Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Skud for demokratiet

Intentionen om at ramme nutidens miljøspørgsmål på kornet er god, men de komplekse spor smelter kluntet sammen i Annette K. Olesens genindspilning af terroristthrilleren ’Skytten’
Der er et bankende hjerte og en god idé bag Olesens og manuskriptforfatter Åke Sandgrens genindspilning af Franz Ernsts terroristthriller ’Skytten’ fra 1977. Men filmen vil for meget og kan derfor for lidt.
Kultur
28. februar 2013

Geofysiker, olympisk mesterskarpskytte og nu, behændigt kombineret, voldelig miljøaktivist Rasmus (Kim Bodnia) har inviteret sig selv på kaffe hos den idealistiske journalist Mia Moesgaard (Trine Dyrholm).»900 millioner kubikmeter olie,« siger Mia med reference til de kvantitetsmålinger fra en olieboring på Grønland, som Rasmus har sendt hende.

Rasmus nikker tilfreds. Den nyvalgte, såkaldt ’grønne’ regering fører folket bag lyset, mener han. I et lyssky samarbejde med USA planlægger den at udvinde langt mere olie, end vælgerne aner og ønsker.

Derfor spreder Rasmus nu med skarpskud frygt i København. Han vil med vold høres, og han vil have Mia til at hjælpe sig. Før det er for sent. Det illustreres af en grafik af smeltende is, som Annette K. Olesens Skytten anvender som kapitelinddelinger: Der er hverken tid – eller olie – at spilde, hvis vi skal redde Jorden. Så simpelt er det. Jo ikke.

Der er et bankende hjerte og en god idé bag Olesens og manuskriptforfatter Åke Sandgrens genindspilning af Franz Ernsts terroristthriller Skytten fra 1977. Dengang var billedet på den mørke samfundstrussel atomkraft. I dag kræver klimaforandringernes globale konsekvenser et indhug i vores nære velfærd og olieforbrug, som er svær for politikere at kommunikere og handle populært på. De har et ansvar. Journalisterne har en pligt til at oplyse. Men borgeren, hos Olesen underligt repræsenteret i samme skikkelse som forskeren, har ikke demokratisk magt til at råbe dem op. Det problem sættes dramatisk på spidsen.

70’er-modellen

Styrken i Skytten fra 1977 var enkelheden, ikke på det moralske plan, men i den trinvise opbygning. En venstresnoet dagbladsjournalist, Niels Winther, siger i en debat på direkte tv, at han sagtens kan forestille sig vold som folkets middel mod regeringens etablering af atomkraftværker. Står valget mellem et par menneskers overlevelse eller hele menneskehedens, er der kun én ting at gøre. Denne ret 70’er-friske udmelding vælger en indigneret mesterskytte (Jens Okking) at handle på, mens han gennem kassettebånd beder Winther om at skrive for sig. Først plaffer han et par teaterdukker ned, så en tilfældig hund, så en gammel dame og så en »mand i sin bedste alder«. Alt sammen for at lægge pres på regeringen. Winther er fortvivlet over sin meddelagtighed i skyttens gerninger. Hans højgravide hustru, Monica, fremtidens repræsentant (hvis mørke side vises gennem de cigaretter, hun ufortrødent bapper løs på), tilskynder ham derimod til at hjælpe skytten.

I Skytten anno 2013 er ægteparret smeltet sammen til én heltinde, journalisten Mia (dansk films yndling, Trine Dyrholm), som netop er på vej til et indisk børnehjem for at adoptere, da skyttens skyderier og henvendelser til hende starter. I Skytten anno 1977 går hustru Monicas fostervand midt i dramaets højdepunkt. I 2013 går flyet mod datterens børnehjem uden Mia. Det skal dramaturgisk skabe en opdateret suspense i dilemmaet mellem det private liv og det større perspektiv. Der er vel principielt noget prisværdigt i Olesens fremadskuende gentænkning af familienormer, men manuskriptet gør nærmest det moralske nærhedsprincip fornærmende karikeret. I løbet af kaffedrikningen sætter Rasmus ord på miljøets ofre: »Et barn … i Cambodja … i Indien …,« siger han. Så må Mia synke en ekstra klump. For sådan et skal hun jo til at have. Pludseligt er de fjerne ofre potentielt de samme mennesker som dem, vi henter hjem til vores lækre 3v’er, skal vi forstå. Selv om de færreste nok har brug for en så grov forsimpling.

Bøh

Olesens ambitioner om at nå et bredt, og måske også udenlandsk, publikum er tydelige. Stilen lægger sig op ad den nordiske, gråtågede og blåtonede æstetik fra de internationalt lovpriste tv-serier Borgen og Forbrydelsen. Og der er nærmest for meget kendisparade over castingen: Nikolaj Lie Kaas spiller udenrigsminister, Henrik Prip er klima- og energiminister, Søren Malling er sikkerhedschef i PET. Og Mikael Bertelsen spiller debatvært.Bodnia og Dyrholm er stærke skuespillere, men deres troværdighed hæmmes af filmens svageste scener – som da en ængstelig Mia i bil er på flugt fra sin formodede forfølger, og en lygte i et kort bøh-sekund lyser hendes bils bagsæde op. Her sidder Rasmus og skuler skurkagtigt. Den form for 80’er-gyserchok er genrepastiche og ikke chokerende. Det samme gælder filmens dramatiske finale, hvor Mia heltindemodigt og abnormt dumdristigt forfølger Rasmus på byens hustage for at hindre et sidste ministermord. Også her overskygger trangen til drama sagens kerne. Filmen vil for meget og kan derfor for lidt. De komplekse spor smelter sammen. Måske Olesen og Sandgren skulle have haft sig en hel tv-serie for at udfolde det, som nu skal afvikles på en spillefilms tid. Før det hele, som isterningerne indikerer, er for sent. Dén serie – lidt Borgen, lidt Homeland, lidt Forbrydelsen på en bund af relevant debatstof om klimapolitik – ville jeg meget hellere se.

Skytten. Instruktion: Annette K. Olesen. Manuskript: Åke Sandgren i samarbejde med Lars K. Andersen og Michael W. Horsten. Dansk (Biografer over hele landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Altså: Man bilder (igen) folk ind via film mv. at truslen mod demokratiet kommer fra venstre side af spekteret i det politiske liv, (klimaet og kampen for det er jo ofte sat til venstre i det politiske spektrum). Er sandheden ikke den at det er fra højre som truslen mod demokratiet kommer....

Michael Kongstad Nielsen

Jo.
Anmeldelserne af filmen er over én kam lunkne. Anmeldelser synes ikke rigtig om det, måske fordi de ikke synes om at blive mindet om det der med klimakrisen, som de selv har lidt halvdårlig samvittighed over, og så gider vi ikke se film om det. Få det væk, og lad os då nogle rigtige OSKAR-film, og noget lir med stjerner og prisuddelinger, det er der meget mere salg i.

Men måske viser publikum sig som så ofte ikke at ville adlyde anmeldernes fordommes kor.

Jeg har ikke set filmen endnu, men omtalen her får mig til at tænke at den rammer lige ind i nutiden hvor man gør sig overvejelser over hvilke midler man kan bruge for at få sit politiske budskab igennem.

Skal man lave en fredelig demonstration, skrive et læserbrev, gå ind i politik, skyde en gammel mand i en opgang eller 77 politiske aspiranter på en norsk ø?

Jeg håber vi kan få Pandoras æske lukket igen og udråbe vore budskaber til verden på demokratisk og uvoldelig vis!

Ivan - "Jeg håber vi kan få Pandoras æske lukket igen og udråbe vore budskaber til verden på demokratisk og uvoldelig vis!"

Hvordan har kapitalismen, indtil nu, løst sine system-kriser?

Ved at give folk en mulighed for at føle at de bliver hørt, så samfundsdebat kan føres "med pennen og ikke med sværdet", hvis du forstår hvad jeg mener.

Nikolaj Petersen

Jeg er som medvirkende i denne film ret glad for temaet, nu hvor det er sagt syntes jeg ikke man kan sammenligne den med Attentat en gammel 1980 film hvor en politiker på chr borg bliver skudt, man kan fordreje mange ting, men hvis man ser den som ren underholdning/fiktion hvilket det jo er vinkles historien anderledes anmelderne er skuffet over Anette K Olesens fraværende nærskud idet hun panorerer mere end andre
instruktører jeg glæder mig til at se om jeg er blevet klippet ud