Læsetid: 3 min.

Alt hvad vi ser er vibrerende atomer

Radioheads forsanger Thom Yorke har dannet en supergruppe med blandt andre Flea fra Red Hot Chili Peppers. Det er endt som et aerodynamisk smukt væsen, der ånder binære talkoder fulde af menneskefølelser
Thom Yorke og resten af Atoms for Peace blander mange elementer og får på forunderlig vis det hele til at gå op i en højere enhed. Foto: Playground Music

Thom Yorke og resten af Atoms for Peace blander mange elementer og får på forunderlig vis det hele til at gå op i en højere enhed. Foto: Playground Music

26. februar 2013

Det er ikke hver dag, man hører sangskrivningsprocessen beskrevet sådan her:

»Det her er en hæk. Den vil jeg trække mig selv baglæns igennem.«

Det er selvfølgelig heller ikke hver dag eller uge, at Radioheads forsanger giver online-interview med sine fans, som det skete i sidste uge på Reddit.com, hvor han ytrede ovenstående. Og det er heller ikke hver uge eller måned eller år eller for den sags skyld årti, at han er aktuel med et album med et andet band end Radiohead.

Men i den polyamourøse musikverden, vi befolker, er kreative nebengesjæfter og sidespring naturens orden, og en selvudnævnt arbejdsnarkoman som hr. Yorke, der allerede har lavet et soloalbum, er selvfølgelig umulig at holde i skak.

Så, voila, mine damer og herrer, tag godt imod Atoms For Peace. En moderne superkvintet, som også tæller Flea, bassisten fra Red Hot Chili Peppers, trommeslageren Joey Waronker, der har spillet med blandt andre Beck og R.E.M., den brasilianske percussionist Mauro Refosco samt Nigel Godrich, der har produceret (masser af) Radiohead, Beck og Paul McCartney og her spiller synth og keyboards.

Fuldt udfoldet

Mange supergrupper har det med at lyde som frikvarterer, hvor morskaben helt klart er på deres helt egen side, men Atoms For Peaces debutalbum Amok lyder faktisk som et fuldt udfoldet værk fra et nyfødt band. Der så endda har det med ikke at lyde som et band, men som en maskinel drøm.

Yorke fortæller selv, at han ingen idé har om, hvordan han og bandet ankommer til en sang. Men ind i hækken, baglæns, er det gået på mest velsmurt elegante vis. Der er ikke nogen fornemmelse af et band i et studie, men af fem herrer, der får maskinerne til at spinde og rytmikken til at spjætte og vimse utidigt lystent omkring Yorkes stemme. Det er en soul-fuld, flydende, funky fremtidsblues.

Og krattet, som Yorke taler om at bakke ind i, har ikke sat sig tydelige rifter i de melankolske produktioner, tværtimod lyder det som en alkymistisk jomfrufødsel. Sidste suk fra DNA-garagen, hvor fem musikere har syntetiseret sig frem til et diskret polyrytmisk, smukt aerodynamisk væsen, der ånder binære talkoder fulde af menneskeligt genkendelige følelser. Ekstase, sorg, længsel. Og angst.

»Atoms for Peace« var oprindelig en tale, som den amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower leverede til FN’s Generalforsamling i 1953 for at retfærdiggøre nuklear oprustning som en sikring mod atomkrig. Og teksterne på Amok kan også følge koldkrigsangstens logik: »When darkness follows/ And no tomorrows« og »All spies deceptive/ All bouncing down the walls of the echo chamber«. Såvel som den kan afspejle netværkssamfundsparanoia: »You don’t get away/ You don’t get away«. Og superkapitalismens drænende klaustrofobi: »It’s all been decided«.

En varm krig for fred

Amok er måske lidt monokrom i passager, men, ærlig talt, mens denne kritiker lytter til albummets varmt formulerede formfuldendelse, kan dén kritik svare til at hade maleren Mark Rothko for det samme. For der er dybde og innovation og menneskelig tragedie og guddommelig komedie på spil i disse ni sange. Der er en million nuancer i det tyste fokus, som bandet udviser.

Tag bare »Judge Jury and Executioner«, der blander mange elementer og alligevel får det hele til at gå op i en højere enhed. På et niveau lyder den som et stykke moderne electronica med sine smældende rytmer. På et andet som en hjemsøgt gospelsang med sine tårnende klagekor. Og på et tredje som en sort chaingang-sang i sydstaterne i første halvdel af forrige århundrede med sin (måske a cappella) trekantede bas og dumpt klappede og programmerede fremdrift. En maskinel blues om uretfærdig domfældelse, anyone?

Da jeg i sidste uge besøgte bandets dengang kaotisk scramblende hjemmeside (som nu er forandret), så foreslog min browser mig at oversætte den. For den var jo på japansk, lød min browsers logik. Således får Atoms For Peace ikke kun musikalsk, men også online ideen om maskiners logik til at bryde sammen. Ligesom de har kollapset Dwight D. Eisenhowers koldkrigslogik og vendt betydningen af sætningen »Atoms for Peace« på hovedet. Det er en varm krig for fred, det her, folkens. Ikke kun for folket, men for alt, hvad vi ser, der jo – som salig Kliché sang – er vibrerende atomer.

Og Thom Yorke & Co. leverer soundtracket.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Marie Kobel
  • Olaf Tehrani
  • Jens Fup
Marie Kobel, Olaf Tehrani og Jens Fup anbefalede denne artikel

Kommentarer