Læsetid 3 min.

Sjov, men mindre vellykket Loe

Virkeligheden indhenter Loe i hans seneste roman, hvor statsminister Jens Stoltenberg er sendt på rekreation
1. marts 2013

Ideen er sjov. Den norske forfatter Erlend Loe har flere gange i interview hørt statsminister Jens Stoltenberg fortælle, at han godt kunne ønske sig lidt mere tid til sig selv. Så det giver Erlend Loe ham i sin nye roman. Statsministeren er udbrændt, trænger til at koble af og lejer derfor inkognito et værelse hos Fvonk, romanens 3.-personsfortæller. Statsministeren tager i weekenderne og nogle aftener tilflugt i Fvonks hus, bygger med kapla-klodser og skejer gradvist mere og mere ud sammen med Fvonk. De drikker sig fulde, indretter Fvonks dagstue som en palmeø og flygter sågar sammen til Budapest for at muntre sig i de varme bade.

Fvonk er en typisk Loe-figur. Han bærer rundt på et åndssvagt navn (Fvonk er adgangskoden til internettet på et hotel, Loe engang besøgte), er desperat og lider af forfølgelsesvanvid, hans kone er flyttet, datteren taler med hunde, og han er ensom. Fvonk har været ude i noget snavs; han har tidligere arbejdet i Vandre- og Motionsforbundet, hvor der blev bedraget med medlemstallene. Selv om han ikke har taget initiativ til bedrageriet, så blev han trukket med ind i det.

De gravide som vor tids renfærdige

Loes romaner handler ofte om, hvad en mand stiller op med sig selv i et socialdemokratisk samfund, der har realiseret alle sine utopier, og hvor kvinden er det stærke køn. Hvor går han hen, hvad gør han med sig selv? Det folder Loe ud som civilisationskritik i satirisk form. Her i Fvonk er det de gravide, og det er ret sjovt, der må holde for som billede på de ulideligt renfærdige:

»Det er renheden, siger Fvonk. De er så satans ubesudlede, og det der vokser inden i dem, er så fyldt af muligheder og lys og positivitet, og deres hud skinner, og tænderne skinner, lugtesansen er dyrisk, de har en mageløs styrke, og de stråler, og der er intet der kan være så langt fra alt der har med snavs at gøre, som det der voksen inden i dem.«

De gravide går igen i hele romanen. De gravide holder vagt ved hans hjem og minder ham om hans tidligere snavs, de gravide gennemskuer, at væggene i hans hus er porøse og derfor mindre værd, de gravide forhindrer ham i at komme ind på vinmonopolet, og da han tager med Jens Stoltenberg til Budapest, er de gravide også dér og har dannet et internationalt netværk, Interpreg, som skuler ondt til ham.

Og selvfølgelig bliver bedrageriet i Vandre- og Motionsforbundet afsløret af en gravid kvinde: »selvfølgelig var det en gravid. Hun så hvad der foregik og skar igennem, sikkert fordi hun ikke kunne leve med at have dette ualarmeret, det blev for griset for hende.«

Det er langt ude og ustyrlig morsomt, det med de gravide som vor tids renfærdige, men måske mest for en nordisk mand.

Sjove påfund

Som altid myldrer Loes roman af sjove påfund, men det er som om, plottet her kører afsted med Loe på en ufrivillig måde. Til trods for høje latterbrøl undervejs, fortætter det sig aldrig rigtig. Kan også skyldes, at Breivik kom i vejen. Efter sigende havde Loe næsten færdiggjort sin roman, da Breivik dukkede op på Utøya, mens Jens Stoltenberg efterfølgende blev en folkehelt.

Tragedien gjorde det nødvendigt at skrive passager ind i romanen med henvisninger til hændelsen, men man mærker tydeligt, at romanen ikke er født med den viden. Og det er en svaghed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu