Læsetid: 2 min.

Mere nordisk kormusik, tak!

Mogens Dahl Kammerkor er advokat for en kulturskat, der tirsdag viste sit stærke potentiale ved en kammerkoncert
22. februar 2013

Nordisk kormusik er lige så stor en kulturel genistreg at dyrke, som nordisk design og nordisk køkken er. Selvfølgelig skal vi have mere af det. Mogens Dahl Kammerkor har allerede indspillet tre North-cd’er, og Mogens Dahl Koncertsal er et lille tempel for den berettigede kult.

Tirsdagens korkoncert i Mogens Dahl Koncertsal med værker af svenske Per Gunnar Petersson, og danske Carl Nielsen/John Høybye og Per Nørgård, krydret med japanske Toru Takemitsu var en veltilrettelagt og smagfuld koncert.

Organisten fra Älmhult, Per Gunnar Petersson, var selv til stede denne aften for blandt andet at overvære en uropførelse af værket »Den stora gåtan«, der ligesom værket »Romanske bågar« er skrevet til tekster af nobelpristageren Tomas Tranströmer. Flotte klangbilleder illustrerede den transcenderende verden i »Den stora gåtan«, men ordene syntes alligevel let omklamrede og fremmede for sig selv i deres musikalske udsættelse. På samme måde i »Romanske bågar«, hvis smukke tekst ikke vandt ved tonernes ivrige illustrationer – uagtet at musikken var smuk i sig selv.

Så dansk

Værket »Aftonland« derimod har fundet sin egen helstøbte stemning og er et betagende værk til digte af Lagerkvist. Det ensomme jeg fik en flot skikkelse af en mezzosopransolo, smukt sunget af Sophie Thing-Simonsen fra balkonen, mens et valdhorn, spillet af David M.A.P. Palmquist, kæmpede sig vej rundt i aftenlandet.

Carl Nielsens sange synes både at opfinde og illustrere en særlig dansk musikalsk ånd, og sat over for en svensk folketone fremstår de nærmest eksotisk levende og komplekse. John Høybyes arrangementer fylder i al deres tro umiddelbarhed melodierne ud og tilføjer dem ekstra flerstemmigt liv. Lidt uforståeligt blev de alle sat an i samme friske tempo, så det i høj grad mere var flowet end nuancerne, der blomstrede, og sange som »Sænk kun dit Hoved, du blomst» og »Tidt er jeg glad« blev lige lovlig let overståede, og synkoperne i »Solnedgang« faldt forvirrede ud.

Slagtøjstrioen EKKOZONE slog sit navn fast med høj musikalsk standard og professionalisme. Japanske Toru Takemitsus »Rain Tree« var smuk vandmusik, der blev ved det klanglige, men alligevel føjede rytme til aftenens program.

Over alle oplevelser denne aften stod Per Nørgaards »Drømmesange« for kor og slagtøj. Her blandedes nordisk og asiatisk med en vuggesang efter kinesisk forlæg fra Finn Methlings radiohørespil »Tigerens, Harens og Dragens timer«, og her hoppede hjertet uafbrudt for Nørgaards genialitet. En folkelig, tredelt takt vuggede inciterende af sted med barnets ord, mens slagtøjet opbyggede et evigt ekspanderende univers af rytmer rundt om.

 

Mogens Dahl Kammerkor. Dirigent: Mogens Dahl. Værker af Petersson, Nielsen/Høybye, Takemitsu og Nørgaard. Mogens Dahl Koncertsal i tirsdags

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu