Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Hundeliv i en udkant

En svensk mistrøstig miniroman fra den nordsvenske provins
Kultur
22. februar 2013

Ola Nilssons lille roman Hundene, som er smukt fordansket af Vibeke Eskesen, finder sted i en dyb nordsvensk provins, en region, som i tilfældet med mange andre forfattere atter viser sig påfaldende litterært produktiv. Bogen er fra 2010 som første del af en trilogi, der allerede er fuldført af den 40-årige forfatter, som hermed præsenteres for os. Omslaget viser et fotografi af en dreng midt i et spring mod en blinkende elv. Det refererer til en af flere scener i teksten og markerer også en symbolsk flertydighed med henblik på en fremtid for en lille flok 14-16-årige unge, der ellers virker håbløst fastlåst i tomhed og kedsomhedens udskejelser. Den nyopførte bro over søen virker modsat sin karakter af forbindelsesled som udtryk for et sted, man kører forbi. Og netop dér har brødreparret Filip og Kalle samt søskendeparret Sanna og Ida indrettet sig et skjulested på en betonhylde under rækværket. En kammerat har tidligere taget springet og har knust hovedet mod en af de sorte tømmerstokke, der hemmeligt flyder dernede.

Misbrug

Der er således tidlige varsler om en ulystig ungdomstid, så meget mere som deres familieliv er i en sørgelig forfatning. Pigernes far er utilregnelig og psykotisk, mens drengenes far er ramt af en hjerneblødning. En mor har en dødelig lungecancer. Ida, den yngste, er med på misbrug af forskellig sprut og limsnifning og bytter sig til det for sex, som også det femte medlem af flokken, Nichlas, benytter sig af, mens Filip benoves over et sådant sceneri i det sommerhus, de bruger som mindre luftigt tilholdssted, når de ikke kan få adgang til kroballerne. Drengene har en meget ældre bror, Erik, som har et særligt nært og belastet forhold til faren – et ord som har to betydninger, som det siges. Denne har engang lemlæstet en mand, som gjorde slemme tilnærmelser til Erik, der efterhånden bliver nærmest hovedperson i fællesfortællingen, da han henter sin far hjem fra hospitalet. Den tinnitusplagede mand er en af dem, der ville bort og har forsøgt at frigøre sig fra den udsigtsløse hjemstavn og skære rødderne over, men nu næppe står det igennem.

Symbolik

Den temmelig løse, episodiske komposition er søgt holdt sammen med forskellige ledemotiver og symboler. Der er mågen, som har bygget rede på den yderste af broens buer og rasende forsvarer sine unger, hver gang de unge bruger deres førnævnte rede. Og der er især hundene, som er romanens titelord. ”;Hundene er rodfæstede her. Rodsystemets fine tråde og grove rødder forgrener sig til alle sider”;, hedder det i et helt lille kapitel af næsten lyrisk karakter om ’hunderiget’, om slægternes netværk, indgifte og systematiske byggeri. Man fandt et barnelig under guldbrædderne i det hus, hvor Ida og Sanna er vokset op. Rødderne suger alt til sig. Hundene hyler til hinanden i hunderiget. Deres spøgelsesagtige og reelle eksistens kulminerer i slutkapitlet i en konfrontation mellem Erik og faren og de to brødre. Husets hund vil fare i struben på den hjemkomne, og dermed er der lagt op til handlekraft, mod og sind til et regulært væbnet opgør. En fremtid skal afgøres.

Der leveres ikke megen tiltro til optimisme i denne på én gang løse og tætte fortælling med en både eksplicit og symbolsk psykologi indlagt om bundne skæbner i skummelt nordisk lys. Og det synes heller ikke at skinne varmt og klart i de følgende to dele af romanen om flere andre figurers tilskikkelser i forsøgene på at skære rødderne og halsen over på hundene. Bind to, Englene, loves leveret på dansk til efteråret. Man kan have en dunkel lyst til også at læse den.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her