Læsetid 2.2142857142857 min.

Flade fornemmelser

Sandra Vaka Olsen har skabt et helt nyt landskab, hvor krop og elektronik kan være sammen
Med udstillingen ’Moving Pressure Points’ har Sandra Vaka Olsen skabt et univers, der lægger sig mellem det virkelige og det virtuelle.

Med udstillingen ’Moving Pressure Points’ har Sandra Vaka Olsen skabt et univers, der lægger sig mellem det virkelige og det virtuelle.

Christian Bretton-Meyer
8. februar 2013

Himlen er en computerskærm, og computerskærmen er en galakse. I Sandra Vaka Olsens udstilling Moving Pressure Points bliver skyerne flade, og skærmbilledet buler ud et sted midt imellem – i en ny form for virkelighed.

Det lyder søgt. Det er det ikke. Snarere tværtimod. Den norskfødte kunstner kaster vand på skærmen og affotograferer den. Effekten er meget fin. De små pixels i skærmen bliver fanget af vanddråberne, der forstørrer og forvrænger dem. Det ligner, at skærmen er blevet til en legetøjssømmåtte, som man kan presse sin hånd imod på den ene side for at se den præcis aftrykt i sømmene på den anden side. Det ligner små fiskeøjeobjektiver anbragt på en flade, der kigger ud mod publikum.

I de fem værker »Moving Blue Sky« ligner det på afstand reklamer for kurvand, overproducerede billeder af bobler. Tættere på ligner det billeder fra Mars, taget af en robot og sendt tusindvis af kilometer gennem rummet til en skærm hos NASA.

En form for protest

De fem billeder i »Moving Blue Sky« er lige brede, men varierer i højde, selvom de er en del af en serie. Og de er heller ikke hængt, som man nu hænger kunst, men anbragt helt nede ved gulvet, så det er bunden af billederne, der flugter.

De protesterer på en måde. De opponerer mod det sterile gallerirum. I processen op til ophængningen har der udspillet sig en kamp mellem krop og billede, som ingen tilsyneladende har vundet. Først har det handlet om processen fra krop til skærm. Den ser vi, når noget fysisk levende bliver reduceret til et fladt motiv på skærmen, eller eksempelvis når en tekst i en bog, hvor man kan bøje siderne, bliver reduceret til blot at være en række sorte pixels på en skærm. Og så sker der normalt ikke mere.

Men her sætter Vaka Olsen så pludselig de flade billeder sammen med elementerne igen, og ’boing’ siger de, så buler de ud af skærmen. Det er næsten, som når en blomsterbuket eller en skinke skal fotograferes, så bliver den også sprayet med vand for at tage sig særlig levende ud.

Men netop som billedet har fået krop igen og er bulet ud i rummet, bliver skærmen affotograferet eller afkropificeret og printet, helt fladt, for at overgå til en grum skæbne i et gallerirum, hvor det som konceptkunst tilmed vil pege publikum i andre retninger og dermed blive endnu fladere. Det forhindrer opstillingen. Der er noget skulpturelt over den. Og noget konceptuelt forkert ved de forskellige størrelser. Det er, som om den opløsning, der også fandt sted, da dråberne ramte skærmen, har spredt sig og er fulgt med i de senere lag. Ved nærmere eftertanke ligner det også noget, der er inficeret. Måske af svampe.

Farven blå

I serien »Moving cm, dl, sec GC« er det billederne af skyer over Gran Canaria, der er blevet klippet i bølger foroven og forneden som en lille protest. Himlen er blå som en skærm.

Og i øvrigt er farven blå vel også nærmest i sig selv en konstruktion. I gamle, gamle dage fandtes farven ganske enkelt ikke, i gammel litteratur, som i Homers værker, er blå aldrig nævnt, og hvis himlen havde en farve dengang, var det snarere grå eller hvid. Eller som i Odysseen, bronze. Først da mennesket selv kunne producere den blå farve kunstigt, blev det en farve, vi kunne se og dermed omtale, hvilket selvfølgelig gør blå som håbets farve endnu mere spektakulær.

Spænder man wikipediabukserne på, blev fiskeøjet også oprindeligt brugt i meteorologien til at se på skyer. I Sandra Vaka Olsens serie får de lov at hænge helt uden vanddråber, men alligevel opløste, de ligner et monster, der langsomt åbner munden, som de er taget kort tid efter hinanden.

Besat af skærmen

I de to værker »Moving Pixels in Bed« og »Moving Car Water Knees« er der endnu mere krop, da det er billeder fra hendes hverdag, der er blevet lagt ind i computeren, sprayet, fotograferet og lagt ind igen. Det er svært ikke at nævne tidens besættelse af skærmen, som mange lever og ser livet gennem, og dråberne som de små udposninger af personlighed, vi tilsætter, når vi bevæger os i det. Mon ikke skærmen er det største rum i vores liv. Og det mest spændende ved udstillingen er da også den sammensmeltning af to elementer – her et så vigtigt element for livet som vand – og så elektronik. Det giver et nyt landskab, så markant, at det mere ligner, at Olsen har opdaget det, end at hun har opfundet det. Som om det er helt naturligt for vand at ligge der oven på en skærm.

 

Bedømmelse: 5/6 stjerner

Sandra Vaka Olsen – Moving Pres-sure Points på IMO Projects, Ny Carlsberg Vej 68, København, til den 2. marts

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Eva Kjeldsen
    Eva Kjeldsen
Eva Kjeldsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu