De opofrende få

Forfærdende, men betagende lidelseshistorie om Holocaust og håb
26. februar 2013

Bogens smudsomslag viser to spinkle guldringe og et gammelt fotografi af et ungt par. Tinding mod tinding kigger de to med et udtryk af ængsteligt håb på fotografen. Pigen er den unge polske jødinde Manja Drezner, alias den senere amerikanske statsborger Millie Werber, der mod alle odds overlevede Holocaust. Manden er Heniek Grynszpan, Manjas eller Millies første kærlighed og ægtefælle, der som millioner andre gik til grunde i massemordet.

Billedet er taget den dag, de to unge hemmeligt blev gift midt i fornedrelsen. Hun arbejdede som slave på en tysk ammunitionsfabrik, en kz-lejr, nær fødebyen Radom; han var tvangsudskrevet jødisk vagtmand på stedet, hvilket gav bittesmå fordele, men ikke tilstrækkelige til at redde ham. Kort tid efter brylluppet føres han bort af SS efter usselt forræderi i egne rækker. En anden har derved vundet en lille fordel, en kort respit.

I 60 år holder Millie Werber sin første kærlighed og hele lidelseshistorien for sig selv. Som mange andre i generationen mener hun, tavshed er bedst. Men efter et langt, lykkeligt og succesrigt liv i USA med sin anden mand, Jack Werber, selv overlever fra de forfærdelige år, lader hun sig omsider overtale til at fortælle vennen, professor Eve Keller, sin historie.

Sammen skriver de bogen: To ringe, hvis nøgternhed og usentimentale redegørelse for ufattelighederne samtidig danner baggrund for en trods alle rædsler overlevet tro på det gode i mennesker, at det gode er en menneskelig mulighed, et valg. At nedrigheden, ondskaben samtidig er latent, og opfindsomheden med hensyn til at pine andre er uendelig, lades læseren ikke i tvivl om. Goyas radering af krigens grusomhed: Hvad mere kan man finde på? bringes i ubehagelig erindring.

Står lysende klar

Den unge kvinde bliver vidne til mere, end de fleste kan forestille sig, mere end nogen kan bære, og hun indstiller sig på døden, som synes uundgåelig og overalt: I ghettoen, hvor nabo stikker nabo for at få fordele og overleve, på fabrikken, hvor en simpel fejl betyder nakkeskud, i Auschwitz hvor krematorierøgen, stanken, den flænsende smerte af sult, den vilkårlige dræbende afstraffelse og stemplerne på sæben: RJF = ReinJudenFett, senere dødsmarchen mod vest konstant holder fangerne i et greb af rædsel. Det nazistiske projekt i Hitlers Endlösung står Manja lysende klart. Så meget desto mere undrer den unge Manja sig over tyskernes adfærd midt i massedrabene. Jøderne bedrages ofte til at tro, at der er en udvej, blot de følger en eller anden absurd regel. De bliver dræbt alligevel, så hvorfor ulejliger bødlerne sig med at foregive noget? Det spørgsmål stiller også den aldrende Millie, men finder intet svar. Heller ikke på, hvad jøderne og hun havde gjort? Hvilken skyld havde den gamle rabbi, da SS-mændene grinende flåede skægget af ham i store blodige totter og tvang ham til at kravle op i et træ og skrige kuk-kuk, inden de alligevel myrdede ham?

Øjeblikke af godhed

At gennemleve et sådant mareridt og komme igennem uden bitterhed eller had synes umuligt. Men det kendetegnende for Millie Werbers fortælling, som Eve Keller forløser præcist, smukt oversat af Morten Visby, er evnen til at erindre som oftest stjålne tegn på godhed. Sådanne øjeblikke rummer tragedien også. Menneskeligheden lader sig ikke helt udslette.

Men Gud tabes på vejen, den dag da Manja opdager stemplet i sæben. Da mister hun troen. »Det eneste intelligente, jeg nogensinde har hørt en rabbi sige om Holocaust, er: Der er ikke noget svar på denne tragedie.«

Hun accepterer siden sine to sønners religiøsitet, men forstår den dybest set ikke. Gud døde i Auschwitz.

Varmen ved den rene uforbeholdne menneskelige godhed, som Manja møder i ellers håbløse situationer, bliver så meget desto større.

Erindringslitteraturen om Holocaust er betydelig i omfang med store navne som Elie Wiesel og Primo Levi i front. Millie Werber og Eve Kellers samarbejde er her betydningsfuldt, renfærdigt og uden store ord.

Fotoet og guldringene overlevede forunderligt frem til Manjas tilværelse som Millie gemt i en kusines og lidelsesfælles udhulede støvlehæl. Et minde om et håbløst øjebliks lykke i et menneskeskabt helvede, samt om kusinens livsfarlige selvopofrelse for at bevare det uerstattelige for en anden.

 

Millie Werber og Eve Keller: To ringe. En ung kvindes fortælling om at gennemleve holocaust. Oversat af Morten Visby. 236 s. ill. Gyldendal

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu