Læsetid: 3 min.

Moderat gys i Operaen

Operaen ’Djævlene fra Loudun’ truer med at være en gyser, der forsvinder i æstetik, trods en stærk og professionel opsætning
Afgåede operachef Keith Warrens iscenesættelse af ’Djævlene fra Loudun’ forholder sig meget æstetisk til dramaet. Så æstetisk, at man ved endnu et lag føler sig adskilt fra det politiske drama.

Per Morten Abrahamsen

16. februar 2013

Spørgsmålet er, om gysergenren ikke bare er død, om den har lidt sådan en helt kedelig plejehjemsdød? Ingen har henrettet den på særlig inciterende gyselig vis, men bare annekteret den som et barndomsminde med blandet slik til.

Penderecki, komponisten bag en række soundtracks til berømte gyserfilm som Eksorcisten og Ondskabens Hotel fylder 80. I 1969 blev det til en hel opera taget ud af gysergenren, skrevet over gyserkongen Aldous Huxleys roman af samme navn Djævlene fra Loudun. Det er den opera, som nu opføres i Operaen i afgåede operachef Keith Warners instruktion.

Dramaet er taget ud af virkeligheden med den historiske gyser om præsten Urban Grandier, der i begyndelsen af 1600-tallet blev dømt og henrettet som en frisindet levemand, der havde brudt sine præsteløfter og tænkte frie tanker. I enhver foromtale af operaen kan man læse, at Penderecki paralleliserer over middelalderens grusomme religiøse diktatur og det kommunistiske styre, Polen var underlagt ved operaens tilblivelse.

Som et moderne dansk publikum på afstand af dette er man ikke på samme måde disponeret for at opleve denne parallelitet, men man vil måske sidde og komme i tanker om lignende nutidige forhold, såsom avisnotater om heksehenrettelser i afrikanske lande, mediernes tackling af politiske personsager eller hårrejsende underlødige tv-programmer som Operation X, der vil finde sine syndebukke og henrette dem. Kigger man over Atlanten, vil et sidste meget parallelt eksempel på en Grandier-historie være Clintons politiske henrettelse.

Den største gyser i historien vil meget ofte være dumhed. Gyserfilmene koncentrerede sig på middelalderlig vis om en størrelse som ’det onde’.

Pendereckis opera lægger sig et mærkeligt sted mellem disse ved hverken at eksponere dumheden eller ondskaben, men lade et drama løbe en slagen vej fra slemt til forfærdeligt, krydret med dramatiske effekter af liderlighed, hysteri og tortur.

Uskyldig SM

Afgåede operachef Keith Warrens iscenesættelse af Djævlene fra Loudun forholder sig meget æstetisk til dramaet. Så æstetisk, at man ved endnu et lag føler sig adskilt fra det politiske drama. Det forhindrer ikke forestillingen i at være et flot håndværk, der fungerer professionelt fra scenografi til personinstruktion. Vi kommer helt ud i brueghelske billeder med liderlige djævle og masseknepperi, men i al sin æstetiske stræben synes uskylden næsten bevaret, ikke mindst når den lækre enke småpisker Grandier i en meget uskyldig SM-scene eller priorinden til sidst kan lægge sig under den store fallos af en rygekabine, der er sænket ned fra loftet til illustration af Grandiers afbrænding på bålet.

Pendereckis musik må man lukke øjnene for at opleve, for at den ikke skal overløbes af det sceniske. Meget af dramaet tales af sangerne, men ledsages til gengæld af et stærkt farvende akkompagnement fra orkestergraven. I mange passager er det omvendt sangerne og koret, der overtager musikken, som man kunne kalde orkestreret for stemmer.

Dette er måske operaens største kvalitet, hvorledes stemmerne bliver en slags tragisk materie, ikke mindst ved også at lade koret synge i clusterklange, akkorder bestående af tætliggende toner, der derved indhyller dramaet i en tyk menneskegjort sovs af lidende liderlighed i tætte toner uden samklang.

Stærke kræfter

En stærk Tina Kiberg var sprunget ind for Ylva Kihlberg ved aftenens forestilling. Kiberg skulle først overtage rollen sidst i marts, men sang og spillede, på trods af en halsbetændelse, blændende rollen som den fantasi- og drømmeramte priorinde, der bliver offer for eksorcismen. Med en meget besnærende stemme var Louis Otey en fryd for øret og en sympatisk og overbevisende Grandier.

I al sin politiske og liderlige forvirring stod hele sangerholdet inklusive koret stærkt og velspillende på nær de to videnskabsmænd, Adam og Mannoury (Gert Henning-Jensen og Markus Butter), der fik klovnet sig gennem deres roller, så den altafgørende gyselige dumhed fremstod impotent og derved forrådte sin rolle som dramatisk omdrejningspunkt.

Alle kræfter er rejst til en genoplivelse af en genre, der alligevel synes at glimre ved sin hule æsteticisme og pensionerede tilværelse.

 

’Djævlene fra Loudun’. Musik: Krzysztof Penderecki. Dirigent: Lionel Friend. Iscenesættelse: Keith Warner. Medvirkende: Louis Otey, Tina Kiberg, m.fl. Det Kongelige Operakor og Kapel. Operaen til den 26. marts

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Hvorfor fanden spiller man dog også Parzival, det gamle lort. :-) Religiøs lyricisme kan da ikke interessere nogen i vore ateistiske dage.