Læsetid: 3 min.

Minna mangler et røvhulsfilter

Vittig og klog lille roman om en kvinde, som mangler sin egen stemme og sin egen lyd, fordi hun simpelt hen er for sød
1. marts 2013

I Dorthe Nors’ roman fra 2003, Stormesteren, møder vi som biperson en venlig kvinde sidst i 20’erne. Sådan én, der tager opvasken hos sin depressive kæreste, når han gror til i møg, kun for at blive forladt, når han får det lidt bedre.

I Dorthe Nors’ nye roman Minna mangler et øvelokale er den venlige Minna avanceret til hovedperson. Nors har valgt at fortælle Minnas historie (næsten) kun i hovedsætninger, og som så ofte skaber begrænsningen nye muligheder. Hver sætning er skåret standupagtigt præcist, en metafor eller beskrivelse, så er dén sindsstemning eller person barberet: »Minna er lidt af et værtsdyr,« opsummerer fortælleren allerede på side 18. Menneskelige snyltere har slidt på den overskudsagtige unge pige, vi mødte ti år tidligere: »Minna har ikke set sit eget menneske længe. Minnas menneske har slidte spidser. Minnas menneske har sorte rande.«

Omsider har Minna selv erkendt, at hun har et problem. Hvad nytter et rart væsen og et godt humør, hvis man nærmer sig 40 og hverken har mand, barn eller karriere af betydning? Til gengæld har Minna en forsmået eksveninde, en krakilsk søster og en mor, der egentlig ikke har brug for hende.

Sproget vibrerer frit

Minna mangler kort sagt et røvhulsfilter. Sådan ét, der frasorterer menneskelige snyltere, som i form af kursusbekendte og gamle elever kobler sig på værtsdyret Minna. Hun er komponist, men mangler et øvelokale. Hun udvikler sig ikke som musiker, når hun må spille lydløst på elektroniske instrumenter for ikke at udløse naboernes rasende protestbankelyde. Hertil kommer, at kæresten Lars, journalist og starfucker, slår op med hende pr. sms. Nærmere adspurgt om grunden lyder Lars’ næste sms: »Men jeg er jo ikke forelsket i dig.« I stedet er Lars faldet for den guitarspillende Linda Lund, som han eksponerer i avisen over seks spalter, så Minna får åndenød af skuffelse og sorg: »Minna kan knalde en journalist uden at få sit billede i avisen./ Linda Lund skal bare skrå over gaden.«

Minna må simpelt hen opøve en evne til at sortere i mennesker. Hun flygter til Bornholm, hvor hun engang holdt ferie som barn, og hvor hun nu kan lægge tilpas afstand til plagsomme familiemedlemmer og bekendte i Jylland og København. Mobiltelefonen dunker dog fra rygsækken »som en vred arterie«, men den slags har klippeøen faktisk råd for. I det hele taget rummer dannelsesrejsen håb og små sejre, ja, måske endda en ny fremtid. Pludselig har Minna lov til at høre sig selv synge ud over vandet, og mens hun gør det, dukker en skægget mand op, der ligner Lars! Ham sender hun havfrueblikket. Minna har fundet sin stemme, måske endda sin prins?

Dorthe Nors (f. 1970) debuterede med romanen Soul og har senest udgivet kortromanen Dage. Hendes novellesamling Kantslag er solgt til udgivelse i USA, til forlaget Graywolf Press, der også udgiver norske Per Petterson. Forrige år fik Nors et treårigt arbejdsstipendium fra Statens Kunstfond. Hun skriver virkelig også forrygende, ikke mindst når hun som her slår overflødige kanter af og lader sproget vibrere frit. Minna mangler et øvelokale er den morsomste danske roman, jeg længe har læst.

Desuden afspejler den ordknappe stil også rent psykologisk Minnas bevidsthed. I skarpe sætninger registrerer Dorthe Nors, hvordan Minna har det, og hvad hun har brug for, uden bisætninger og svampede undskyldninger for egen naivitet og andre folks dårlige opførsel. Sproget er et rigtig fint røvhulsfilter, hvis man griber sagen rigtigt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu