Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En god dag at sige stop på

Hvis den femte ’Die Hard’-film, ’A Good Day to Die Hard’, overhovedet kan bruges til noget, er det at minde os om, hvor god den første film var Af Christian Monggaard
Hvad angår actionscener, er instruktøren af ’A Good Day to die Hard’ tonedøv: Bare det larmer, går hurtigt og går i stykker, så er det godt.

20th Century Fox

Kultur
14. februar 2013

Jeg må blankt erkende, at mine forventninger til den nye Die Hard-film, den femte i rækken, A Good Day to Die Hard, var ganske lave. Ikke mindst fordi instruktøren, John Moore, og manuskriptforfatteren, Skip Woods, hver for sig har lavet nogle af de mest elendige, hjernedøde og hjerteløse underholdningsfilm gennem de seneste 10-15 år: Genindpilningen af den klassiske gyser The Omen (2006), monsteractionfilmen Max Payne (2008), thrilleren Swordfish (2001), computerspilfilmatiseringen Hitman (2007) og superheltefilmen Wolverine (2009).

Alligevel sad den 16-årige udgave af den blaserte anmelder et eller andet sted på række otte i Imperial og håbede, at han ville være lige så glad efter at have set A Good Day to Die Hard, som han var, da han for små 25 år siden første gang så Die Hard og blev grebet af dens tidløse og nærmest fejlfri blanding af humor, drama og action, altsammen inkarneret af filmens hovedperson, politimanden John McClane spillet af Bruce Willis.

Følelsesløs

Men ak, sådan skulle det ikke gå. Det var den snart midaldrende – og hvad angår dårlige actionfilm temmelig blaserte – anmelder, som fik ret: A Good Day to Die Hard er ikke nogen god film. Den er ikke lige så dårlig som Die Hard 4 – eller Live Free or Die Hard – men den rummer stort set intet af de første to-tre films varme og menneskelighed, og hvad angår actionscener, er John Moore lige så tonedøv som Michael Bay: Bare det larmer, går hurtigt og går i stykker, så er det godt.

Mådehold findes ikke i Moores visuelle eller filmiske ordforråd, og hvad enten det er den biljagt, der kommer tidligt i A Good Day to Die Hard, eller skudduellen mellem maskingevær og militærhelikopter, der kommer senere, så synes Moore udelukkende optaget af at smadre så meget som muligt så spektakulært som muligt.

Det er overvældende til at begynde med, men bliver hurtigt trættende og kedeligt – ja, man bliver nærmest følelsesløs af at se og høre på så megen død og ødelæggelse.

Ægteskabeligt drama

Men lad os vende tilbage til begyndelsen af filmen, hvor John McClane (Bruce Willis) ankommer til Moskva for at finde sin søn, McClane jr. (Jai Courtney), der åbenbart sidder fængslet i den russiske hovedstad. Det viser sig, at sønnen er CIA-agent, der har til opgave at hjælpe den fængslede miliardær Komarov (Sebastian Koch) ud af Rusland, inden landets udenrigsminister får ham likvideret. Komarov ved nemlig noget om den magtfulde politiker, som kan ødelægge hans karriere.

Uheldigvis kommer McClane den ældre til at gå i vejen for sin søn, som ikke har mange varme følelser for sin far, men det umage makkerpar er nødt til at arbejde sammen for at redde Komarov – der dog heller ikke er, hvad han giver sig ud for at være – og sørme om ikke de undervejs, midt på slagmarken, får klinket de familiemæssige skår.

Jeg formoder, at 20th Century Fox, der producerer Die Hard-franchisen, har planer om at fortsætte den; enten med både far og søn som hovedpersoner, eller ved at sende snart 58-årige Bruce Willis på pension og lade Jai Courtney, der er midt i 20’erne, tage over. I så fald håber jeg, at de overlader instruktørstolen og manuskriptskrivningen til nogle mere opfindsomme typer end John Moore og Skip Woods.

Problemet er nemlig også, at hvor Courtney, kendt fra tv-serien Spartacus, nok har fysikken til at spille actionhelt, så er han på ingen måde lige så tiltalende og karismatisk et bekendtskab som den unge Bruce Willis. Hans John McClane var en antihelt og et alt andet end fejlfrit menneske, der lod arbejde komme før familieliv, og Die Hard var lige så meget et ægteskabeligt drama, hvor McClane prøvede at blive forsonet med sin kone og børn, da en flok forbrydere kom i vejen, som den var rendyrket actionfilm.

Den form for menneskelighed, som også karakteriserede andre af 1980’ernes bedste humoristiske actionfilm – 48 timer, Frækkere end politiet tillader, Dødbringende våben – er forsvundet med årene. Og selv om Bruce Willis i glimt viser sin sårbarhed og charme, er han i de seneste to Die Hard-film blevet lidt for meget af en hårdtpumpet actionman, som på bedste superheltemaner kan klare stort set alt, hvad skurkene smider efter ham.

Det bliver også kedeligt i længden, fordi man er holdt op med at tro på ham som menneske af kød og blod. Nej, han er godt nok ikke så hurtig længere, og jo, man forstår, at det gør ondt, når bilen, han sidder i, slår 117 kolbøtter. Men at han overlever de vildeste ting, splintrer den illusion af en form for realisme, som kendetegnede de første Die Hard-film. Endelig savner A Good Day to Die Hard en karismatisk skurk a la fra Die Hards Hans Gruber (Alan Rickman), og den dynamik og legen katten efter musen mellem Gruber og McClane, som gjorde den første film så spændende og sjov, mangler i John Moore og Skip Woods’ moderne udgave.

At A Good Day to Die Hard er en dårlig film, ændrer selvfølgelig ikke på, at de første to-tre Die Hard-film stadig kan ses med stor fornøjelse. Men både Die Hard 4 og 5 fortsætter en leg, der stoppede med at være god for længe siden. At man i Hollywood bliver ved med at trække gamle actionhelte som Bruce Willis – og snart også Sylvester Stallone og Arnold Schwarzenegger – frem af mølposen i stedet for at finde på noget nyt, handler kun om penge og understreger filmselskabernes frygt for at afprøve nye ting og koncepter i en krisetid.

Så hvis du lytter, Hollywood: Det hér er en god dag at sige stop på. A Good Day to Die Hard Instruktion: John Moore.Manuskript: Skip Woods. Amerikansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forhulan en omgang ulidelige junk film du får listet der i starten Christian. I forhold til dem er Die Hard 2-3 ganske givet gode, men de er stadigt dårlige film :)

- hvis man er til Bruce Willis er Det femte element det mest oplagt valg foruden den første Die Hard film; blændende fransk-pop arabisk musik ala Luc Besson, en spænstig Milla Jovovich og en gammel tvær Bruce Willis. Det kører bare og har scener som for altid vil stå i bevidstheden præcis som den første Die Hard film fx, da han træder rundt i glasskårerne.

Christian Monggaard

Er helt enig i, at Det femte element er en eminent film. Meget undervurderet. Men jeg synes altså også stadig, at Die Hard 2 og 3 har kvaliteter - selv om den første film naturligvis er den bedste.

OK, jeg vil prøve at tage et kik tilbage :) - men eller husker jeg nu 16 Blocks som en bedre Willis film end Die Hard 2, men det var måske fordi hans skuespil var super godt i den film; Trætheden og lugten af billig sprut vælter nærmest ned fra lærredet.

Christian Monggaard

16 Blocks er glimrende, og ja, Willis er virkelig god i den i rollen som afdanket og korrupt.