Den kroniske klapsalve

En samtale med billedkunstneren Hans Ticha, mens han viser rundt i sine værker, er lidt som at se på hans billeder. Tingene er ofte noget andet og mere, end mand tror, og begreberne modsvarer heller ikke nødvendigvis forventningerne.

»’Formalisme’, ja, sådan blev den slags kaldt,« han ler, let fnysende: »Fuldstændigt harmløse ting! Det forekommer jo helt uvirkeligt i dag.«

Hans Ticha peger hen over en stribe billeder fra sidste halvdel af 1960’erne. Blikket falder på værker som Vandcykel færdiggjort i 1969 og Kvinde med rosa parasol fra 1970. Billeder, der udstråler krop, stoflighed og glæde.

’Formalisme’ var et hårdt stempel at få som 25-årig kunststuderende i et Østberlin, der i 1965 på alle måder var lukket om sig selv. Berlinmuren var nybygget, byen lå stadig for en stor dels vedkommende i ruiner, og kulturpolitisk var det en periode med stram puritanisme. Kunsten og kunstnerne skulle gøre nytte og ikke som den unge Hans Ticha gå rundt og fjolle med surrealisme, popkunst og avantgardisme.

»I den alder kender man jo ikke sig selv, man er ikke fortrolig med sit udtryk. Så det var en meget rystende oplevelse. Det satte mig i stå i forhold til den kunstneriske uddannelse, og jeg søgte tilflugt på akademiets brugsgrafiske linje. Maleriet kunne jeg ikke komme nogen vegne med, syntes jeg; her kunne jeg måske få en levevej,« fortæller han.

Og dermed var hans dobbeltspor lagt: Den formeksperimenterende kunstner, som i det stille og ofte skjulte udviklede sit eget udtryk trods officiel modvilje – og så grafikeren, illustratoren og tegneren, der i masseoplag på plakater, omslag, vignetter, tidsskrifter, aviser og op mod 100 bøger på samtlige DDR-forlag tegnede sig ind i bevidstheden på et par generationer af DDR-tyskere på samme måde, som stregen fra Ib Spang Olsen, Arne Ungermann eller Aage Sikker Hansen har vævet sig ind i dna’et på et par generationer af danskere.

Udstilling i Danmark

Det er først og fremmest malerierne, der de næste par måneder kan ses på udstillingen Modspil på Arbejdermuseet i København, men også et mindre udsnit af hans plakater og bogillustrationer.

»Kunstnerisk var der kun få muligheder på akademiet. En af dem var en progressiv professor, som jeg turde have tillid til. Jeg opsøgte ham personligt på akademiet med en stak af mine hjemmearbejder under armen. Inde på kontoret fik han et chok, da han så billederne. Han skyndte sig at låse døren – og gav mig så en grundig og kritisk gennemgang. Bagefter sagde han: ’Det her teater gentager vi ikke; fremover kommer jeg hjem til dig’.«

I 1976 fik Hans Ticha som 36-årig sin første udstilling i Berlin. Han fortæller, hvordan den stramme kulturpolitik under stalinisten Walther Ulbricht i 1960’erne var blevet løsnet noget med Erich Honeckers magtovertagelse i 1971.

»Sport blev i de år et tema med lidt flere muligheder,« han peger på billeder som Forhindringsløb (1975) og Mandskab (1974). »Det var det eneste område, hvor DDR udadtil kunne optræde med en vis overlegenhed, det gav lidt kunstnerisk spillerum. Det blev ikke sagt direkte, men det kunne mærkes.«

Censurens fokus

Hans Ticha beder en af museets ansatte låse en af montrerne med bogillustrationer op, der er noget, han vil vise frem. Den ansatte får Ticha talt fra det – der kommer ’rigtigt’ publikum lige om lidt. Så han må nøjes med at forklare, mens han peger på montren: Bogillustrationer var mindre overvågede end gallerier og udstillinger. 20 gæster til en udstilling i en baggård tiltrak sig fuld opmærksomhed fra partiet, mens 10 illustrationer i en bog med et oplag på 100.000 kunne glide glat igennem – ikke at man kunne tillade sig alt, men man skulle ikke redegøre for alt. Det gjorde, at Tichas generation af grafikere i stigende grad arbejdede med illustrationen som netop en kunstart, også i reproduktionen.

»Bogillustrationer blev derfor ofte lavet som litografier, hvor det enkelte tryk modsat offset-teknikken er unikt. Her findes ikke to ens tryk, selv om oplaget runder 100.000. Arbejdet med sådan en bog kunne tage to år.«

Han advarer mod at forstå censurens fokus som inkompetent. Den var meget kompetent – både kunstnerisk og i sin vurdering af, hvordan kunsten virker i samfundet. For eksempel var det ikke ualmindeligt, at en udstilling – i fuld forståelse med censuren – havde et par rum, der kun blev åbnet for et udvalgt publikum. Så havde censuren gjort sin pligt uden at stå unødigt i vejen. Hans Ticha nævner, hvordan et af hans billeder på den måde blev gemt af vejen, så partitoppen ikke skulle blive forskrækket under åbningen af Den Nationale Kunstudstilling sidst i 1970’erne i Berlin.

Politbillederne

Det er Hans Tichas anden udstilling i Danmark. Første gang var i forbindelse med 20-året for Berlinmurens fald. En udstilling, der udelukkende bestod af hans hemmelige produktion fra primært 1980’erne. Politbillederne, som han kalder dem. Før Murens fald var det kun ham selv og hans kone, der kendte til deres eksistens.

»Den opblæste fejring af succeser, der aldrig fandt sted,« siger han om politbilledernes gennemgående motiv: klakørerne, de små ansigtsløse hoveder med de store overdimensionerede klappende hænder, der bare klapper. Det endeløse, tomme bifald og så militarismen er for Hans Ticha ikonet på DDR.

»Det er måske noget af det, der generede mig allermest – at man ville opbygge socialismen og så omgav sig med en så barok militarisme, der gennemsyrede samfundet allerede fra børnehaveklassen.«

Ikke bare politbillederne, men også Tichas arbejdsmetode var ulovlig. Da aviser pr. definition altid skrev sandheden, men sandheden var meget omskiftelig, var det forbudt at samle og gemme avisudklip. Han peger på en skitseblok i en af montrerne. Mange af hans forlæg er netop billeder fra avisudklip – af klappende partiforsamlinger, smilende partibosser, vinkende arbejdskolonner, snorlige parader og bliver til billeder som Bifald fra 1983. Billederne er parafraser over styrets selvfremstilling og paroler – ofte afkortet og dermed udstillet i al deres tomhed. På billedet Freie Jugend fra 1978 har partiets ungdomsorganisation, Freie Deutsche Jugend, fået forkortet sit navn. På 99,9 % fra 1982 er der kolonner af vælgere, der med ens ja-stemmer i hånden står i kø for at bekræfte den tomme parole Es lebe (længe leve). Den unisone enighed er blevet målet, indholdet er væk.

Og avisernes grove raster er ikke sjældent gengivet i groteske forstørrelser på malerier som Schweißtuch (Svededugen) med Marx, Engels, Lenin og Stalin i klassisk Rip, Rap og Rup-profil – en titel med klare religiøse referencer.

»Jeg har selvfølgelig lånt udtryk fra popkunsten, men den er forbundet med et forbrugssamfund, vi ikke kendte til i DDR,« siger han om prædikatet popkunstner, et af de mange udtryk om ham, som han ikke rigtigt bryder sig om. Det eneste stempel, han for alvor vil stå ved, er ’skeptiker’.

Perverteringen

Selv om Hans Ticha således også afviser at have været den dissident, han ofte fremstilles som, er han alligevel bekymret for, om den kritik og skildring af DDR, som ligger i hans billeder, kan komme til udtryk og blive forstået i dag. Det er nemlig ikke specifikt DDR, men diktaturet i almindelighed, der er hans ærinde.

Billedet Hoch, hoch! fra 1983 er et tilbagevendende motiv både før og efter Murens fald. To ansigtsløse figurer med arbejderbevægelsens revolutionære knytnæve og partibureaukratens afrettede slipseknude. Hans bekymring er, om billedet udelukkende bliver opfattet som sjovt og satirisk.

»Partiet hentede sit sprog og sine symboler fra arbejderbevægelsen, tømte dem for indhold – og perverterede dem. Er det tydeligt i dag? Forståelsen af det billede bliver med tiden hæmmet af, at det selvfølgelig også er bundet til sin tid. I stigende grad må beskueren selv tillægge det værdi og betydning,« siger han.

’Modspil – Hans Tichas kritiske kunst før og efter murens fald’. Arrangeret i samarbejde med Galleri Heike Arndt. Arbejdermuseet, Rømersgade 22, København, til den 12. maj