Læsetid: 4 min.

Poesi i rindende floder

I den svenske digter Katarina Frostensons første digtsamling på dansk myldrer en verden frem af sprogets energirum
8. februar 2013

Så nær sproget, at du tror du er det! hedder det i et kort digt af Katarina Frostenson (f. 1953), til et barn velsagtens, en opkrøben Moses, den vandbårne, men på en måde gyldigt også for digteren, der ikke kun har sproget som redskab, men som væsenskilde: gå med ordene let som barnet går! siges det allerede i indledningsdigtet til samlingen Flodtid fra 2011, som Pia Tafdrup nu har overført fra svensk til dansk tungemål med indføling og præcision og den talens kropslighed, der spiller en så stor rolle som tema, i øvrigt for begge digtere, som har vandet som fælles grundelement.

Ombrydning

På sin vis er det synligt alene ved en gennembladning af den omfangsrige, kvadratisk tilskårne bog, nødvendiggjort af typografien med blanding af korte og lange linjer, kursivering og spatiering af diverse ord og sætninger og hele den frie, luftige opsætning som dynamiske, rytmiske virkemidler, kort sagt en sprogsensualisme, der egentlig har rødder tilbage til Mallarmé og hans berømte ’terningkast’. Han nævnes dog ikke blandt de ellers mange referencer til litterære forbindelser, så som en blandet korsang af Ovid, Shakespeare, Hölderlin, Gunnar Björling, Karin Boye, Anna Achmatova og ikke mindst Inger Christensen, hvem hun helliger et længere mindedigt som en parafrase over et afsnit i hendes ’Alfabet’ om kanalen i provinsbyen Gävle. Fænomenet kanal er et genkommende, flertydigt livsbillede hos Frostenson og fungerer her som delelement i de mange vandforestillinger i netop Flodtid. Musikken i denne samling består blandt andet i sådanne ledemotiver. »I hver ting sover en sang,« citerer hun fra Novalis. Bl.a. kroppens lyde: »hør stilheden fra blodet den lyse flod// silyset i dig striberne/ en svømmer er du er i vand overalt hvor du går.«

I ordene er der naturligvis sang, som nu i digtet »Meddelelser«, der handler om æ-lydene. De er »som skæl der klæber, et hæfteplaster der trækkes af, hurtigt let/ flækkes et sår op der læger nej/ det er så svært med æ-lydene, at tænke kommer ikke på tale her/ du læspede …« Heldigvis er dansk og svensk så tæt på hinanden, at lydsiden giver mening.

En morale – der ellers ikke er karakteristisk for denne poesi – er at gå handlende til verden, direkte til tingene. Det vises direkte i sætningsbygningen, hvor fortællingen og formulerede sandheder så at sige er skrællet af, som typografiens ombrydning også er udtryk for. Helt programmatisk foregår det i et større digt om »Maden man spiser/Klagen«. Det udspilles i en 7-ELEVEN som et forfladiget og markskrigerisk ordhelvede af forbrugerorienterede ting og sager, der proppes ned i taskerne eller snarere i munden på folk i modsætning til poesiens ord af undertoner og overtoner, der henter ressourcer i et stort kulturelt og emotionelt rum.

Flodtidsfænomenet opdeles således dels i et ondt kredsløb og dels i frugtbare vådområder. Digtet »Det som krisen føder« svinger fra ordenes betydningsrelation til økonomien og bankverdenens floder af glas til helt andre associationer af sproglig virkelighed: »En tiger smal som et futteral gled ud af linjen det som krisen føder, en enebærbusk skød frem fra den, en gren med k n a s t ø j n e, en eng med græs …«. På den måde myldrer en anden realverden frem af sprogets energirum, som omfatter hele naturen og dens rigdomme. Sådan er Frostensons verbale økonomi.

Ordsmedje

Processen kan imidlertid også gå den anden vej som i det fuldkomment utraditionelle turistdigt »Sådan var der i Wien«, hvor sporvognenes spor fører én hen til et gammelt skilt fra et hesteslagteri. Derfra fører sprogsporet til hestens skrig, til hovslagene, til hammeren via kunstmuseets malerier, videre til »ordene som jeg skriver i en smedje«, således at digtet handler om, at det skrives ind i ordenes verden, der til slut opsummeres: »skriv linjer af fra sporvognen, slaget af skinner, farven fra hushjørnet, lugten af det skallede, røg, hasselnød, tænder, et hestehoved nær Berggasse.« Og alt det med en »uhyggelig følelse af hjemme«. Til gengæld opbevaret i sprogets hjemsted. Derfor kommenterer teksten også sig selv: Ingen udråbstegn i digtet tak. Farvel til eftertrykket, siges det. Emfasen er indirekte.

De fleste ovennævnte eksempler på Katarina Frostensons metode og forestillingsverden er hentet fra den første af bogens tre dele, hvor det er en fornøjelse at følge grundtemaets flodtidsmetafor i dets forvandlinger gennem nutidsmiljøer og integrerede samtidskritik, fornemme den umiddelbart overraskende skønhed, komplikationerne, den anderledes emfase i den stil og de elementer, som har udviklet sig gennem noget, der ligner en trilogi, Karkas, Tal och regn og Flodtid (2004-11). Forklaringer gives ikke, kun fantasiens kendsgerninger, som læseren må bidrage til med egen syntaks og moderat tempo for at følge med i floders og kanalers veje mod havet, snoede eller hårde som kanalen i Gävle, der er blank som metal. At være i bevægelse, hedder oversætterens efterskrift. Det gælder også for læseren.

Flodtid
Katarina Frostenson
Oversat af Pia Tafdrup
Gyldendal
162 sider
249,50 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu