Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Ridder Frederik og den gravide prinsesse

Under overfladen aner man eventyrernes og troldenes verden i Dennis Gade Kofods stilfærdige femte roman. Men den er nu bedst, når han skriver uden magi
Kultur
22. februar 2013

Frederiks kæreste er død for ikke så længe siden, nu kan han ikke komme ud af sorgen. Så tager han til Bornholm, hvor han indlogerer sig på ubestemt tid i et af disse små provinshoteller, der måske ikke er nussede, men bestemt heller ikke har nogen luksus over sig.

Hotellet drives af en dominerende mor og hendes voksne børn. Der er en smuk, forvirret datter – Pus – og sære hemmeligheder, der langsomt kommer til overfladen. Tyske og danske turister spiller tennis, trisser til stranden, spiser, sidder ved poolen.

Sorgens opmærksomhed

Det vil ikke overraske nogen læser, at fortiden også spøger på hotellet, som den gør i Frederiks liv, eller at Pus og Frederik til slut finder sammen. For selve historien i Dennis Gade Kofods Genfærd, hans femte roman, er spinkel og egentlig ret forudsigelig. Alligevel er den en ubetinget fornøjelse at læse, ikke så meget på grund af de diskrete ekkoer af noget eventyrligt, man hos Dennis Gade Kofod altid og også i denne roman fornemmer under hverdagens overflade.

Det er mere, at bogen har en ret fantastisk lethed i sit anslag. Han skriver simpelthen rigtig godt, Kofod, og bedre og bedre og også mere kontrolleret for hver bog, han udgiver.

Der er en fint doseret sanselighed midt i et sprog, som ellers nærmer sig Simon Fruelunds eller Peder Frederik Jensens ordknappe stil. Der er en evne til at registrere det helt upåfaldende, sådan at man ser det igen eller måske bare overhovedet ser det. Det lyder sært, men de allerstærkeste passager i Genfærd er dem, hvor Frederik simpelthen er alene på hotellet, og som indfanger, hvordan hans sorg og hans timer og dage alene gør ham nærmest overopmærksom:

»Altmuligmanden tager trillebøren og kører væk uden at være færdig med blomsterbedet.

Receptionisten går ind på kontoret.

En mand går gennem foyeren med en tennisketsjer under armen. Frederik spiser lidt mere. Han er ved at være mæt og vil gerne have nøglen til værelset, men receptionisten er ikke kommet ud igen. Det er varmt, og tøjet klæber til kroppen. Han kan ikke huske, hvornår han sidst var i bad. Der er stille i foyeren. Nogen trækker vejret i korte hug, som hulk.«

Så diskret det her er skrevet: Afstanden mellem Frederiks lange sorg og den ydre almindelighed. Den måde, lyde og mennesker ligesom vandrer ind og ud af hans opmærksomhedszone på. Man ser og hører dem, men har jo ingen grund til at holde fast i dem og ingen mulighed for at forfølge dem. Og præcisionen i aftegningen af hotellets ikkeluksus: Det er et sted, hvor arbejdet ikke skjules for gæsterne, hvor gæsternes rytme må tilpasse sig de ansattes.

Ikke at det gør noget, alle har tid nok. Sommerlandet ligger som en dyne af sol over denne roman, ingen skal noget påtrængende.

Trold eller prinsesse

Men Genfærd handler også om en fortid, der spøger, både for den enkelte ved den måde, hvorpå urgamle eventyr klinger med i dens bornholmske nutid. Der er noget mærkeligt og skræmmende over Henriette, moren på hotellet. Hun taler ud i luften, skyder med sit gevær og har et forfærdeligt raseri i sig. Det er, som om hun og hendes børn kan skifte form og pludselig stå helt ludende og hidsige, som om de er en slags moderne skiftinge. Som om de er trolde i forklædning.

Eller også er datteren Pus en fanget prinsesse – dog gravid – som ridder Frederik skal redde. Og i en kort passage dukker der ikke bare et lig op af mosen, det flyver også gennem luften med en brummende lyd, ind over drukne teenagere og sommerhusenes græsplæner.

Jeg håber, Dennis Gade Kofod en dag skriver en roman, hvor hans glæde ved magisk realisme fra granitøen for alvor folder sig ud. Denne gang fungerer det bedst, når det eventyrlige kun er helt diskret til stede: Jo tydeligere mærkværdighederne bliver, jo mere forcerede føles de også. Genfærds store kvalitet er dens beskrivelse af det almindelige, af en lethed i dagene, af en sommerstemning, der hverken er idyllisk eller det modsatte, men først og fremmest er drænet for intensitet. Her kan den store sorg og en ny kærlighed folde sig ud uden det store bulder og brag. En fin, fin bog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her