Læsetid: 2 min.

Lars Skinnebach, formoder jeg?

Daniel Dalgaard får slet ikke skåret navlestrengen over til sin læremesters digte. Et sted derinde aner man et eget talent, om det så kan bære må næste bog afsløre
8. februar 2013

Det er ikke normalt at gå op i, hvem en debutant er blevet undervist af på Forfatterskolen. Men Daniel Dalgaard har tydeligvis haft Lars Skinnebach, og det har sat alt, alt for stærke spor i Vi er ikke konger, hans første digtsamling.

Et helt udtræk af skinnebachske sprogtricks fylder de her digte. Det særlige tonefald, hvor udråb og aggressive og intime henvendelser fletter sig sammen – og hvor man ikke ved, hvad der er mest ubehageligt, foragten eller de indsmigrende toner – den nærmest hakkende brug af gentagelsen som figur, som Skinnebach har arbejdet med i sine sidste tre bøger. Den dobbelttydige syntaks, følelsen af et sprængt, uigennemtrængeligt, tit nærmest abstrakt rum.

De demonstrative blandinger af intimt og offentligt i billedsproget, forsøget på at skrive på én gang hudløst følsomt og med en verdenstræt dekadence. Selv Skinnebachs tilbagevendende temaer – kritikken af digtet som en meningsløs luksus, hans nye fokus på klimakrisen – dukker op.

Her er et eksempel, der er så tæt op ad forlægget, at det nærmer sig det parodiske. Det er fra et af de lange, slanke digte fra bogens første del, »Menneske«, men det er kun manglen på intensitet og prægnans som gør, at det ikke kunne være taget direkte fra en af lærerens bøger:

»tilfredsheden er fængslende/ i vinterens/ labyrinter du/ ligger vel ikke der/ og rører ved dit skridt/ du skal visne/ i det personlige/ pronomen/ til jeg fritager/ dig for ansvar/ til skyerne er/ blå, udbryderkonge!«

Et andet eksempel, nu fra det lange digt »Velkomst« fra bogens sidste del, »Til ungdommen«:

»Jeg savner sådan at længes efter én,/ bare et lille selvhad et selvmord fra ét menneske til et andet. Kig!/ mig nu i øjnene når jeg taler til dig, verden/ skal stå stille når jeg taler til den. Stille verden, stille sind!«

Den sproglige udklædning

Nåja, Skinnebach selv skriver fremragende digte på den formel. Og nogle passager i Vi er ikke konger er da også fine, især når billedsproget får lov til at folde sig ud – »Kranernes skygger deler byen/ som sorte kanaler, stille hvilende vand som et sort der hviler som et øje«, den slags.

Andre steder fornemmer man ansatserne til noget andet, især i et afsnit med prosastykker og i et par digte, som er langt mere enkle i det. Denne strofe er værd at huske: »Den ene undskyldning/ oven på den anden/ som en bro at gå på«

I de øjeblikke, og der er nogle stykker, men ikke for mange af dem i bogen, tænker man, nåja, som digter har Daniel Dalgaard også sin egen stemme. Den ville være fin at læse noget mere af. Men i Vi er ikke konger føles vreden og desperationen alt for tit som en påstand, der egentlig ikke er dækning for. Og alt for tit føles det sproglige virak som noget udklædningstøj, digteren nok har taget på, men egentlig ikke ved hvorfor han skal optræde i.

Alt for tit er det som om, Dalgaard ikke skriver sine egne, men en andens stiløvelser. Det kan være kompetent nok udført, men det er altså ikke rigtig godt.

Vi er ikke konger
Daniel Dalgaard
Rosinante
60 sider
200 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu