Læsetid 3 min.

Mowgli i Moskva

Medrivende fortælling om ’det vilde barn’ undersøger, hvad det vil sige at være menneske – og menneskedyr
15. februar 2013

Og sådan gik det til, ved at trave i hælene på tre hunde gennem helt almindelige gader (…), at en ensom dreng krydsede en grænse, der normalt ikke kan krydses – og slet ikke kan forestilles.«

I australske Eva Hornungs roman fra 2009, som nu kommer i dansk oversættelse, Hundedreng, følger vi den fireårige Romochka (en russisk Romulus?), som alene søger ud i Moskvas gader efter at være blevet forladt af Mor og Onkel.

Den omsorgssvigtede, frysende dreng møder en klan af vildhunde, der adopterer ham som deres egen hvalp. Han lærer i deres afsides hule at indordne sig i hundenes komplekse hierarki, at ’tale’ deres kropslige tegnsprog, at jage og snuse sig frem.

Romochka vokser til i den tro, at også han er en hund, samtidig med at han glimtvis mindes sin menneskelige fortid og drages mod menneskenes liv i byen.

Romanen er åbenlys fiktion, men der ligger virkelige hændelser bag. I 1998 pågreb Moskvas politi en seksårig dreng, Ivan Mishukov, som havde levet sammen med vilde hunde i to år, efter ligesom Romochka at have forladt sit hjem.

Det autentiske forlæg giver Hundedreng et vist sensationspræg, men som fiktion fungerer den også godt og kritisk i sin egen ret.

Romanen er både smuk og barsk, en moderne Junglebogen:

»De legede i dagslys, tusmørke, måneskin, stjerneskær og lyset fra skyerne. Regn og tåge. I lys tid og mørk tid og i skyggetid (…). Romochkas rå hud blev betændt, og han blev nødt til at tage alt det plagende tøj af, så Mamochka kunne slikke pus og sårskorper væk fra hans armhuler og inderlår.«

Jeg slugte den i store bider; med samme barnlige begejstring som da jeg som lille lånte bøger på skolebiblioteket og pløjede igennem dem uden at ænse tid og sted.

I øvrigt tror jeg, at romanen både vil kunne læses af voksne og (store, hårdhudede) børn og unge. Det er en god historie, simpelthen – også selv om den ikke nødvendigvis vil sætte dybe spor i litteraturhistorien.

Romochka er, i forhold til andre moskovitiske gadebørn, hvis tilværelse vi også får glimt af i romanen, ganske privilegeret i sit hundeliv; han er rask, stærk og mæt. Romanen mere end hentyder til, at hundene er bedre til at passe på hinanden end det menneskelige fællesskab.

Alligevel sker der selvfølgelig det, at menneskeverdenens autoriteter (militsen, sociale myndigheder, forskere endda) vil have fat på Romochka, når først rygterne om ’Hundedrengen’ går.

Troværdig og helstøbt

Den første, lange del følger tålmodigt Romochkas assimilering i hundeuniverset. Handlingsmæssigt er det udramatisk, til gengæld er skildringen af en fireårigs indre verden, der tænker sig selv i hundebegreber, forbløffende troværdig og helstøbt. Det er samtidig spændende at se, hvor Romochkas menneskelighed sætter sig igennem; han kan ikke lade være med at skabe små kunstværker ud af knoglerne fra hundenes dræbte bytte eller sørge over flokkens døde. Han bygger et sprog af de få brokker, han har med sig fra fortiden. Han tænker i symboler, sætter tegn og giver sine ’brødre’ og ’søstre’ navne. Hans medfølelse, vrede og legesyge synes til gengæld at være gjort at det samme stof som hundenes.

Læseren følger nysgerrigt grænselinjen mellem det menneskelige og det dyriske i Romochkas indre, og stopper forvirret op de steder, hvor de to smelter sammen. Og tænker over, hvor grænserne løber i hende selv – og i mennesket i det hele taget.

Senere sætter myndighedernes jagt på Romochka og hundene ind, tempoet stiger og den tålmodige undersøgelse af mennesket som dyr træder i baggrunden til fordel for en kritisk skildring af de såkaldt civiliserede mennesker, der vil redde Romochka; set indefra. Der kommer mere tjubang og hurtige plotsving på banen; som om al romanens action er sparet op til sidst.

Men en noget fortættet, abrupt sidste etape ændrer ikke på, at Hundedreng er en medrivende, voldsom og nysgerrig bog – med en knugende og umuligt ambivalent slutning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nic Pedersen
  • Simon Olmo Larsen
  • Niels Engelsted
  • Tom Paamand
Nic Pedersen, Simon Olmo Larsen, Niels Engelsted og Tom Paamand anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Gormsen

Romochka kan sagtens være en reference til Romulus. Det er diminutiv af Roman, som efter al sandsynlighed er afledt af Romanus - romer.

Dejligt at læse en så begejstret anmelder, der også sprogligt får os læsere lokket til at kikke efter bogen!

Nic Pedersen, Simon Olmo Larsen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar