Læsetid: 3 min.

Menneskets Sisyfos-eksistens

De to ventende vagabonder gør, hvad de kan for at få tiden til at gå. Samuel Becketts tragikomiske syn på den menneskelige natur står lyslevende i en stramt komponeret opsætning af ’Mens vi venter på Godot’
19. februar 2013

Hvad laver vi her? I Becketts teaterklassiker er der kun et svar på livets største eksistentielle spørgsmål: »Vi venter på Godot«.

Med dette absurde mål i sigte affinder stykkets to vagabonder sig med livets lod og fordriver tiden med stort og småt. Det samme tvinges publikum til.

Mens vi venter på Godot er ikke teater, hvor man svæver væk og glemmer sig selv. Tværtimod. Vi forholdes påtrængende livets absurde meningsløshed og tvinges til at vente – på mening, replikker og handling – i et goldt univers, hvor alting går i ring, og hvor tre små blade på et dødt træ står som eneste formildende tegn om håb eller udvikling.

Man kommer på den måde godt ned i tempo med de to rørende landstrygere Gogo (Estragon) og Didi (Vladimir), der spilles glimrende med stor indføling af Jesper Asholt og Jesper Lohmann, og det er snarere pauserne end handlingen, der trækker læsset.

Asholt, den lille utålmodige hidsigprop med jysk lune, og Lohmann, den mere laissez faire-drømmer, komplementerer hinanden fornemt. De to venner, forstår vi, har fuldt hinanden i tykt og tyndt på livets landevej de seneste 50 år. De er som et indforstået gammelt ægtepar, og der skal mere end en selvsmagende stor i slawet-levemand (vidunderligt spillet af Stig Rossen) og hans selvudslettende slave (Søren Bang Jensen) til at rokke ved deres trummerum af rutiner og trivialiteter.

Ligeledes er Birgitte Mellentins scenografi uhyre enkel, nærmest skrabet. En sten, et træ, en horisont og en måne udgør det nøgne scenebillede. Det er det hele.

Meta-meningsløshed

Altoverskyggende er det således de skarptskårne replikker og ikke mindst rytmen i leveringen af disse, der bærer stykket. Og mere skal der ikke til for at lave fremragende teater, når manden bag hedder Samuel Beckett, oversætteren er Klaus Rifbjerg, og iscenesætter Morten Grunwald vælger at være så kompromisløst tro mod dramatikerens henvisninger.

Dialogen får mesterligt lov at indfange, hvad man som publikum netop føler, mens man sidder og ser stykket – og på et mere højpandet plan, hvad vi alle dybest set tumler med i forhold til livet.

»Der er ingen grund til at miste modet lige nu,« lyder det blandt andet fra Gogo. Underforstået; nu har vi stået så meget igennem, hvorfor ikke fortsætte helt til slutningen?

På samme måde føler vi det på egen krop, når han senere forpint udbryder: »Jeg kan ikke fortsætte på denne måde,« og Didis hurtige svar: »Det er noget, du tror« får et syrligt, selvransagende smil frem.

For vi bliver jo ved. Som Sisyfos op ad bjerget, som mus i en trædemølle eller lemminger på vej udover kanten måske. Men ikke desto mindre ’venter vi alle med stor tålmodighed og stor opfindsomhed’.

Galgenhumor og galimatias

Menneskets hårde skæbne balanceres undervejs fint af charmerende galimatias og forløsende galgenhumor.

»Hvor tiden dog flyver, når man morer sig,« griner Gogo blandt andet ud til os, og latteren i salen bølger. Dels fordi det i situationen er skægt, men mindst lige så meget fordi stykkets stilstand nærmer sig det pinefulde. Faktisk bliver enkelte publikummer så påvirkede af den insisterende tomhed, at de højlydt begynder at kommentere på dialogen i ønsket om flere forløsende grin. Men Didi og Gogo er ikke nogen Gøg og Gokke, og denne forestilling forfalder rosværdigt ikke til klovnerier. Den går planken ud.

Det er hård teaterkost at sidde fastlåst i Becketts greb. Meningsløsheden er ikke sådan hverken at undslippe, holde på afstand eller ryste af sig efterfølgende. Men man kan som bekendt få tiden til at gå på mange måder, og at vente på Godot i dette ypperlige selskab anbefales varmt. Det er stor kunst, skåret helt ind til benet.

 

’Mens vi venter på Godot’ af Samuel Beckett. Instruktion og bearbejdelse: Morten Grunwald. Medvirkende: Jesper Asholt, Jesper Lohmann, Stig Rossen og Søren Bang Jensen. Scenografi: Birgitte Mellentin. Oversættelse: Klaus Rifbjerg. Turné indtil 20. februar. Herefter Folketeatret indtil 27. marts.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu