Læsetid: 4 min.

En mester klør sig i sin fortid

Nick Cave skyder sig selv som et diskret projektil ud ad midtvejskrisen med en ætsende kraftpræstation – og lancerer sit bedste album i 16 år
Nick Cave, 55, er helt overrumplende fremragende på sit 15. album. Han er en ætsende poet og hans statelige håndlangere er med alderen stadig bedre.

Nick Cave, 55, er helt overrumplende fremragende på sit 15. album. Han er en ætsende poet og hans statelige håndlangere er med alderen stadig bedre.

Rune Hellestad

19. februar 2013

Når en mand som Nick Cave vender tilbage med et nyt album, så er man ikke kun i selskab med hans album, men også med hans historie – og med sin egen historie med ham.

Hr. Nick Cave. 55-årig australsk gentleman med mord, hor og drukkenskab i sin rustne, men skarpslebne fyldepen. En syfilitisk prædikant, som har haft og stadig har en del at sige om middelklassens ideer om sjælehygiejne. En mester, der har måske havde sin storhedstid i 90’erne, men som også har givet os store sange og indtil flere genopstandelser i 00’erne. En sanger og sangskriver, der har pejlet et mørke, som siden er blevet betrådt og udvidet af musikere som PJ Harvey, Tindersticks, Lambchop, The National og herhjemme Marie Fiske, og måske sågar Peter Sommer. »I am an embryo eating dark oxygen«. Der er gået fem år siden hans sidste plade i front for sine tro væbnere The Bad Seeds, det arrige agit-blues-gospel-album Dig Lazarus Dig!!!

I mellemtiden har han lagt sideprojektet Grinderman i graven (selv om de genopstår for en kort bemærkning i april), og endnu en tro væbner har vaklet i troen og forladt skuden. Blixa Bargeld gik allerede fra borde i 2003, og i 2009 afmønstrede Mick Harvey.

Uden to af hans centrale ankermænd må Cave naturligvis navigere på nye måder, og det lykkes helt overrumplende fremragende på det 15. album fra den ætsende poet og hans med alderen stadig mere statelige håndlangere.

Push The Sky Away folder et atmosfærisk lagen af hvislende og sitrende instrumenter ud bag sangene. Kvindekor løfter sangene opad, og de fabelagtige strygerarrangementer taler i mange forskellige tunger. Forsirer, understreger, modsiger, forstørrer, digter videre, når Cave tier.

Bandet larmer mindre end nogensinde før, synes nærmest at slå ring om protagonisten for at give plads til ransagelserne af skæbnen og det menneskelige vilkår. Og Cave lyder mere følsom, behersket, snu og anfægtet, end denne anmelder i hvert fald kan huske.

Sangene er alle skrevet sammen med Warren Ellis. Værd at bemærke, fordi Cave også samarbejdede med Ellis i det noget mere brunstige sideprojekt Grinderman, som lignede en flugtvej fra midtvejskrisen og ind i mandehulen.

Dundrende diskret

Og det er værd at bemærke fordi Push The Sky Away søger udfrielse på langt mere tilfredsstillende måder. Tyst, overgivende, tilgivende, med masser af rum. De angriber ikke, de blænder ikke, de omfavner og overvælder. »And we know that there’s no need to forgive«. Og det er jo i sig selv en tilgivelse. Der navigeres behændigt uden om de tendenser til at blive sin egen kliché eller skyde genveje gennem mageligheden, som der har været eksempler på i Caves 00’er-produktion. Og det er især The Boatman’s Call tyste sammenbrud i 1997, der springer frem i erindringen, og det er også i denne skribents ører hans bedste album siden dengang.

Selv om Push The Sky Away er en dundrende diskret landvinding, så høstes der også i gammel jord (det er jo også en måde at finde ny mening på). Der er en blues-, soul-, gospel- og country-musik på spil, ja, omkvædet på »Wide Lovely Eyes« sender en hilsen til Johnny Cash og June Carter Cashs »Ring of Fire«.

En mester klør sig i sin fortid, og det er dér, det har det med at klø allermest, når det ikke klør mellem benene.

Hvad indeholder en lovesong

I sin forelæsning The Secret Life of The Love Song, som Cave første gang holdt på Kunstakademiet i Wien i 1999, fortalte han, hvordan han som ung forsøgte at undgå at blive som sin far, men at han nu i en alder af 40 måtte erkende, at han lignede ham mere og mere. Faderens død, da han var 19, blev også hans store inspirationskilde. »Et stort hul blev blæst ud af mit liv,« fortalte han i 1999. Hans far lærte ham at skrive, og det viste sig at være det eneste, der kunne fylde tomrummet. »Som om han forberedte mig på sin bortgang.«

Og så fortalte han, hvordan kærlighedssangen aldrig er virkelig lykkelig.

»De sange, der fortæller om kærlighed uden i sine linjer at have en smerte eller et suk, er ikke kærlighedssange, men snarere hadsange forklædt som kærlighedssange, og man skal ikke stole på dem. Disse sange nægter os vores menneskelighed og vores gudgivne ret til at være sørgmodige. Og radioæteren er overstrøet med dem.«

Prædikende og lummer

Det er Push The Sky Away ikke, i stedet er den svanger med fortabte kærlighedssange. Der er den elskedes afsked på »Wide Lovely Eyes«. Der er Bee, som havde en historie, men ingen fortid, i den mesterlige sang og på gaden »Jubilee Street«. Og der er Mary Stanford, som Cave møder i sine drømme efter at have færdigskrevet »Jubilee Street« – på sangen »Finishing Jubilee Street«. Og der er masser af havfruer og piger i og ved vandet, som lokker og drager, knuser hjerter og rejser jern. Faldne kvinder og forfaldne mænd.

»Some people say it is just rock’n’roll/But oh, it gets right down to your soul«.

Det er alvor det her, folkens. I hvert fald hvis man har en historie med Cave eller er åben over for at få det. Mens jeg har skrevet denne anmeldelse, har jeg – i god tone – skændtes med min hustru om kvaliteten af Push The Sky Away. Hun har gjort grin med Caves prædikende toneleje, visdomsretorikken i sine fraseringer, de seksuelt lumre undertoner.

Falder det tilbage på denne anmelder, at han synes, det er en fantastisk plade af akkurat de samme grunde? Selvfølgelig.

Hans historie og historiefortælling falder på en eller anden måde sammen med min, når jeg lytter til ham. Og jeg er stolt af det – og især af Cave.

Nick Cave & The Bad Seeds: ’Push The Sky Away’ (Bad Seed Ltd./Playground)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Svenningsen
  • Rune Møller
  • Martin Lund
  • Eva Kjeldsen
  • Mona Jensen
  • Christoffer Hansen
  • Henrik Rude Hvid
  • Anders Kristensen
Vibeke Svenningsen, Rune Møller, Martin Lund, Eva Kjeldsen, Mona Jensen, Christoffer Hansen, Henrik Rude Hvid og Anders Kristensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Blandt Cave's mange kunstneriske berigelser af verden kan også filmen 'The proposition' fra 2005 anbefales; et fremragende stykke australsk kulturhistorie, som Cave skrev både manuskript og musik til (sidstnævnte dog sammen med Warren Ellis).
http://www.youtube.com/watch?v=G7V-CW_SUos&feature=player_detailpage

Emil Moe, jan petri, Henrik Rude Hvid, Simon Olmo Larsen, Michael Kongstad Nielsen og Anders Kristensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Det var faktisk en fejl, at jeg kom til at anbefale Peter Jensens kommentar ovenfor (fumlefingeren), da jeg efter at have åbnet traileren til "The proposition" blev overbevist om, at dette dog var en ekstrem voldelig og rædselsfuld film, som jeg aldrig ville kunne anbefale for nogen,

Michael Kongstad Nielsen:
Du har mulighed for at kontraklikke på 'Stødende kommentar' - måske kan debatværten gøre noget. Iøvrigt ville Cave nok have svaret dig at filmen kun er et tilnærmelsesvist forsøg på at skildre en langt mere depraveret og voldelig virkelighed, som den udspillede sig for de faktisk levende i den pågældende epoke. Men når dét er skrevet, så bør det nævnes at filmen indeholder momenter med stor episk og monumental skønhed, hvis man altså kan tage det rædslerne med.

Den er så fremragende den plade, at det er til at få tårer i øjnene af. Nick Cave og også Tom Waits har som få store kunstnere formået at holde standarden helt i top.

Nic Caves musik/sang i den helt fantastiske fuglefilm af Jaques Perrin :
"The Travelling Birds".
Jo, det er mesterlig og godt rundet.

Debattørerne bedes respektere, at det ikke er tilladt at dele ophavsretsbeskyttet materiale uden forudgående tilladelse fra producenten.

Debatvært
Espen Fyhrie

@Michael Kongstad Nielsen

The Proposition er på ingen måde en hjernedød voldsfilm og faktisk en af de bedste jeg har set. Jeg kan klart anbefale alle at se den.

Vibeke Svenningsen

Jeg har ikke set den pågældende film, men læst hans seneste bog "Bunny Munros død" - bestemt også læseværdig. En meget spændende og alsidig kunstner. Mht vold og splat i film, så jeg for kort tid siden Taratinos "Django" , og der var dælme ekstrem meget splat og vold så det baskede, men det gjorde op ingen måde filmen ikke væsentlig og umådelig godt fortalt...men hold da op.