Læsetid: 5 min.

En Rolls-Joyce af en bog

Trods sin viltre og gakkede udtryksform holder Niels Franks første roman til at blive taget mildt alvorligt
Trods sin viltre og gakkede udtryksform holder Niels Franks første roman til at blive taget mildt alvorligt
22. februar 2013

Uregerlig. Umanerlig. Uoplæselig, Usammenfattelig. Uoversættelig ikke mindst.

Jo, u-erne står i kø, når man vil forsøge at beskrive den uimodståelige og uundværlige bog, hvormed Niels Frank, der allerede ragede godt op, nu har lagt en hel alen til sin vækst som forfatter.

Til en interviewer har han udtalt, at det var med ret så begrænset fornøjelse, at han gav forlaget lov til på titelblad og forside at kalde tingesten en roman. Men hvis Ulysses og Finnegans Wake er romaner, og hvis Samuel Becketts ’franske’ trilogi er romaner, og hvis Per Højholts 6512 kan gælde for roman, så er der nu ringe grund til ikke at klassificere Nellies bog som en roman, om end af den eksperimentelle og højtgearet grænseoverflyvende slags.

Værket præsenterer sig selvudslettende ydmygt med et kladdehæftes layout. Men selve teksten er som en Rolls-Royce eller snarere en Rolls-Joyce i sin særlige blanding af blid ulæselighed og rig fascinationskraft. Formelt består den af løst sammensatte fragmenter, men de mange Beckett små gør en storladen bog, og selv om kameraet er håndholdt, kan filmen her godt komme på højde med Højholt.

Hvor svær kan det vær?

I sin episke konstruktion lægges Nellies bog an som en eftersøgningsproces. Jegfortælleren ankommer til USA, formentlig New York, og opholder sig for en tid hos farbror Benn og tante Hellen. Men hvor er hans kusine, Eileen eller Eillen, hvis navn jo er hans eget læst bagfra? Og hvordan finder han frem til hende?

En hjælpsom filmmand, der deler fornavn med ham dér Polanski, giver vor helt et hint: Hvis du nu tager et sæt Kriblekryds-brikker og skriver ALL OF THEM WITCHES (ligesom i Rosemary’s Baby), kommer du tættere på en løsning. Ja, selvfølgelig, tænker Nellie. Hvis jeg afleverer SHF og tager et ekstra I, står der: TA HEL TIL MEWICO. Hvor svær kan det vær?

Dermed forvandles en fragmenteret dagbogsroman til en rejseroman og derfra atter til en parodi på en ægte dannelsesroman. Finder Nellie frem? Kormor han hjem iggen senerer, eller kommor han aldrig nogne sind hjem iggen?

Osvider

Nu slog jeg så over i værkets specielle læderende og deformerede skrift, der staver masser af ord forkert, blander rigsdansk og østjysk, mikser engelsk ind i det danske, springer mellem skriftligt og mundtligt, betjener sig af store bogstaver og understregninger, ja, tilmed af overstregninger, det hele i et omfang så voldsomt, at læseren spærrer øjnene op, når en linje en sjælden gang ikke fremtræder vildt maltrakteret.

Ind i denne formentlig fuldstændig uoversættelige skrift eller skriblen blander Niels Frank sms’er og lister, men også minireferater af film såsom Vertigo og Forrest Gump. Den tolkning er så nærliggende, at vi i Nellies selskab kun delvis færdes i ’virkeligheden’ og mindst lige så meget i iscenesættelsernes verden, eller at virkeligheden i denne bogs rum principielt er iscenesat: Postmodernitetens flimmer artikuleret ved maksimal mediemæssig og verbal inklusion.

Selv Gamle Testamentes Salme 23 gengives, men vel at mærke sådan som den passerer igennem tantens mund: »Du dækket bordet for Mig i øjnene af mine fjenner. Du salvet mit hode med Olje mit Begær er fyld til ovre flood Godhed&Troe følge mig saalænge at , Jeg , lever og , Jeg , ska bo i Herrerens Hus alle mine dage osvider.«

Bemærk i dette citat de hakkende kommaer omkring pronominet ’Jeg’. Kunstgrebet udløser, hver gang det anvendes, en lillebitte pause, en ’tøven’ i læsningen, som om det egentlig ikke så meget er virkeligheden, der er kerneproblemet, men snarere subjektets hele beskaffenhed.

Livet: En chokoladeæske

I hvert fald lader romanen sig ikke kun læse som en pædagogisk demonstration af virkelighedens fravær. Man kan også læse den som et foto eller selvportræt af den adspredte, forvirrede, desperate og bekymrede Nellie, der ser ulykken, inden den sker, blander drøm og virkelighed, oplever sit liv som en film og ikke kan hitte ud af, om han vil leve stålsat fremadrettet eller være en passiv kastebold for tilfældigheder, let som en pose, der føres af vinden. Et eller andet sted inde i denne ellers så overgivent muntre bog er der en art bitterhed eller sorg, forbundet med savn og med død. Eller med Kusines ord: »Men veed du hva Nellie livet dét lisom en Choklad Æsge dét nogne som der har tagt af den aller rede veed du godt«.

For så vidt angår værket selv, virker det, som om der hele tiden dukker nye chokoladebidder op. Eller sagt på en anden måde: Det forekommer uudtømmeligt i sin humor såvel som sin paradoksale klogskab. Gak til myren og bliv vis, siger man. Men Niels Frank er både gakket og vis.

Regel 1 og 2

Et eksempel får man, da vor jeg-helt i Mewico-delen samtaler med en skoleholder og museumsmand ved navn Pedro, som sætter ham til at male en mur og lærer os lidt om livet: »Regle numre 1 . Trak vejrert ordnelig ind i gennem Næsen , og ud i gennem Mundnen osvider ind af den igen . Og Regle numre to (2) . Lær først Reglen nr 1 . Og husk og fokuseer ikke på noegt , eller nogne ting ude for DigSelv fokuseer på noegt inden i DigSelv . dit Bild . Du må ikke tab til Frykten Angesten. Syng en glad sang i steden for ! og trak vejrert altmens at du gør dét.«

Selvfølgelig er rådet som alt andet i denne bog trygt pakket ind i metafiktive gåseøjne og tommetyk ironi. Men det skal såmænd ikke forhindre nogen i at tage det alvorligt.

Onkles Bild

For denne mulighed taler, at bogen, skønt den ellers ikke slutter, eller i hvert fald slutter åbent, tilfældigt, ophører ved onkelens død og halvvejs modstræbende ender med at kredse om eksistentielle spørgsmål:

»Præstnen sir at hvis at han (GUD) haed et Kølskab så vilde hans Bilde (Onkle Benns) ha hængt på dét , og at hvis at barer han (GUD) han haev haft en Tegenbog Tegndreng så vilde hans Bilde (Onkles Benns) værer i den Tegndreng faktiskt.«

Med et billede hentet fra bogen (som igen har hentet det fra filmen American Beauty) kan man sige, at det midt i al iscenesættelsens virkelighed og relativitet er helt utroligt med al den skønhed, der faktisk findes i verden. Det er som en plasticpose, der blæses »rundt omkring i vindnen, og virker glad virker letted og rullet rundtom hen ovre Bladdern på terassen, og fyldes sig med luft, og mistes så den luftnen iggen. Den flyvver op og svævver, og taber i højdden og kur hen ovre Bladdern iggen. Som om at luftnen er fuld af Strøm elektisk Strørm«.

Som læser ser man med ublandet fornøjelse frem til at fornemme denne strøm igen. Nellies bog kan nemt vise sig at blive et uafrysteligt litterært bekendtskab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • steen nielsen
steen nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Norm versus abnorm.
At gå imod normen kan aldrig være en berettigelse i sig selv, en berettigelse bliver det først når et brud med normen gøres så overbevisende, at et brud med normen omformuleres til ny sædvane.

Søren Kristensen

Hvis jeg sgulle sgrive en opsigtsvæggende roman (hvilket med overvejende sandsynlighed forbliver en utopi) ville jeg nog begrænse mig til et engelt sprogtegnisg greb, som ville gunne glares med søgefungtionen i word, nemlig at udsgifte alle k-er med g´er. Det synes jeg gunne være sjovt. Jeg mangler bare lige den historie og det plot der passer til netop den behandling.

Maj-Britt Kent Hansen

Det er gjort før, men derfor kan det jo godt gøres igen.

Og ulæselige er smagsprøverne her langtfra. En slags lydsprog, hvor teksten udgør en "billed"bog.

Bestiller den på biblioteket, men ikke som lydbog.