Læsetid: 5 min.

’Oh Oslo, what can I do?’

Oslos fremadstormende festival for opadkommende nordisk pop, By:Larm, er speeddating for musikelskere. Det er skidt, når man ikke får tid til at dvæle ved det gode. Godt, når man vil væk fra noget skidt. Og så er det en tilvænningssag
Norske Highasakite leverede et mylder af indiansk klingende vokalharmonier og længselsfuldt stampende stammegrooves på Årets By:Larm-festival i Oslo.

Stian Schløsser Møller

18. februar 2013

Arrangørerne af By:Larm havde end ikke forsøgt at pakke det ind. I velkomstbrevet fra Oslos ekspanderende festival for ny nordisk musik blev alle gæster mindet om to ting: at medbringe skridsikkert fodtøj, da det med garanti ville blive en glat affære at stavre omkring mellem den brogede samling af spillesteder i det blege bycentrum.

Det andet råd var en påmindelse om olienationens eksorbitante prisniveau, som da også allerede viste sit uforskammede ansigt i hotelværelsets minibar, hvor en dåseøl stod i 74 kroner, mens en Snickers gik for 28 – og tiggerne i gadebilledet i øvrigt så ud til at gå for lud og koldt vand.

I det hele taget skulle det vise sig at kræve akklimatisering og tilvænning at besøge den efterhånden 15 år gamle musikfestival og branchekomsammen. Koncerterne på By:Larm eksekveres efter nogle hæsblæsende principper, der i reglen er mere effektive end charmerende. Men lørdag aften, klokken lidt i lukketid og efter tre dages tilløb, gav By:Larm for alvor mening for denne lytter.

Oven på adskillige forcerede, nærmest forjagede oplevelser viste først kvintetten Highasakite og siden hen det lokale R&B-håb Truls, at det var muligt at komme til orde foran det konstante mumlende og defilerende publikum. Fornemmelsen af at være på vej blev erstattet af en inciterende frisættelse af energi – af en koncert skåret ind til benet.

Væk var fedtlaget af sniksnak, dramaturgi og improvisatorisk udforskning. Tilbage var et kontant leveret visitkort. Nogle præmisser, som både Truls og Highasakite havde forstået og indstillet sig på.

Førstnævnte, en bamset indieyndling med en afsindigt penetrerende falset (tænk Mews Jonas Bjerre med vægt bag), fyrede uafladeligt sine klagende hits af over trancet electro og Timbaland-stortromme. Det lyder nok dårligere, end det var – Truls skal i den grad opleves ved selvsyn.

Mindre ubeskrevet på danske breddegrader er landsmændene Highasakite, der med sit siddende midtpunkt, forsangerinden Ingrid Helene Håvik, kolporterede et mylder af indiansk klingende vokalharmonier og længselsfuldt stampende stammegrooves.

Vinnie fik revanche

Da By:Larm første gang rumsterede tilbage i vinteren 1998, var det en lukket fest for musikbranchen i Norge, som notorisk havde held til at sælge uforholdsvis mange cd’er til dens landsmænd. Så pladeselskabsfolk, bookere, managere m.fl. minglede, mens de udvekslede tip og kontakter – blandt andet gennem nogle såkaldte speed meetings – som i den grad har smittet af på det kvantitativt fokuserede musikprogram.

I dag er koncerterne ikke længere sporadiske indslag mellem de brancheoplæg, der blandt andet blev leveret af kapaciteter som Sonic Youths ikoniske Kim Gordon.

Musikken tiltrækker op mod 6.000 betalende koncertgængere, der indløser billet til de 240 koncerter med 130 forskellige kunstnere fordelt over 16 scener på fire dage.

Størstedelen af By:Larms navne optræder altså flere gange – mange af dem giver én koncert pr. aften – og det er på samme tid festivalens akilleshæl og store pluspunkt. Eksklusiviteten er til at overskue, men til gengæld kan man via von hørensagen nå at fange en kunstner, der ifølge rygtebørsen gjorde det lovende aftenen forinden.

Fredag nød det danske disconavn Vinnie Who således godt af overleveringerne, da det stramt pumpende orkester med Solrød Strands egen Niels Bagge i front tog revanche for en til sammenligning pauver start aftenen forinden. Foran den lille, mørke kælderscene var der fuldt hus og generelt god stemning, mens italoen rumlede derudad i »What You Got Is Mine«, »Remedy« og »The Wiggle«.

Pophidsige salver

By:Larm læner sig op ad andre europæiske storbyfestivaler – Icelandic Airwaves i Reykjavik, Sónar i Barcelona og Spot i Aarhus, ikke mindst. Modsat sidstnævnte festival, der har som raison d’être at sætte gang i den nationale musikeksport, så vil By:Larm gerne være hele Nordens udstillingsvindue. I år meldte 400 udenlandske branche- og pressefolk deres ankomst til den logistisk set gennemtjekkede forestilling, så den ambition må siges at være vel i vej. Og rød-hvide briller eller ej, så slap de danske navne forholdsvis bedre fra festivalen end deres norske og svenske kolleger – måske fordi de allerede har opnået et hjemligt gennembrud og i den grad optrådte mere etableret og erfarent fra scenekanten.

CTM alias Cæcilie Trier præsterede på linje med Vinnie Who en langt mere sammenhængende og forløst minikoncert lørdag end torsdag, og MØ’s velfortjente hype er også nået ud over landegrænserne. Hun nåede både at pryde forsiden på den daglige festivalavis og proppe spillestedet Stratos til bristepunktet – and then some. I et skrabet set-up gav den snart albumdebuterende sangerinde et helt og holdent svedigt take på sine pophidsige klapsalver.

Men videre, videre, skulle vi jo, alle sammen, hele tiden, og adskillige gange var det altså også det sikreste for den mentale sundhed. Inden Highasakite og Truls lukkede lørdagen med manér og en tilgang, der ikke forsøgte at gøre koncerten til en sammenhængende fortælling, men bragede numre af sted uden at se sig tilbage eller spilde tiden med sniksak, faldt den alt andet end vovelystne M.I.A.-kopist Elliphant og syresaxofonisten Bendik Giske ubarmhjertigt igennem. Mens hun manglede originalitet og gennemslagskraft med sin slidte og grimt pressede vokal, famlede han efter den mindste snert af sammenhæng i sit udtryk. Bendik Giske ville måske gerne gøre sig som Morten Harket eller den vanligt fortryllende Thomas Dybdahl, men det kunne hverken stemme, karisma eller en stedvis parodisk lyrik slet, slet ikke honorere.

»Oh Oslo, what can I do?« skrantede manden med den kejtede wifebeater i det frysende rum, bedst supportet af en ellers solid electropoppet bund og et massivt lag rumklang. Vi andre kunne spørge os selv det samme – og skynde os videre uden at vente på Giskes velmente, men vage svar.

En fin appetitvækker

Så nej. Adskillige af By:Larms optrædende kunstnere kommer aldrig i betragtning til Nordic Music Prize, der i år blev uddelt for tredje gang. Ligesom i fjor endte den internationalt sammensatte jury med at pege på en svensk vinder, nemlig countrysøstrene Klara og Johanna Söderberg fra First Aid Kit, blandt de 12 finalenominerede. En smule uforståeligt var danske Efterklang slet ikke nomineret til prisen, men med First Aid Kit blev der trukket i en marginalt mere kommerciel retning, som formentlig kan hjælpe prisen til en større gennemslagskraft fremover.

Gennemslagskraft får By:Larm måske aldrig. Men som appetitvækker kan den faktisk noget. Er man for kræsen til at bide på, kan man heldigvis bare glide videre i programmet.

 

By:Larm, Oslo, 13.-17. februar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer