Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Jagten på den gådefulde H. Melville

18 år efter sin debut er Michael Palin tilbage i romanform med en velskrevet og tankevækkende historie om en ordinær mand fanget i en ekstraordinær miljøkonflikt
Kultur
8. februar 2013
Komiker, skuespiller, tv-rejesguide og forfatter, Michael Palin er tilbage med sin anden roman.

Det er svært ikke at holde af Michael Palin. Som komiker i Monty Python og siden skuespiller i flere populære film har den nu snart 70-årige brite haft stor succes med at ramme det ordinære og genkendelige i sine figurers grinagtige kejtethed.

Hvem har for eksempel ikke haft lyst til at lægge ordene i munden på Ken, hans stakkels, stammende småforbryder og dyreelsker fra Fisken de kaldte Wanda? Vi holder af ham – Ken såvel som Palin – fordi han er menneskelig.

Samme everyman-kvaliteter, som man kalder det på engelsk, har gjort Palin til en populær rejseguide i en lang række tv-programmer; og de bærer også handlingen i Sandheden, Palins første roman siden den 18 år gamle debut Hemingways stol.

Sandheden hovedperson er den 56-årige journalist og forfatter Keith Mabbut. Tidligt i karrieren havde han »fået en vis succes som miljøjournalist og var blevet ret anerkendt«, men de seneste år har drømmen om at skrive vigtige bøger fortonet sig bag undervisning og bestillingsopgaver. Han er for så vidt endt som en ganske ordinær mand.

Tilbage i London fra en opgave for et olieselskab på Shetlandsøerne bliver Mabbut pludselig ramt af selvmedlidenhed. Hans ekskone skal giftes igen, hans børn er ved at blive voksne, og den kvinde, han mødte på Shetlandsøerne, vil han sikkert aldrig få at se igen.

Mabbut beslutter sig for at skrive den roman, han altid har drømt om, men så ringer hans agent med et spændende tilbud, der oven i købet vil sikre ham økonomisk: En biografi om den magtfulde miljøaktivist Hamish Melville.

Nærmest lé carresk

Som i Herman Melvilles Moby Dick, hvor kaptajn Ahab stædigt jagter den store hvide hval, må også Mabbut af sted på en farefuld færd for at finde Hamish Melville – og som i Melvilles mesterværk er en vægtig pointe også hér, at sandheden afhænger af øjnene, der ser. Mabbuts forlag insisterer på at få den sande historie, men hvem er idealisten Harmish Melville egentlig? Hvem gemmer han sig for? Hvem betaler ham? Og skygger Mabbuts egen idealisme for historien?

Det er svære spørgsmål, Palin forsøger at besvare, men bortset fra et par lange argumentbårne replikskifter, der minder om en diskussion fra en antropologitime, gør han det let og uanstrengt hele vejen gennem sit i øvrigt velkomponerede plot.

Bedst er Sandheden i afsnittene, der foregår i London, hvor spændingerne mellem den småtriste Keith og hans familie – samt forlagets gradvist mere gådefulde dagsorden – lader sig afspejle i den grå storbys dystre restauranter, kaotiske trafik og ensomme dagligstuer.

Glimtvist får Sandheden ligefrem præg af et lé carresk kammerspil, hvor den personlige samvittighed konfronteres med samfundets fremdrift og behov; uden samme litterære kvaliteter og kradse kant som hos Lé Carre, naturligvis – dertil er Michael Palin for rart et menneske og for ordinær en skribent – men resultatet er ikke desto mindre en fornøjelig, sympatisk og velskrevet økothriller.

 

Sandheden
Michael Palin
Oversat af Henrik Torjusen
Forlaget Hetland
344 sider
250 kroner

 

Michael Palin kan opleves i Den Sorte Diamant i København den 22. marts.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her