Læsetid: 2 min.

Musikalsk wellness

En amerikansk violinstjerne, et italiensk orkester og en af vor tids største dirigenter var den luksusbehandling, man fik i Koncerthuset
9. februar 2013

Det er sjældent, at en operaouverture er aftenens begivenhed, men det var lige før det var tilfældet torsdag aften, da Antonio Pappano, chefdirigent på Royal Opera House i London, gæstede Koncerthuset med sit italienske orkester Accademia Nazionale di Santa Maria. Og det betyder ikke, at herefter gik det ned ad bakke, tværtimod. Herefter skulle vi igennem Tjajkovskijs violinkoncert med Joshua Bell som solist og Rakhmaninovs 2. symfoni i e-mol, to meget nydelsesfulde værker med fremragende musikere.

Men hvordan Pappano og hans orkester lige anretter og afvikler sådan en lille Verdi-ouverture, det var simpelthen det eksotiske kunststykke, der fik én til spærre ørerne op. Ouverturen var fra Luisa Miller, en dramatisk og frustrerende tragisk opera, fuld af menneskelig fortræd og stærke oprørskræfter, og dette hav stod brusende på ingen tid under Pappanos hårdtarbejdende arme. Santa Cecilia-orkesteret er et lystrende orkester, og Pappano er kongen, der har trænet dem til sikre præstationer. Meget sikkert, men langsomt stilles der ind på dramaet, til det er lige til at angribe. En åbenbaring af Verdis musikalske teater landede lige ned i Koncerthuset.

Akustisk lykke

Resten af programmet var mere forudsigeligt. Joshua Bell er USA’s store violinstjerne. Han har udvidet solistkarrieren med et dirigentvirke og er leder for Academy of St. Martin in the Fields, som han leder fra koncertmesterens sted, altså som medspillende i orkesteret, når han ikke hopper op og spiller solopartierne. Bell er altså en totaloplevelse i sig selv, og man må også sige, at al fokus var på ham i Tjajkovskijs violinkoncert, som Pappano leverede det nødvendige koncertspil til, mens solisten stod for musikaliteten og opmærksomheden.

Bell havde valgt at spille på en Guarneri, han kun havde haft nogle dage, men den var allerede helt hjemme både under hans hage og i Tjajkovskijs romantiske musik. Ud af dens mørke, smukke klang kunne Bell især demonstrere en særlig skønhed i højden. Et sådant instrument under en sådan beherskelse i et sådant koncerthus’ fantastiske akustik er en akustisk oplevelse, hvor høresansen bliver stimuleret på sjælden vis. Så kan det godt være, man ikke bliver fanget helt ind i den musikalske fortolkning, men det generede på ingen måde et publikum, der sprang op til stående applaus.

Der er noget ualmindeligt forfængeligt over Rakhmaninov. Han ville så gerne være en stor symfoniker og brød helt sammen over sin første symfonis fiasko. 2. symfoni er op på hesten igen, og denne gang vil han ikke falde af. Det bliver til 60 minutters ambitiøs behandling af beslægtede temaer, så man fra starten går ind i et univers, man ikke forlader igen, før alle fire satser er spillet.

 

Dirigent: Sir Antonio Pappano. Orkester: Accademia Nazionale di Santa Cecilia. Værker af Verdi, Tjajkovskij, Rakhmaninov. Koncerthuset i torsdags

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu