Vel sagtens opmuntret af salgssuccesen med de to tykke, velfortalte romaner om malerinden Karitas udgiver Gyldendal nu en lidt ældre bog af Kristín Marja Baldursdóttir – en udviklingsskildring over det såre velkendte spørgsmål: Hvad stiller jeg op med mit liv?
Titlen Fra hus til hus (på islandsk Hús úr húsi, 1997) refererer til hovedpersonens beskæftigelse tirsdag, onsdag, torsdag og fredag. Kolfinna gør nemlig rent i fire forskellige huse i kvarteret, hvor hun bor, en tjans, som det kære skattevæsen ikke behøver at høre om, og som hun overtager et års tid fra en veninde, der er på barsel med sit tredje barn, avlet med den tredje nye fyr.
Selv har Kolfinna et femårigt kuldsejlet forhold bag sig og er flyttet hjem til sin mor. Niogtyve år gammel står hun så dér foran spejlet med lyse hårrødder i det sorte, spaltede hår, sårbar over for bebrejdelser, og, når sandheden endelig skal frem, »enlig, isoleret, ensom og alene«, som det med rette mistrøstigt hedder.
Glemte toner
Jamen, er der dog ikke et eller andet, den pige brænder for? Næh, egentlig ikke. Nede i kælderen har hun en blokfløjte, som hun fra tid til anden aflokker spæde, halvt glemte toner, men bedst er hun til at gøre rent og glo tv. Og gid man kunne skifte kanal på sin mor som på fjernbetjeningen, så man kunne slippe for konstant at blive mindet om, hvordan man har forspildt sine chancer!
Over for denne arme elendighed står værdigheden hos den ældre kvinde, Kolfinna gør rent hos hver fredag. Listalín, som hun hedder, inkarnerer det smukke liv, til forskel fra operasangerinden hver tirsdag, advokaten hver onsdag og forskeren hver torsdag. Syngestjernen er bare snotforvirret og skamløst selvoptaget, juristen er et velstillet ordensmenneske, som bare udstråler kedelighed og udmærket kan holde orden selv, og lektorbiologen er bare et ludfattigt rodehoved, som ikke holder styr på noget som helst, andet end på de mosser, han samler ind oppe i det islandske højland, og som Kolfinna med sin rengøringsiver naturligvis smider ud i den tro, at plasticposen indeholder affald!
Et rædselsår
Situationen kan egentlig godt opfattes symbolsk sådan, at tingene ikke er, hvad de på overfladen ser ud til. Dette bliver da også formlen for den dannelsesrejse, Kolfinna gennemgår på vandringen fra hus til hus i løbet af sit annus horribilis.
Det ville være upassende her at røbe, hvorledes handlingen speedes op og strammer til, for sidst på forløbet at efterlade Kolfinna mere moden og mere klog på livet og sig selv. Lad os nøjes med at sige, at hun opdager, at hun har været brik i et spil. Og at det vistnok ikke gør så meget, så længe hun ender med selv at blive frank og fri.
At romanen har 15 år på bagen, mindes vi om, da Kolfinna efter et natteeventyr placeres i den klassiske position, ventende ved telefonen. Det var før en mobil blev fast ledsager også for en niogtyveårig sort-arbejdende rengøringshjælp.
At Kristín Marja Baldursdóttir senere er blevet en mere sikker fortæller, mærker man også, når man støder på gammeldags besjæling – ikke mindst af de mange fine rønnebærtræer i kvarteret! – og på den fæle tendens til tunge, stive, dekorative adjektiver, som vistnok burde signalere ’stil’.
Men glem dem – og prøv at nyde værkets vaklende balancegang mellem hverdagsrealisme i hjemmet og eventyr i de fire mærkelige huse, båret af solid psykologisk indsigt, som oversættelsen formidler trofast, kongenialt, renfærdigt. Renligt fristes man til at sige.
