukke, ’ak! De to får da aldrig hinanden’. Man mærker hensigt ... Det er hverken dybtfølt nok eller godt nok.

Og selvfølgelig viser det sig, at maletalentet er større end som så, og at danske Karen med de to dejlige sønner er stærk og uafhængig, og til syvende og sidst alt, hvad Colm kan drømme om.

Facitliste

Hemingway er Colms store forbillede og velsagtens også Synnøve Søes. I hvert fald er stilen forsøgt gjort knap, men de overflødige ord og forklarende sætninger sniger sig hele tiden ind, ligesom sidder og ønsker, at forfatteren havde læst noget lidt mindre engelsk undervejs.

»Angrebet af den forfærdeligste omgang tømmermænd kæmpede han med at få gummistøvler på,« er ikke den eleganteste sætning, man har læst.

Bogen havde fortjent en grundigere redaktør og Synnøve Søe et emne, hvor hun ikke havde opstillet facit på forhånd. Som det er nu, har hun brugt kræfterne på at udtænke en række utroværdige forhindringer – skildringen af Colm som den uopnåelige womanizer virker mildest talt ikke overbevisende – i stedet for at leve sig ind i sine personer. Det er ærgerligt, for drømmen om den store kærlighed er ikke uden oprigtig sødme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu